X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Kingdom Hearts


Som garvet anmelder, spiller man sjældent spil der kan få en til at løfte øjenbrynene og blive forvirret, men sådan et spil er Kingdom Hearts, både i ideen og i gameplayet. For Kingdom Hearts er absolut ikke som spil er flest, og det er langt hen af vejen faktisk ret underholdende, tiltrods for at man kan blive ret irriteret på spillet.


Da jeg først læste mig til ideen bag Kingdom Hearts glædede jeg mig faktisk til spillet, ideen var tilpas underlig til at Square kunne lave noget smukt ud af det. Spillet er en underlig hyldest til Disney og Square, fyldt med sjove gæsteoptrædener og andet godt fra fantasiens verden. Klassiske og nye Square figurer side om side med Anders And og Fedtmule, hvem kunne have forestillet sig det?


Alligevel er det en næsten surreal oplevelse at spille Kingdom Hearts, man sidder konstant og synes at det er for uvirkeligt, at Fedtmule render rundt og snakker med en typisk ung Square dreng, ikke på det plan hvor det ikke virker (for det gør det i høj grad), men fordi det bare er sært.


Historien i spillet centrerer sig om Sora som er en ung og glad dreng der lever på en ø med sine venner Kairi og Riku, de drømmer alle tre om at udforske verden og komme væk fra øen. Det kommer de da også da nogle onde skyggeagtige væsener (der minder meget om fjenderne i Ico) kaldet The Heartless (De hjerteløse) kommer og kidnapper vennerne. Et andet sted er Kong Mickey forsvundet i forsøget på at stoppe De Hjerteløse(?). I hvert fald sættes Anders And og Fedtmule på sagen. Sora og de to Disney gutter møder hinanden og danner et team mod det onde, og så går det vilde eventyr.


Gameplayet læner sig op af Squares action RPG'er Threads of Fate og Brave Fencer, som begge var rimelige spil. Man slås i real time og kan kaste med magi og slå med sit sværd, man får her erfaringspoint for de monstre man slår i hjel, ind i mellem skal man så løse gåder, med fjenderne flyvende om ørene på en. Problemerne er bare mange, først og fremmest fordi kameraet bevæger sig noget så hektisk, at det er løgn. Man kan selv styre det, men det hjælper ikke synderligt på sagen. Kameraet flyver simpelthen til højre og venstre, og kan især under kampe give store problemer. Det er ingen decideret krise, men det irriterer meget.


Kampene i Kingdom Hearts er en anden kilde til frustration. Det handler faktisk bare om, at gå på fjenden og hamre løs på X knappen. Det er hardcore Hack'n'Slash, men virker bare ikke så godt gennemført. Udover det; grænser de forskellige bossbattles til noget nær det vanvittige, det er simpel knaphamren, og når man dør (det gør man tit) skal man starte forfra. Underligt for et spil der i den grad henvender sig til de yngre.

Det mest latterlige ved spillet, og det er virkelig latterligt, er de flyvesekvenser der foregår mellem de forskellige verdener. Her flyver man i et såkaldt Gummi-skib. Man kan selv udbygge disse skibe og lave sine egne, hvilket til en vis grad er ok. Tilgengæld er flyvesekenserne pinligt dårlige. Omgivelserne passer ikke til spillets grafiske stil og det er tydeligt at det blot er fyld. Det er svært at sigte og styre, men alligevel er det nemt at komme igennem. Denne del burde have været udeladt.


Resten af spillet er tilgengæld godt. De forskellige puzzles er fine og omgivelserne særdeles gennemførte. Historien er også fin, og det er især i de forskellige gæsteotrædener at spillet træder i karakter.


Spillets figurer er virkelig flotte, især Disney figurerne ligner perfekt og passer til et 13-tal ind i spillet. Square må virkelig have lavet deres lektier, for det hele passer så perfekt sammen, selvom man egentlig skulle tro at Squares dybere og tungere temaer ikke ville kunne passe på Disneys lallede figurer, men det gør de!


Omgivelserne er i ren 3D og er farverige og flotte, stilistisk passer de til spillet og giver det stemning. Alice i Eventyrland temaet kan jeg godt lide, men resten af spillet er af ligeså høj kvallitet.


Lyden er om muligt bedre, stemmerne er gode, især Sora som har skuespillertalentet Haley Joel Osment, ham fra Den Sjette Sans og AI (undervurderet film iøvrigt). Anders And og Fedtmule og resten af Disney folket har gode stemmer, og musiksiden er virkelig flot og passende til spillet. Der er virkelig lagt arbejde i lyden.


Dette spil løfter, som skrevet står, øjenbryn. Mest fordi det har så meget godt at byde på i præsentationen og fordi selve gameplayet halter et stykke efter. Et halvt år længere under udvikling kunne have gjort underværker for spillet, istedet føles det som om det kun er indpakningen der er blevet kælet for, og det er synd. Kingdom Hearts har nemlig meget og byde på, og selve præmisset er det mest modige jeg har set siden Rez, at udførelsen så ikke kommer over målstregen er trist. Kort og godt sidder man med et spil der i lyden og i præsentationen er af høj kvallitet, men som på gameplay fronten mangler meget. Jeg tvivler iøvrigt også på at man vil spille det igennem igen, selvom figurerne er så farvestrålende og underholdende, til det er spillet for fejlfyldt. Jeg havde ellers ventet mig så meget af spillet, hvilket måske er derfor jeg virker meget skuffet, Kingdom Hearts er dog ikke et dårligt julekøb, for så skidt er det dog heller ikke.

Kingdom Hearts (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Kingdom Hearts   © Square 2002   (PS2)    1/9 Kingdom Hearts   © Square 2002   (PS2)    2/9 Kingdom Hearts   © Square 2002   (PS2)    3/9