X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Irritating Stick


Kender du den der irriterende ting ude på Bakken (eller et andet pengegrisk forlystelsessted), hvor man skal føre en lille stang med et øje på, fra den ene ende til den anden ende af en fast metal stang? De to ting er så ydermere koblet elektrisk sammen, og oven i købet igen koblet til en stor roterende orange alarmlampe med brummelyd. Du må altså absolut, under ingen omstændigheder røre / ramme den faste stang. Det lyder umiddelbart ikke som om det skulle være det helt store problem. Og dog, mellem den håndholdte stangs øje og den faste stang, er der en frigang på ca. 2,5 millimeter. Ydermere er den faste stang selvfølgelig ikke lige, men tværtimod svinger den sig i smukke buer... !! Så der står man, med en stang i hånden, som skal vendes og drejes, og samtidig prøver man på at virke overlegen sikker..!! Alt i mens man godt ved, at hvis man så meget som trækker vejret, eller svenskeren i bueskydningsteltet ved siden af bander for højt, fordi han er overbevist om at skiven IGEN rykkede sig, tjaaaa, så er løbet kørt og alarmen gået i gang. Irritating Stick fungerer lige sådan.

Den Spiril er min!

Jeg har endnu ikke i mit liv fået det til at lykkes på Bakken. Så jeg blev da egentligt lidt glad, da jeg fik denne udgave af dette fantastisk stressfremkaldende forlystelsesspil!! Jeg troede nu, at jeg skulle øve mig til den kommende sæson, og blive så god, at jeg kunne få den der forbandede kæmpespiril med hjem. Meeeeen nej, endnu engang blev jeg taget grumt ved næsen. Dette PlayStation spil burde aldrig være udgivet!

Irritating Stick er som "Bakkespillet", bare med omvendte fortegn. Man har en stang i hånden, som skal føres igennem en smal elektrisk tunnel. Tunnelen bugter sig bare her i 3D, på besværlig facon op, ned, ind, ud, rundt og i smalle og ekstra smalle variationer. Gennem stempler, propeller, roterende objekter og med ujævne og ulige vægge. Du er selvfølgelig også på tid.... en yderlig stressfaktor.
Watch out, you're to... ARGH!

Lyden skulle vist nok være opmuntrende og moderne, men bliver meget hurtig ensformig og forudsigelig, når man først har hørt den samme 3-10 sekunders sekvens musik igen og igen og igen og igen og ... Og speakeren er irriterende helt for sig selv. Når du har hørt ham råbe "watch out", "you're too close to the edge" og "Ohhhh no" når det for 57's tyvende gang er gået galt, så har man dog gudskelov mulighed for at vælge ham fra. Dog skal det lige siges at grafikken da er meget pæn, og der er gjort noget ud af opfindsomme detaljer i baggrundene, og dine pokaler for at vinde de enkelte baner varierer da også kreativt..........og så er det positive vist også ved at være brugt op. DET ER EDDERMANEMER ET IRRITERENDE SPIL. Det er nøjagtigt lige så umuligt som i det virkelige liv. Selv efter et par timers tid var jeg ikke kommet ret meget videre end til de første par baner i hver kategori, og det var endnu heller ikke lykkedes mig, at fuldføre min egen hjemmelavede bane?? Jeg prøvede endda at spille med analog kontrol, og sætte hastigheden lidt ned og lige fedt hjalp det. Jeg blev mere og mere gal og utålmodig. Blev derfor mere skødesløs, hvilket bestemt ikke hjalp. Så til sidst .... gav jeg ganske simpelthen op. Og ærligt, jeg er ikke sikker på, at det bliver prøvet en ekstra gang, sådan bare lige for at checke.

Et spil som jeg forudså at være udfordrende, endte med at blive det mest irriterende og mindst spillede PlayStation spil i min dyrebare fritid. Et spil der virkelig lever op til sin titel.

-
GameOn 12/05-99
Irritating Stick (US)
Anmelders vurdering
1/6