Gauntlet: Dark Legacy

Gauntlet Dark Legacy har tidligere set dagens lys på PlayStation 2, og her på Digiplay var vi overordentligt imponerede over spillets lidt ensformige, men stadig fantastisk sjove, gameplay, hvor op til 4 spillere kunne more sig med at slagte horder af vanskabninger.
UbiSoft og Midway er nu klar med udgaver til både Xbox og GameCube, og i denne anmeldelse kigger vi lidt nærmere på Xbox-versionen og ser, om spillet er ligeså morsomt på Microsofts sorte monster.

Skorne har kastet handsken

Spillets historie er for så vidt temmelig uinteressant.
Den onde, onde troldmand Garm var så dum at åbne op til Underverdenen, så den endnu ondere dæmon, Skorne, slap ud, hvorefter denne tværede Garm ud og begyndte at plage de levendes verden.
For at være sikker på, aldrig at blive smidt tilbage til Underverdenen, tog Skorne de 13 runesten, der skal bruges til det, og spredte dem ud over hele landet, hvorefter han satte et væld af sine modbydelige undersåtter til at vogte dem.

Det er nok ikke den store overraskelse, at man som spiller skal tage sagen i egen hånd og sammen med den gode troldmand, Sumner, sørge for at Skorne kommer tilbage til underverdenen.

Gameplay

Inden man kan læne sig tilbage og lykønske sig selv med at veludført job, må man lige gennemføre spillets overraskende mange baner. Fra start til slut foregår det på præcist samme måde, hvilket måske får det til at sortne for øjnene af visse spillere. Jeg kan dog love, at det ikke er så ensformigt, som det lyder - faktisk langt fra.

Dark Legacy er et top-down hack 'n' slash af den gode, gamle skole. Dvs. uden alt for mange dikkedarer og tekniske spidsfindigheder. Man kan vælge at spille op til 4 spillere på samme tid, hvilket bestemt kan anbefales - faktisk bliver spillet meget, meget sjovere, hvis bare man spiller to.
Dark Legacy består af en masse områder med baner, der hver især skal gennemføres for at kunne slagte Skorne. På hver bane findes der et væld af farvede ædelsten, der skal bruges til at låse de kommende baner op, så ædelstenene skal altså samles undervejs, hvis man har ønsker om at komme videre.
På nogle få af banerne findes der også de famøse runesten, der skal bruges til at få adgang til den sidste bane, hvor man vil få mulighed for at dræbe Skorne.
Hovedopgaven i spillet er at gøre kort proces med de tusindvis af monstre og andre ubehagelige skabninger, man kommer til at stifte nærmere bekendtskab med igennem spillet. Horder af fjender skal slagtes på hver bane, og det er ikke unormalt at have dræbt 2-300 fjender efter en bane.
Gameplayet er med andre ord meget ligetil, og da man automatisk stiger i level og attributter, da er der faktisk intet, der kan forvirre eller nedsætte spillets tempo.

Spillets indeholder i alt over 50 forskellige karakterer, hvoraf de 40 skal låses op undervejs. Hver karakter afviger fra de andre mht. til stats, så hvis man er til nærkamp og blodtud, så skal man altså ikke vælge troldmanden, der ikke er meget bevendt til den slags. Han er til gengæld god til at gøre brug af den magi, man finder igennem spillet. Magien kan bruges til mange ting - lige fra at dræbe monstre, ødelægge fælder og til at skræmme Døden væk. Døden er en væmmelig fyr, der dukker op igen og igen og dræner spillernes helbred eller experience - kun magi kan jage ham væk.

Styringen af ens karakter er meget ligetil. Analogsticket styrer retning, O-knappen fyrer magi af og X-knappen angriber man med. Der findes også muligheden for at fyre en speciel evne af, der er unik for hver karakter. Denne bruges bedst til at rydde store områder for fjender, men da det tager tid, før man kan bruge den igen, skal den bruges med omhu.
Der er flere mulighed som f.eks. at kunne strafe m.m. - men det er ikke særlig tit, disse bliver brugt, hvilket bevidner om spillets simplicitet.

Grafik

Grafikken er generelt nydelig og farverig. Det er så som så med detaljerne og de flotte textures, men med spillets gode banedesign og spændende lyseffekter, så gør det ikke rigtig noget.
Grafikken kører blødt derudad - uanset hvad, der sker på skærmen, selv med 4 spillere og vild action er der ikke et hak at spore.

Lyd

Lyden i Dark Legacy er forbløffende god. Øksehug og dødshyl er lige så fede som i f.eks. Diablo, og selvom spillet i sin fremtoning er temmelig tegneseriepræget, så er lyden meget skræmmende.
Der er desuden meget tale i spillet - bl.a. den legendariske 'Stemme' med den ligeså legendariske sætning: "Blue Archer Needs Food, Badly", sagt i et meget brummende toneleje.
Musikken er absolut et lyst punkt, og den kan både være lys og drømmende og mørk og dunkel - og altid i gode melodier.

Konklusion

Er man til massemord, lige-ud-af-landevejen-gameplay og fedt multiplay, så led ikke længere. Med Dark Legcay får man alle disse ting iblandet en god holdbarhed, fin grafik og rigtig god lyd.
Her på redaktionen har vi spillet os halvt ihjel gennem alle udgaver og gennemført spillet på PS2 og Xbox. De tre udgaver adskiller sig i øvrigt kun fra hinanden på nogle ganske få uinteressante punkter.

Indtil Baldurs Gate Dark Alliance ankommer på Xbox er Dark Legacy et udmærket valg, der har både charme, godt gameplay og lækker lyd.