X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Grand Theft Auto III


Kørte du nogensinde rundt med flyverdragten på, op ved siden af arvefjenden fra huset længere nede af vejen, på din trehjulede med din AK47 Supersoaker, og lavede et regulært driveby? Hvis du gjorde, fandt du nok også senere ud af, at det nok ikke holdt så meget når man blev ældre (pigerne i 10 klasse er ikke vilde med trehjulede og flyverdragt), og at den ægte vare af før nævnte fritidsfornøjelse absolut ikke er noget politiet satte pris på? Ja så bør man absolut tjekke GTA3 ud.

Det længe ventede GTA3 der tager kriminalitetssimulationsgenren (så tager vi en pause og trækker vejret) op, fra de to tidligere spil er tilbage på banen, lige så twisted og politisk ukorrekt som før. Ændringen er blot, at spillet har taget hoppet til 3D og at ambitionsniveauet er noget højere. Med navne som Michael Rappaport og Michael Madsen blandt mange andre på rollelisten, og en storstilet reklamekampagne har DMA og Rockstar også vist at de sigtede efter noget større. Men har de så ramt plet? Svaret er et entydigt YEARH! Så du behøver egentlig ikke læse videre, men istedet løbe ned og købe spillet hos din spilpusher.

Historien handler om at du, der er en lavt sigtende kriminel, ved et bankkup er bliver skudt af kæresten din. Ved et tilfælde kommer du fri fra fangetransporten og stikker af, for at forsøge lykken i ganstermiljøet i Liberty City, og se det kan der komme ganske meget morskab ud af. Historien gider vi egentlig ikke dvæle, udover at den er langt bedre end i de første to spil, hvor den mest virkede som en dårlig undskyldning for at binde lidt sammen på spillet. Her er den rigtig god, og gangster agtig, fyldt med masser af sort humor og plottwists. Ingen finger at sætte på noget her.

Gameplayet i GTA3 er for dem som har prøvet de to gamle spil, i bund og grund det samme som tidligere. Man stjæler biler, kører rundt i dem, og laver kort og godt ballade på må og få. Man kan kort sagt alt, der er ingen ende på mulighederne i spillet. Stjæler du en taxi kan du i bedste Crazy Taxi stil, samle kunder op og køre rundt for at tjene penge. Man kan lege politimand og slå badguys ihjel, man kan køre i brandbil og slukke brande og redde folk i ambulancen. Det er ikke nødvendigt, men man kan hvis man vil... og det er spillet i en nøddeskal. Jeg tvivler også stærkt på, at man får prøvet alle sidemissioner, da der er mange og da de ikke er nødvendige for selve historien. Alene det gør at holdbarheden stiger, da man hele tiden kan vende tilbage for at prøve mere af. Det største scoop i GTA3 er at man som tidligere kan spille spillet uden at følge historien. Man kan bruge timer på at cruise rundt, spille sidemissioner eller bare lege Michael Douglas i Falling Down, og det er det bedste ved GTA3, det føles ikke som om der er begrænsning på hvad man kan gøre, og det i sig selv er imponerende. Men at beskrive og nå rundt om hele gameplayet er omtrent ligeså svært som ene mand at nå rundt om Bamse, men det skal være sagt at GTA3 er en rigtig rigtig fed spiloplevelse af bedste skuffe!!!
Jeg har hørt nogle onde tunger om grafikken i GTA3, de fleste af de ting jeg har hørt, har været baseret på ren idioti. DMA har brugt det fremragende værktøj som Renderware er, og har skabt en stor spilverden, hvor grafikken er imponerende, faktisk både i detaljegrad, design og udseende. Der er nogle lækre lyseffekter, og alene det at PS2en skaber en så stor by som den gør, er i sig selv en stor præstation. Loadetiden er næsten ikke-eksisterende. Der er visse problemer, små er de, men visse steder er der clipping problemer, eller små fald i frameraten, men det er små problemer, som optræder sjældent, og ikke ødelægger gameplayet på nogen måde. Man kan også klage over, at der optræder popups i spillet, men de forekommer vel og mærke også sjældent og er faktisk ikke store. Jeg mener at Grafikken er rigtig flot, kvalliteten taget i betragtning af det enorme område der skal renderes rigtig god, og på baggrund at det vil jeg godt vove den påstand, at GTA3 er en præstation rent grafisk næsten på linie med GT3, kun de småfejl der er, trækker ned!

Lyden er også et kapitel for sig selv. Her har man ikke blot smækket en uinspireret baggrundmusik, sammen med spasservoiceacting og lydeffekter fra en samplecd. Nix man har hyret hollywood skuespillere, man har lavet gode lydeffekter og musikken er i sig selv nok til et rent 6 tal. Musikken består af en række radiokanaler man kan lytte til i de biler man stjæler. Lige fra klassisk musik til hiphop, techno, talkshow og ren Polle tråd! Ikke alene er der masser at vælge imellem, men krydret med sjove radioreklamer og de mærkeligste outrerede værter er det rigtig rigtig godt, simpelthen. Lyden her er der virkelig pudset ved, og vidste man ikke bedre ville man sagtens kunne tro at det var en rigtig radio man hørte på, ja måske lige minus et par reklamer eller flere.

All in all er GTA3 efter min personlige mening det bedste spil jeg har spillet til dato på PS2, ikke GT3, Red Faction, Onimusha eller andre leverer en så komplet pakke, med så megen underholdning, holdbarhed og er heller ikke så gennemsyret af en så syg sort humor, som GTA3. Eneste kritik punkt jeg virkelig kan komme på er, at GTA3 faktisk gik ned de første to gange jeg prøvede spillet, hvorfor ved jeg ikke men der har ikke været fejl siden da. Til slut kan jeg ikke sige andet, end at GTA3 er et virkelig fedt spil, som alle bør have i deres spilsamling, no more no less... over and out, jeg skal lige nakke et par folk til.

Grand Theft Auto III (EU)
Anmelders vurdering
6/6

Grand Theft Auto III   © Rockstar Games 2001   (PS2)    1/3 Grand Theft Auto III   © Rockstar Games 2001   (PS2)    2/3 Grand Theft Auto III   © Rockstar Games 2001   (PS2)    3/3