X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Formula 1 '98


Stor overraskelse: Psygnosis har udgivet en splinterny titel, et racerspil, med den originale titel Formula 1 '98 Spillet er produceret af Visual Sciences, og skulle efter sigende være bygget helt op fra grunden, uden at have "lånt" fra sine forgængere.

Ja, alle har vel hørt om forgængerne til dette spil, nemlig Formula 1, som udkom i '96, og Formula 1 '97, som pudsigt nok udkom året efter.

Det er klart, at når man ser den samme titel udgivet for 3. år i træk, er det ikke længere originalitet man håber på når man køber spillet. Men vi er jo nok alle blevet mere kræsne end vi var bare i 1996, man ser især efter forbedringer, og om nogle af de småfejl der var i de tidligere version er blevet rettet.

Fra Formula 1 '96 til 97'-versionen var der f.eks. kommet højere opløsning i grafikken, og det blev nu muligt at bruge analog styring. Der var dog stadig et væld af småting som kunne være rart af få rettet. F.eks. ville det være rart at blive "texturetearingen" kvit (de hvide "sprækker" i grafikken). Det kunne også være godt at få mulighed for link igen, hvilket der var i den første version af spillet, men som i F1 '97 blev erstattet med en meget dårlig splitscreen.

Og hvad er der så sket? Ja, det er jo ikke fordi spillets design har ændret sig væsentligt De virkelige formel 1 baner har jo ikke ændret sig, så hvad det angår stilles der ikke de store krav til udviklerenes fantasi. Grafikken er måske nok blevet lidt klarere i farverne, i forhold til 97-versionen af spillet, men det kan nok diskuteres om det er en egentlig fordel. Det betyder nemlig, at spillet er blevet mere "arcade-agtigt" at se på, og lidt af simulations-feel'et er gået tabt.

Meget til min tilfredshed kan jeg konstatere, at vi HAR fået link-optionen igen. Det bliver i øvrigt mere og mere hyppigt implementeret i de nyere bil-spil.. tak for det! Og det virker også i Formula 1 '98 ganske godt. Man kan spille på alle de normale baner, uanset om man er 2, 3 eller 4 spillere, i modsætning til f.eks. Total Drivin', hvor udvalget af baner bliver stærkt begrænset hvis man er 3 eller 4 spillere. Dog bliver synsvidden betragteligt nedsat, og der kommer flere pop-up's, men det betyder nu ikke så meget, når bare alle har det samme "handicap".

Mht. forbedringer i forhold til de tidligere spil, vil jeg nok betegne dem som værende yderst mangelfulde. Faktisk er muligheden for link så vidt jeg kan se det eneste klare bevis for at der overhovedet er blevet arbejdet fremadrettet med spillet. Tværtimod føles det til tider som om der er sat lidt til i forhold til kvaliteten. Der er stadig enormt meget texturetearing, hvilket især kan ses på Monaco-banen man bliver stadig udsat for et uhyggeligt grimt lasershow når man kører igennem den lille tunnel der ligger umiddelbart før havnen. Det er en dum fejl som allerede burde være rettet i 97-versionen, men som tværtimod er blevet endnu mere udpræget i Formula 1 '98. Denne fejl sætter også spørgsmålstegn ved Visual Science's påstand om at de har bygget spillet op fra bunden, og ikke har skævet til programmeringen fra de 2 foregående spil.
En anden fejl i grafikken er lidt sværere at få øje på, men har man først opdaget den, bliver den til et enormt irritationsmoment. Det er lykkedes for spillets grafikere at lade grafikken på selve kørebanen gentage sig med en hastighed, som næsten svarer til spillets framerate, når man kører med topfart. Dvs. at man opnår en effekt, som får det til at se ud som om at bilen næsten ikke bevæger sig, men bare står stille på kørebanen, mens træer, tilskuere og de øvrige omgivelser pisker forbi i den modsatte retning. Man kender effekten fra tv, hvor det ofte kan se ud som om at hjulene på bilerne drejer den forkerte vej. Det betyder ikke noget når man ser en film, men i Formula 1 '98 går det så absolut ud over gameplayet og illusionen af at køre rigtig, rigtig stærkt.

Noget andet der helt sikkert går ud over Formel 1-illusionen er, at man ikke kan kravle helt ind i bilen mere. Der er stadig et væld af kameravinkler man kan vælge imellem, men ren simulation bliver det bare ikke, hvis man ikke kan få lov til at sidde 10 cm. fra asfalten og kigge ind i den forankørendes bagdæk. Men selv om du zoomer så meget ind som overhoved muligt, kan du ikke komme nærmere end det der vil svare til et par meter over vejen. Det betyder at du får en fornemmelse af at stå op i bilen under kørslen jeg er ikke en ekspert på området, men med hastigheder på over 300 km/t kan det vist ikke være tilrådeligt! Æv, siger jeg bare, for hele konceptet med racerbils-simulation går tabt hvis man ikke kan få fornemmelsen af at sidde på Hakkinens eller Schumachers plads bag rattet.

Men måske er det lavet sådan for at kompensere for et meget ringe overblik. I forvejen er overblikket i en formel-1 racerbil jo ikke særlig godt, men i dette spil er det efter min mening dårligere end nogen sinde Hvis man ikke er så heldig at have en radar eller evt. en blindestok installeret i sin bil, skal man virkelig kende banerene ud og ind for at have en chance for at holde sig på vejen.

Hvad kontrollen angår er der ikke så meget at sige. Det er naturligvis muligt at bruge analog styring, men vi er blevet snydt for Dual Shock. Det er lidt mystisk at man har valgt at udlade denne feature, men det passer meget godt i tråd med resten af de små mangler og fejl spillet er spækket med.

I det hele taget har man simpelthen en fornemmelse af at Formula 1 '98 bare skal tjene lidt penge ind på sit hæderomspundne navn, og at man ikke har gidet at gøre noget rigtigt ud af spillet.

Ud over link-funktionen kan jeg ikke få øje på nogle forbedringer i forhold til forgængeren, så med mindre man virkelig står og mangler et 4-player racerspil, ser jeg ingen grund til at vælge Formula 1 '98 frem for '97-versionen.

Formula 1 '98 (EU)
Anmelders vurdering
3/6

Formula 1 '98   © Psygnosis 1998   (PS1)    1/3 Formula 1 '98   © Psygnosis 1998   (PS1)    2/3 Formula 1 '98   © Psygnosis 1998   (PS1)    3/3