Final Fantasy IX

Final Fantasy slår sine sidste folder på PS

Så gør Square det igen. Det er ikke andet en omkring et års tid siden at 8’etteren kom på banen herhjemme og nu er det altså tid til endnu et læs søvnløse nætter i selskab med Square’s fænomenale spilserie i RPG.

Final Fantasy er en gammel serie der slog sine rødder for de inkarnerede tilbage i NES og SNES tiden. Jeg havde ikke spillet serien før den ramte den lille grå, tilbage for en 4 års tid siden.

Efter jeg havde spillet Vandal Hearts og Suikoden (begge fra Konami) var jeg blevet bidt af historie og kampsystemer i RPG. Men jeg må sige at jeg først for alvor blev hooked da jeg blev spundet ind i eventyret i Final Fatasy VII. Siden da har jeg haft fornøjelsen af at anmelde tæt på alle RPG spil der er kommet ind på kontoret her på GameOn / Playstation-Online. Der har været nogle uheldige oplevelser, men i det store hele er der faktisk kommet en hel del gode RPG til den lille grå gennem tiden.

Den sidste tid har der dog været lidt stilstand i min lyst til RPG, såvel som tid til at fordybe mig ordentlig i dem.

Men her forleden dag må jeg sige at lysten blev genfundet. Ind dumpede en pakke med pressemateriale og vigtigst af alt, et nyt kapitel i Final Fantasy æraen i form af 4 cd’ere.

Det var igen blevet tid til EXP. Points, Chocobo’s, world map og random battles.

En kort oprids af hvad det hele begynder med

En ung prinsesse vil ud og opleve verden i stedet for bare at være "fange" i sin mors kongerige. En gruppe musikere, tyve og dilletant skuespillere hyres til at kidnappe hende af en indtil videre ukendt person. Disse sammenfald passer jo meget godt sammen. Så da gruppen med vores anti-helt Zidane ankommer til byen hvor prinsessen opholder sig går det som en leg at få hende med ombord på deres fantasifulde luftskib. Der kommer dog også et par andre "gæster" med ombord, Steiner som er en rusten ridder der er prinsessens livvagt og Vivi som man lærer at kende i begyndelsen af spillet som en lille mystisk troldmand.

De slipper afsted fra byen men ender med at styrte ned ikke langt derfra, og her fortsætter flugten ud i det ukendte. Historien byder på svig, bedrag, venskab, krig og alt det som man er så vant til og som hører sig til i denne slags eventyr.

Final Fantasy har bevæget sig tilbage til de mere fantasifulde omgivelser såvel som figurer. Det er lavet som om det foregår i middelalderen. Bygninger, våben og til dels sproget visse steder nyder godt af dette. Jeg ved ikke hvorfor, men man sidder med en følelse af at tidsperioden den er bygget op omkring passer perfekt allerede efter kort tids spilletid. Der er da blevet tilføjet detaljer som ikke lige hører hjemme i middelalderen, men det er så godt tilpasset så det hele kommer til at stå som en perfekt enhed.

Men lad os skille spillet lidt ad og bedømme nogle af de enkelte ting.

Kampsystemet er det kendte med real time combat som altså betyder at man angriber alt efter hvor hurtig en lille angrebs linie bliver fyldt op. Man kan sætte spillet i "real" realtime så tiden ikke står stille mens man vælger hvilket slags angreb man vil udføre eller den lidt lettere der fryser modstanderen og de andre i din gruppe mens man vælger i menuerne.

Der er lavet om på hvordan magi og specielle skills tilføjes figurerne og bruges i kampene, men det er heldigvis lavet så overskueligt at det efter en 10-20 kampe sidder på rygraden.

Men der er altså en faktor der trækker lidt ned i spillet. I kampene er der en alt for stor ventetid. Der går for megen tid med ingenting, og efter man kommer en del timer ind i spillet bliver dette til et irritationsmoment når man bliver kastet i kamp. Dette sker stadigvæk efter det gamle random battle system, hvor man ikke ved hvornår man støder på en fjende. Man kan altså stadigvæk ikke nøjes med at kæmpe når man selv har lyst. Det er lidt en gåde for mig at Square holder fast i random battle systemet. Andre RPG spil har vist alternative måder at gribe kampenes opståen an på og med held formået at give en ny drejning til denne genre.

I nogle spil gjorde man blandt andet fjenderne synlige og de enten jagtede dig eller veg bort fra dig alt efter den styrke (level) du havde oparbejdet i løbet af spillet. Dette er en genial ting når man blandt andet skal udforske områder man allerede har været igennem. Men det må vi altså bare nøjes med at håbe bliver implementeret i en eller anden form når serien kommer til PS2.

Visionært, flot og uovertruffent

Grafikken i spillet er af den "sædvanlige" Square kvalitet. Uovertruffen, detaljeret som ingen anden, farverig, meget varieret og alt i alt en klar oplevelse for øjet. Jeg har, efter hvert nyt kapitel i F.F., siddet overbevist over at nu kan de da ikke presse mere ud af denne lille snart 6 år gamle konsol. Men heldigvis formår de endnu engang at overraske mig. For det første er figurerene i spillet rigtig flotte, men de er også udført med så stor en fantasi og humor at det er en ren fornøjelse at lære dem at kende og styre dem gennem spillet. Specielt er Steiner, den der rustbunke af en ridder, udstyret med en underholdende motorik og dialog så man mere end trækker på smilebåndet adskillige gange.

Mellemsekvenserne er ikke af denne verden. Jeg har endnu ikke set så gennemført mimik i noget spil til PlayStation. Detaljegraden i både figurer, men i lige så høj grad i alt omkring dem er en sand nydelse og der er mange af dem spillet igennem.

Kampscenerne bliver udført med stor opmærksomhed til hvor man bliver angrebet, arealerne man kæmper i afspejler altså om du er i en skov, ved vandet eller i en sump. Igen med øget detaljer i forhold til tidligere spil i denne genre.

Vi kan ikke komme uden om at der er nogle få glitches her og der i spillet, men det er faktisk så minimalt at man ikke opdager dem. De trækker i hvert fald ikke synderligt ned i helhedsindtrykket som er Kanon-flot....

Historien er bundet sådan sammen at man først lærer lidt baggrund om de enkelte personer i gruppen og derefter stille og roligt tager fat på den overordnede handling. Herefter er der en interessant blandning af handling og baggrund som stille og roligt udfolder sig. I et tempo der ikke er for jappende men som til stadighed giver den der lyst af at man liiige skal lidt videre og finde ud af det og det og det . . .

En af de nye ting der tilføjer en god helhed til historien og som giver følelsen af at man er midt i et eventyr er Active Time Event (ATE). Det går ud på at mens du styrer en eller flere figurer dukker pludselig en mulighed op for at se hvad der sker et helt andet sted i den verden man befinder sig.

Det giver en god sammenfletning af hele historien.

Der er som sædvanlig et hav af mini-games og ekstra udfordringer som enten spiller ind i historien eller som bare tjener det formål at afveksle lidt i handlingens gang. Det gennemgående mini game er et kortspil som man kan udfordre de fleste indbyggere i forskellige byer til. Det er rimelig simpelt, men alligevel også temmelig strategiskt og sjovt. En slags udvidet spil krig, hvor et kort kan "overtrumfe" det andet, men det foregår på en plade hvor man placere kortene og alt efter deres værdier og udformning kan angribe/stjæle modstanderens kort. Der udover bliver du sat på prøver med sjipning, fange frøer, finde katte, aflevere post und so weiter. . .

Flot soundtrack med få mangler

Musikken og lydeffekterne i spillet er en anden vigtig faktor for en komplet oplevelse. Musikken og hvorvidt man kan lide denne kommer selvfølgelig an på smag og behag. Overordnet syntes jeg det er lavet rigtig godt og sætter en god stemning til flere af historiens udviklinger. Men der er altså også et par numre jeg ikke er så begejstret for. At musikken i kampscenerne ikke variere er lidt skuffende og temmelig træls når man for 117. gang skal høre det samme tema blive spillet. Men okay, det er jo ikke dårligt lavet, bare lidt for repetativt.

Lydeffekterne syntes jeg til gengæld rammer bedre. Fra Steiners rustbunke der knager og rasler for hvert skridt han tager. Til kampscenerne med sværdkamp og magiske angreb. Der er lagt en del arbejde i at få det til at ramme det virkelighedstro kombineret med en portion fantasi.

Square kan nogle ting ingen andre formår

Final Fantasy IX er, efter min mening, det bedste RPG der til dato er kommet til den lille grå. Sværhedsgraden i spillet er afpasset til at nye som gamle kan gå i clinch med det uden enten at falde i søvn eller give op i frustration over den. Der er masser af holdbarhed i det med alle de ekstra ting man kan bruge tid på at udforske, men også i spillet alene byder historien på utallige af timer i selskab med Zidane og Co.

Altså en klar anbefaling til nye som gamle RPG fans. Magien er kommet tilbage og den er dælme flot at se og underholdende at spille.