X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Warhammer: Dark Omen


Warhammer: Dark Omen er et real-tids strategi spil i stil med command and conquer og dennes efterlignere. Der er dog så store forskelle at man ikke umiddelbart kan sammenligne de to andet end at de tilhører samme genre.

Selve Warhammer navnet stammer fra et table-top game som laves af Games Workshop. Et table-top game er et spil som spilles på bordet (duuuh) uden bræt og med masser af landskaber og tinsoldater som man selv samler og maler. Tag det fra en som dyrker denne hobby: Det er sjovt og DET ER DYRT! Så det var med stor glæde og interesse at jeg tændte for Warhammer: Dark Omen.

Lidt om baggrunden: Du er Commander Bernhart, leder af en gruppe lejesoldater, som ynder at slå på tæven for at få guld til mjød. Desværre begynder alle de døde rundt omkring i landet at røre på sig, hvilket skaber en del uro på landevejene. Så du må vise dig fra din heltemodige side, og kæmpe ikke kun for guld, men også for æren og for livet.

I Dark Omen udfolder historien sig på en ret interessant måde. Der er kun FMV imellem hver tredje eller eller femte slag. Imellem alle de andre, kommer der et skærmbillede op, hvor man ser ansigterne af de personer der er til stede. Disse mennesker taler så sammen, og nogen gange fortsætter de på deres færd, og andre gange skal du selv tage en beslutning om i hvilken retning du gerne vil dreje historien. Egentlig ændrer du ikke på den overordnede historie, men ofte vil de næste par slag du udkæmper være enten sværere eller lettere afhængigt af dit valg.

Når man så støder på et par hundrede zombier, orker eller andet utøj fra fantasiens verden, så skal man i gang med det som hele spillet drejer sig om, nemlig at slås for livet.

Her adskiller Dark Omen sig markant fra alle andre spil af sin slags på markedet. Du skal for det første ikke bygge noget som helst. Du har kun et begrænset antal enheder, og dem kan du så vælge at sende i kamp eller lade være. Ofte vil du møde allierede på din vej, som vil slå følgeskab med dig, men i bund og grund har du kun få enheder.

En anden ting er at du maksimum kan have otte forskellige enheder i din hær når du går i kamp. Disse enheder kan være infanteri, artilleri, kavaleri, bueskytter eller troldmænd. Alle disse, undtagen troldmændene, bevæger sig i hele regimenter, så når man beslutter sig for at flytte et infanteri, så bevæger tyve mand sig i række og geled hen til det punkt du vælger.

Alt dette gør at Dark Omen bliver mere til en simulation over enkelte slag end et egentligt strategispil i ordets traditionelle forstand. Det drejer sig ikke om at bygge hurtigere og/eller bedre end din modstander, det er udelukkende et spørgsmål om hvem der kan udnytte sine enheder bedst, samtidig med at man drager
nytte af landskabet. Her rækker Dark Omen for øvrigt højt op over alle andre. Der er komplet 3D beregning af afstande og lignende. Det betyder at den hær der står højt på en bakke kan skyde længere, løbe hurtigere og nemmere storme modstanderen. Selvfølgelig er spillet ofte sat op sådan at du skal indtage en borg der ligger på en bakketop eller noget lignende, så oddsene er næsten altid imod dig.

Faktisk er Dark Omen enormt underholdende. Hvis man godt kunne tænke sig at lege Napoleon i fantasiens verden med elvere og dværge, og sidde og flankere fjenden med dit kavaleri mens dine bueskytter kaster en regn af pile over fjenden, så er der her noget at hente!

MEN, du bør ikke storme ned i din lokale spilbutik endnu. Jeg er nødt til at tage nogen forbehold inden jeg anbefaler dette spil.

For det første: Køb en mus til din PlayStation. Når først slaget er i gang, så kan du godt glemme alt om at følge med, med dit lille joypad. Man kan simpelthen ikke skifte imellem de vigtige enheder hurtigt nok. Electronic Arts har godt nok gjort sit til at gøre det nemt for dig, men det virker bare ikke helt efter hensigten.

For det andet: Forbered dig på et af de sværeste spil du nogensinde har prøvet. Man er ofte nødt til at spille samme mission adskillige gange, så man ved hvor fjenden angriber fra, hvilket jo virker lidt som snyd, da et baghold gerne skulle være et baghold hver gang. Computeren er også en hård modstander. Det er meget svært at finde huller i hæren som du kan angribe. På den anden side kan dette jo også læses som en anbefaling, for det er altså ikke bare lige sådan at gennemføre.

For det tredje: Jeg savner meget af det der gør Warhammer til et genialt table-top spil, nemlig den indgående beskrivelse af enhederne, og de mange muligheder der ligger i at anvende de forskellige. I Dark Omen markeres en fjende bare med en til fire kranier, for at vise hvor hårde de er, men det er ligesom ikke nok. Jeg ville gerne have haft en bedre beskrivelse, så man kan træffe beslutninger om man nu skal angribe zombierne eller skeletterne.

Er du allerede inde i Warhammer hobbyen med små tin modeller, og et spisebord der ligner en slagmark fra en Tolkien roman, så er der her lidt anderledes Warhammer at hente. Du skal ikke forvente at det er ligesom "the real thing" for så bliver du skuffet, men underholdende, det er det. Hvis du ikke kender til Warhammer, men savner et nyt strategispil, så er det her nok en lej-før-du-køber. Man kan hurtigt blive frustreret over styringen, irriteret over altid at tabe, eller ikke have penge nok til at købe nye enheder, og desuden, så ligger Dark Omen bare ikke helt i toppen. Det er flot, det er sjovt, men det er altså også svært og frustrerende.

Warhammer: Dark Omen (EU)
Anmelders vurdering
4/6