Alundra

Ved overgangen til 32-bit gik 16-bit spillenes stjerner - RPG-spillene - ind i en ret død periode.
Men med titler som Final Fantasy VII og nu Alundra er den ved at være overstået.

I Alundra spiller du den unge elver Alundra der efter et skibbrud og nogle mærkelige drømme, ender
i den lille landsby Inoa. Indbyggerne i Inoa er ikke helt almindelige; de plages af
forskellige mareridt, der får katastrofale føljer for dem (i modsætning til fx FF7 er der en ret
kraftig udryddelseprocent blandt personerne). Heldigvis er vores helt Alundra heller ikke helt
normal. Han kan nemlig - i bedste Nightmare On Elm Street-stil - gå ind i andre folks drømme og
påvirke dem. Det får han god brug for undervejs!

Alundra er et helt igennem klassisk 16-bit agtigt RPG i MEGET Zelda-agtig stil. Fra en pseudo-3d
vinkel (dvs. 2d) ser man helten,
mens han hopper fra platform til platform, smadrer monstre, samler skatte og løser gåder. Mange
vil nok stå af over for den lidt for klassiske grafikstil - der lyser ikke ligefrem PlayStation
ud af den - men faktum er, at den er ganske charmerende. Det er altså for sødt når det hopper små
fugle, høns og hunde rundt inde i byen. Dog må jeg brokke mig over perspektivet,
der flere gange "skjuler" udgange og forhøjninger. Musikken er jeg heller ikke helt vild med;
den er skam ganske iørefaldende, men lidt for guitar- og trommeagtig til en rigtig eventyr-verden.

Hvad der gør Alundra til et specielt spil - og det er både den absolutte styrke og svaghed - er
sværhedsgraden. Det her kan meget vel være det sværeste spil, jeg nogensinde har prøvet. Ikke fordi
monstrene er specielt svære (nemme er de nu heller ikke!) eller de mange puzzles er særligt vanskelige
at undtænke løsningen på. Problemet er at føre dem ud i livet. Ofte kræves der milimeter-præcis kontrol,
urimelig hurtighed og en fandens koldblodighed. Nogle gange er spillet også direkte fjendligt; lad mig
nævne et eksempel:

I et lille rum med en pæn potion monstre der gemmer sig under gulvet, skal man ud gennem et gitter.
Den eneste måde at åbne gitteret på, er at aktivere fire kontakter samtidigt. Desværre kan Alundra
kun stå på en kontakt og der er ingen tønder i rummet, som han kan stille på de øvrige kontakter. Til gengæld
er der fire huller han kan stå i og en

kontakt. Når man slår kontakten falder der 1 tønde og 3 jernkugler
tilfældigt ned i de fire huller. Står Alundra i hullet hvor der kommer en jernkugle tager han skade
og ellers får han én af de tre tønder, han skal bruge. Problemet er bare at man ikke kan nå at se,
hvad der falder ned, hvis man vil nå ned i hullet. Man kan heller ikke nå at komme væk, når man først
ER i hullet. Så kan man bare stille sig i et hul og blive ved i en uendelighed eller til man dør?
Nej, det ville da være alt for let! Som prikken over i'et har Alundra nemlig kun 6 forsøg, før der
ikke er flere tønder! Aaargh! Det er komplet umuligt!

Men det er bestemt ikke det eneste. Ofte er der fx en del huller i rummet og rammer man dem, hopper
en pixel for kort eller bliver skubbet i af et monster, så er det bare en 2-3 rum tilbage! Krydrer
man alt det med et meget begrænset antal hitpoints og nogle yderst sjældne savepoints (et sted gik
der over to timers spil, før jeg kom til et!) har man et meget svært spil. Det gør Alundra til en utroligt
frustrerende oplevelse når det går galt, men til gengæld også en ubeskrivelig tilfredsstillelse, når
man endelig kommer sikkert videre. Alundra er absolut ikke for begyndere!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en meget stor svaghed for denne type spil og således
også Alundra. Dog er der masser af ting, jeg gerne havde set anderledes. I de fleste andre spil af
denne type får man erfaringspoint - og bliver dermed bedre - af at smadre monstre. Det gør det mere
interresant. I Alundra kan det bedre betale sig at løbe væk fra dem, for i bedste fald giver de bare
et par guldstykker. Det virker også noget uretfærdigt at man kæmper sig gennem en "hemmelig" bane
for at få en styrkedrik og så får at vide, at man ikke kan tage den fordi man har én i forvejen!?
De magiske evner man besidder virker også noget mangelfulde.

Den høje sværhedsgrad og de mange urimeligheder til trods er Alundra det spil, jeg har spillet mest
siden Final Fantasy VII. Og når jeg engang har fået det gennemført er jeg overbevist om at det vil
have taget meget længere tid end sidstnævnte. Det til trods for at samtalerne er ret korte og der
ikke er en eneste videosekvens undervejs. Alundra er et RPG for hardcore-RPG'ere og det er fedt for
dem - og ikke så mange andre.