X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Agent Armstrong


Ud af det blå kommer Virgin med spillet Agent Armstrong der forsøger at
genoplive en gammel klassiker i 3d. Gaaab...

Sidelæns-scrollende 2d spil havde sin storhedstid på Amigaen. Hvem husker fx
ikke Midnight Resistance, en blanding mellem platformspil, skydespil og
kampspil. Det gør Virgin i hvert fald og derfor forsøger de sig nu med
spillet Agent Armstrong der faktisk er en kopi af det gamle Amiga hit
med den forskel at det nu er i 3d.

3d er nu så meget sagt. Grafikken ses fra én fast vinkel og eneste forskel
er altså at helten kan løbe ind i billedet. Det bliver nu ret nemt
frustrerende for man har unægteligt en ret dårlig dybdefornemmelse, hvilket
tit resulterer i at Armstrong falder i det vand, der tilsyneladende var
ret langt væk. Faktisk er 3d-effekten ikke mere end en "gimmick" og der
er ikke noget i spillet, der ikke kune være opnået i 2d. Det ser vi
desværre lidt for tit.

Men lad os lige få lidt baggrund med. Den onde, onde godfather Falconetti
har så småt fået verdensherredømme og det er nu alt sammen op til den
hemmelige Agent Armstrong at redde hele verden. 0 point til Virgin i
originalitet... Det gør Armstrong så ved at løbe fra venstre mod højre,
hoppe op på kasser, skyde usædvanligt dumme fjender og samle power-ups.
Derudover kan vores helt såmænd også plante bomber, klatre og dukke
sig for skuddene. Men som manualen så venligt gør opmærksom på så "er det
altså ikke alle fjender der lader sig narre så nemt og nogle vil skyde
efter dig"... Sikke en AI!
Grafikken er som sagt i 3d. Den er ganske vist hurtig, men den er også
grim! Alle personer er fuldstændigt flade og texturene er i en meget
lav opløsning. Derfor ser spillet meget firkantet ud. Det passer dog
rimeligt godt til den nuttede og uskyldige stil, men det kunne være
ønskeligt at man i højere grad havde udnyttet og presset PlayStation'en.
Musikken er anonym og lydeffekterne ikke mere end passende.

Mens jeg spiller Agent Armstong kan jeg ikke lade være med at tænke
tilbage på utallige timers underholdning med netop Midnight Resistance.
Jeg tror faktisk godt at denne "genre" kunne klare sig på 32-bit konsollerne,
men det er vel et krav at de lever op til sine forgængere og det gør
Agent Armstrong altså ikke. Der er fx ingen mulighed for at spille to eller
købe våben. Havde man blot inkluderet disse to features ville dette
spil have vundet væsenligt.

Selvom der er mange negative sider ved Agent Armstrong kan jeg alligevel
godt lide det. Måske skyldes det nostalgi, men hvad så? Jeg tror at
spillet vil passe godt til det noget yngre publikum omkring de 7-12 år,
men ellers er spillet nok lidt for nuttet og simpelt til at det kan tjene
til underholdning i mere end et par timer. Prøv det før du køber.

Agent Armstrong (EU)
Anmelders vurdering
6/10

Agent Armstrong   © Virgin 1997   (PS1)    1/6 Agent Armstrong   © Virgin 1997   (PS1)    2/6 Agent Armstrong   © Virgin 1997   (PS1)    3/6