Luigi's Mansion

Mario er væk - ja, faktisk bortført. Nintendo?s Luigi?s Mansion er lidt af en ghostbuster versus poltergeist-agtig affære. Luigi har den egentlige hovedrolle og endda sin egen store herskabsvilla med et meget dødt selskab. På bedste ghostbusters-manér står den på støvsugning af spøgelser, så læs videre i denne anmeldelse, hvis du tør.Nintendo er nærmest ensbetydende med en Mario-titel ved lanceringen af en spillekonsol. Savner man Mario, skal dog ikke man ty til Luigi?s Mansion, men nok nærmere Super Mario Smash Bros som kommer senere. Luigi's Mansion er derimod dedikeret til Mario's blikkenslager-ven, Luigi. Spillet kan slet ikke sammenlignes med forgående Mario-titler, da Nintendo leger med en helt anden genre end decideret platform i Luigi's Mansion. Ikke desto mindre udstråler spillet stadig Nintendo-magi og det er lykkedes at levere et ret originalt gameplay.

Ghostbusters Vs. Poltergust 3000

Historieforløbet er ikke ligefrem grænsebrydende, men det indeholder alligevel et mystisk spændingselement. Luigi modtager helt uventet en besked om, at han har vundet en stor herskabsvilla. Han aftaler derfor et lille festligt møde med Mario, så de kan fejre begivenheden. En mørk nat kæmper Luigi sig igennem en dunkel skov med et kort i hånden og finder omsider villaen. Imidlertid er der ingen spor af Mario, kun en tyk, dyster stemning i luften, så Luigi ryster af nervøsitet. Og med god grund, for pludselig langer et spøgelse ud efter ham, mens en mystisk gammel mand, Professor Elvin Gadd, dukker op ud af ingenting med en støvsuger på ryggen. Han redder Luigi og fortæller om sit research-projekt med emnet ?spøgelser?. Den praktiske støvsuger som Elvin Gadd har på ryggen er hans seneste opfindelse, nemlig Poltergust 3000, der kan indfange spøgelser, hvilket bliver Luigi?s næste skridt for at finde Mario.

Længe leve Poltergust 3000

Nintendo genopliver ?ghostbusters-fænomenet? i dette spil. Med en lommelygte kan Luigi overraske spøgelser, hvorefter det lammes, så et hjerte-ikon kommer til syne på spøgelsets bryst. I selv samme sekund skal Luigi aktivere Poltergust 3000 og suge spøgelset ned i støvsugeren. Poltergust 3000 styres med den analoge kontroller, mens lommelygten samtidigt skal koordineres via C-sticket. Det medfører hurtigt krampagtige fiskestangslignende bevægelser, da spøgelsets kraft er angivet med et tal, som skal helt ned på nul, før det kan indfanges. En gennemført underholdende situation. Nogle spøgelser er baseret på ild, vand og is og disse hører til den større vægtklasse og kan kun udryddes via elementenergi, som skal opsuges med støvsugeren og derefter skydes efter disse spøgelser. Elementenergi kan også bruges til praktiske ting, som f.eks. at løse forskellige gåder i villaen, bl.a. tænde lys med Fire-elementet.

Boos siger bøh!

Boos hører til spooky-ligaen nummer et og har kidnappet Mario. En Boo-radar indikerer, hvor Boos gemmer sig i villaen. Udforskning af alle afkroge i villaen er påkrævet for at finde Boos og det viser sig, at være selve nøglen til underholdningsforløbet. Villaen gemmer derudover på et utal af spændende værelser og gemte værdifulde ting. Alle omgivelser kan nøje støvsuges for ting og sager, hvilket giver spillet god fornemmelse af interaktivitet.

Uimodståelige lyseffekter

Grafikken indeholde mange prangende effekter. Luigi har mange pudsige ansigtsudtryk og han er udformet med mange polygoner. Detaljerne i grafikken ses specielt når man ser de flotte lyseffekter og de realistiske skygge- og partikeleffekter, hele herskabsvillaen udstråler en tyk aura af støvfyldt stemning. Støvpartikler fra gulvet kastes rundt, når Luigi bevæger sig, mens lommelygten fremhæver dem yderligere. Når lommelygten rammer objekter, kastes livagtige skygger op på vægge og andre objekter. Den visuelle side byder også på flere lag af realistisk real-time fysik i f.eks. tøj, tæpper, dyner og sågar badeforhæng. Alt bevæger sig helt uhyggeligt flydende, når støvsugeren rammer disse objekter. Men disse mange flotte effekter har dog sin pris, da teksturer i omgivelserne virker ringe og kan ikke matche de eminente lyseffekter.

Begrænset lyd

Lydmæssigt befinder vi os i den dystre afdeling med obligatoriske lydeffekter Nintendo-style. Mest karakterfuld er Luigi, der konstant mumler, nynner og råber efter Mario i villaen i en Mr. Bean-agtig tone: ?Hallooo! Mariooo!?. Musikken virker en smule anonym og ensporet, mens en enkelt scene nærmest modbeviser denne påstand. Et værelse med instrumenter ender i en symfoni af velkendte Mario-temaer fra tidligere spil. Humørpræget detalje, men der er for få af den slags højdepunkter.

Kort og godt

Luigi?s Mansion er fyldt med pudsige og originale påfund i gameplayet, men nedturen er den korte spilletid. Det kan løbes igennem på en weekend, men det kan dog godt spilles et par gange efter at det er gennemført. Værdifulde genstande kan opsnuses over hele villaen, hvis man støvsuger hver en støvbefængt afkrog og de opfindsomme, men relative nemme bosser, er der for få af. Det kan dog hurtigt blive en lidenskab at ?ghostbuste? spøgelser og spillets force ligger bestemt også i gameplayet, men spillet opnår desværre ikke på noget tidspunkt den standard, vi har set i f.eks. Mario 64. Oplevelsen er simpelthen for kortvarig, men yderst fornøjelig.