X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

TD Overdrive


En af de spil-serier der har levet længst er Test Drive. Efter nogle afstikkere i form af Off-Road-spillene, er vi nu tilbage på asfalten med det seneste spil i serien, kaldet TD Overdrive. Det skulle blive spændende, at se om serien har fået nyt liv, eller om der ventede endnu et skuffende spil.

Selv om Test Drive-serien har eksisteret i snart 20 år, så er det en noget broget karriere serien har været igennem. Test Drive licensen har ganske vist været brugt i USA til både Le Mans og V-Rally, men disse to glimrende spil kan ikke skjule, at mange af de andre spil har været direkte dårlige. Infogrames har dog givet spillet endnu en chance og denne gang er det faktisk gået en del bedre. Spillet indeholder flere forskellige modes, der dog næsten alle involverer den samme type løb. Biler er der også en del af og i modsætning til mange andre spil, er der både nye og gamle biler. Udvalget består bl.a. af Shelby Cobra, Pontiac, Chevrolet Camaro, Lotus Elise, Toyota Supra, Jaguar XJ220, samt mange andre.

Deep underground

Hoveddelen i TD Overdrive er den såkaldte Underground Mode, hvor man i rollen som Dennis Black pludselig befinder sig midt i en illegal racing-verden. Dennis er blevet hyret af den kvæstede Donald Clark der, grundet en alvorlig ulykke, ikke selv er i stand til at deltage i løbene. Donald kontakter Dennis og giver ham lov til at køre i sine biler, hvis han vel og mærke kan skrabe nogle gevinstpenge sammen til gengæld. Dennis lever ikke det bedste liv og tager naturligvis imod chancen for at gøre sig gældende og rette op på sit liv. Nu er illegal street racing ikke ligefrem noget almindeligt job, så man får brug for alle sine færdigheder bag rattet. Efterhånden som man får bevist over for Donald, at man er opgaven værdig, vil han stille flere biler til rådighed, hvilket der også hurtigt bliver brug for. Undervejs i sin karriere vil man komme ud for tre slags løb, der alle skal håndteres forskelligt. Linear Race foregår på den måde at man kører fra et punkt i byen til et andet, mens man i Circuit Race kører et bestemt antal omgange. Sidst, men ikke mindst, er der Drag Race. Denne del er magen til den mange kender fra filmen ’The Fast and the Furious’ og her gælder det simpelthen bare om at holde bilen på en lige linie og så bruge sin acceleration bedst muligt. Denne del spilles med manuelt gear, hvilket absolut også er det eneste rigtige.

Inspiration

Man finder hurtigt ud af, at spillet henter sin inspiration fra specielt to spil, nemlig Burnout og Project Gotham Racing. Af de byer der dystes i har Overdrive hele tre tilfælles med PGR, i form af San Francisco, Tokyo og London. Sammenligningen med Burnout skyldes først og fremmest, at spillet er meget arkadeagtigt, endda mere end Burnout, men i bund og grund har de begge et gameplay, der drejer sig om at køre hurtigst muligt gennem byer fyldt med andre trafikanter. Overdrive har dog også ting som adskiller spillet fra de førnævnte, bl.a. den omtalte Career-mode, samt deltagelsen af politiet. Især politiet sætter kolorit på spillet, idet de
indleder en hidsig jagt hvis man skulle drøne forbi en af deres fartfælder, ellers laver de vejspærringer med tilhørende sømmåtter. Overdrive fanger faktisk ganske godt fornemmelsen af at tordne ned gennem en smal gade, mens man både skal zig-zagge gennem trafikken, holde trit med konkurrenterne og samtidig holde politiet på afstand. Absolut en rimelig intens oplevelse. Man kan endda selv styre en af flere politibiler og derefter prøve at fange fartsynderne.

Underlige ulykker

Alle informationer i Career-mode, eller Underground om man vil, foregår via en videomail, placeret i ens bil. Alle kørerne er udstyret med en sådan anordning og der foregår masser af kommunikation både før, under og efter løbene. Denne del fungerer faktisk rigtig godt og de andre karakterer er gennemsyret af deres eget ego, hvilket nærmest får en selv til at sidde og snakke med. De andre kørere har også individuel AI, så deres kørestil varierer meget. Overdrive har også en smule af den berygtede rubberband-AI, der gør at man ikke kommer alt for langt i front, men samtidig heller ikke kommer for langt bagud. Heldigvis er det ikke alt for tydeligt og man har dårlig tid til at lægge mærke til det midt i den intense action. Et af spillets største problemer er faktisk de nærmest uungåelige sammenstød man kommer ud for. For det første kan bilerne ikke smadres og for det andet så virker de alle som balloner ved et sammenstød, dvs. at de ved enhver kollision flyver 50 meter i hver sin retning. Dette skyldes naturligvis spillets helt klare arkadestil, men det er en anelse overdrevet og ser ganske tåbeligt ud.

God fartfornemmelse

Grafisk er spillet på niveau med de to vi drog sammenligninger med tidligere. Det er ikke fantastisk flot, men nogen katastrofe er det heller ikke. De forskellige biler er ganske nydelige, men kunne dog godt bruge nogle flere detaljer. Banerne er udmærkede og varierede, men igen savner man nogle af de spektakulære detaljer vi har set i andre spil til Xbox. Frameraten er heldigvis konstant og fartfornemmelsen temmelig god, hvilket er noget af det vigtigste i et bilspil. Lyden i spillet er også god, selv om det er svært at høre forskel på bilerne. De forskellige karakterer er gennemførte og spilles ret troværdigt og morsomt. Musikken er meget varieret, med både, dance, rock og rap af kunstnere som Junkie XL, JA Rule, Moby og Saliva. Bryder man sig ikke om dette, kan man heldigvis bruge sin egen musik fra Xboxens harddisk.

Bedre end forventet

Vi havde ikke de store forventninger til TD Overdrive, men spillet viste sig faktisk, at være ganske underholdende og fængende. Med mange biler, intens action og ikke mindst politi, er spillet en af de bedre arkaderacere. Spillet er dog ikke uden fejl. Det er selv med variabel sværhedsgrad ikke overvældende svært at gennemføre og der kunne godt være blevet plads til lidt flere baner. Heldigvis er Career-delen ganske interessant og bliver man træt af den kan man jo altid lege panser for en dag, dyste mod en ven i two-player mode, eller hvad med et spil Pong mens banerne loader?

TD Overdrive (EU)
Anmelders vurdering
4/6

TD Overdrive   © Infogrames 2002   (XBX)    1/3 TD Overdrive   © Infogrames 2002   (XBX)    2/3 TD Overdrive   © Infogrames 2002   (XBX)    3/3