Devil May Cry

Capcom er endelig ude med denne djævelsk ventede udgivelse. Devil May Cry er for dem, som blev træt af den træge spilkontrol i Resident Evil, men der er mange andre grunde. Vil man have hurtig hardcore-action og et vanvittigt flot design udspillet i et gotisk miljø med sære skabninger, er det bare med at læse vores anmeldelse i en fart, så du kan komme ud og købe spillet.Imponerende sager

Så er det her! Devil May Cry vil få dine joypadfingre til at bløde. Vi går derfor lige på og hårdt i denne anmeldelse. Såkaldte Devil Trigger-combos er nøglen til at mestre dette spil. Dante, hovedpersonen i spillet, er den yderst seje mandsperson - eller nærmere djævelske spilkarakter, som med sine medfødte evner, to pistoler og et dæmonisk sværd, kan lave Matrix-lignende bevægelser - og det, hele vejen igennem spillet! Kort og godt: Kontrollen af Dante er intuitiv. Med sin særdeles smidige og akrobatiske udfoldelse i spillet, kan han hoppe utrolig højt, lave rullefald og på én og samme tid udradere sine modstandere med både pistoler og sværd i hektiske dynamiske combos. Dantes umenneskelige blod øger hans kampegenskaber flere gange. I starten skal man lige vænne sig til den alsidige spilkontrol, men inden man ser sig om, ser man sig selv lave combo på combo ved at kombinere både pistoler og sværd, det er virkelig imponerende sager. Senere i spilforløbet vil man kunne opgradere sine kampegenskaber og via visse sfærer, kunne købe sig til nye angreb. Mange angreb kræver Dantes såkaldte 'Devil Trigger'-form, så Dante på optimal vis kan benytte sin dæmoniske kampgejst. Gameplayet er ligetil, men alligevel så afbalanceret, at man ikke trættes af det.

Et djævelsk plot

Historiemæssigt er vi i nærheden af noget, der kunne minde om et Castlevania-lignende plot blandet med rå actionsekvenser fra John Woo-film. Dracula's søn, Alucard, er "bare" skiftet ud med Sparta's søn, Dante. Sparta er en legendarisk djævel med et menneskehjerte, som for et par årtusinder siden narrede selveste Djævlen og spærrede ham ind for evigt (troede han). Herefter bosatte Sparta sig i menneskeverdenen og fik et barn. Barnet blev døbt Dante, delvist djævel, delvist menneske. Djævlen (den rigtige djævel) er imidlertid hævntørstig, så Dante skal sammen med en mystisk kvinde fra sin fortid, forhindre "det onde" i at vende tilbage. Det lyder umiddelbart, som noget vi har hørt før og dybe samtaler blandt karaktererne i spillet er der heller ikke fokuseret på her. Troværdigheden er bestemt ikke sat i højsædet mht. skuespillet, men hvem bekymrer sig også om det, når bare alt andet fungerer som det skal - og det gør det. Det er selve måden, hvorpå hele spilforløbet udfoldes, der virker utrolig intens, så selv den mest hærdede gamer vil sidde med åben mund og polypper.

En sand opvisning i grafik og lyd

Grafikken er en lille opvisning for sig selv. Introen til spillet er en forsmag på den "blærerøvsaction", der venter på én. Man føler nærmest i den første sektion af spillet, at den røde løber rulles ud, hvorefter man går langs en bjergside op mod et skummelt slot, der har en hinde af mange års ondskab omkring sig. Fantastiske omgivelser præger spillet og det er mærkbart, at Capcom under udviklingen af spillet har været en tur i Spanien og Italien for at tage billeder og få inspiration til den gotiske grafiske arkitektur. Der er en uhyggelig høj detaljegrad i teksturerne rundt omkring i slottet og det omgivende miljø. F.eks. står man på et tidspunkt ude på en udbygning til slottet, en lang platform, hvorunder havet

ligger og rejser sig ud mod horisonten. Hver en bølge kan ses på vandoverfladen, men ord kan faktisk ikke helt beskrive denne utrolige, grafisk, rummelige oplevelse. Ligeledes er designet af fjender og bosser meget opfindsomt. Man kan læse en profil af hver fjende man har konfronteret. Devil May Cry er en sand opvisning i stilfuldt design. Sådan er det bare. Nok så flot grafikken er, har den dog også et par ulemper, som vi vil komme ind på i næste afsnit. Ligesom grafikken er et arkitektonisk mesterværk i sin opbygning, er musikken en orkestral komposition af variation med et hint af klassiske toner. Lydsiden bygger simpelthen en rigtig god stemning op, hvilket - i den grad - kan sammenlignes med Castlevania-serien. Igen en perfekt teknisk opvisning, som vi kunne skrive flere afsnit om, hvis der var plads til det.

Konverteringsproblem

Indholdet af dette spil, kan kun beskrives med positiv røst, men vi er nået til et punkt, som vi finder os nødsaget til at kommentere. Devil May Cry har desværre et konverteringsmæssigt problem ligesom bl.a. Capcoms Onimusha, efter at de er blevet programmeret fra japanske/amerikanske forhold til det europæiske marked. Store tykke sorte bjælker er at finde foroven og forneden på skærmen på almindelige 4:3 fjernsyn. Det er belastende i en storudgivelse som denne, at vi endnu en gang i Europa skal stå for skud overfor en dårlig PAL-konvertering. Det medfører bl.a., at spilfigurerne ikke er i sin oprindelige fulde størrelse, dvs. en smule deforme (mast flade) pga. en lavere skærmhøjde som følge af de sorte tv-bjælker. Om dette er et problem for den enkelte spiller, er i sidste ende nok individuelt og et spørgsmål om, hvad man stiller af krav til de tekniske aspekter. En ting er sikkert - hvis man har erfaring med Sega Dreamcast, har man tilvænnet sig et 60Hz-billedsignal, som er tilstedeværende i de fleste DC-spil. Samme tekniske billedstandard er kun tilstede i få PS2-titler, men det får forhåbentlig en drejning i 2002.

Tydelige "musetrapper"

Ligger du derimod inde med et Widescreen-TV, forsvinder de sorte bjælker grundet en 16:9 optimering af spillet. Men dette fører endvidere til en markant og meget kantet grafik med "musetrapper" overalt, også kaldt 'aliasing': PS2'ens værste fjende. Det ser ikke pænt ud, og spillets høje grafiske standard bliver helt udvasket grundet en kantet grafik. Det er værd understrege, at problemet faktisk fremstår som endnu værre på 100Hz fjernsyn, da billedet bliver mere skarpt og "musetrapperne" derfor tydeligere. Dette problem var ikke så dominerende i NTSC-versionen, som vi tidligere leverede et preview af. Det er dybt beklageligt, at Capcom ikke har finpudset Devil May Cry noget mere til det europæiske marked.

Forventninger indfriet?

Vi har haft uhyre store forventninger til Devil May Cry, som til en vis grad også er blevet indfriet, hvis man ser bort fra den skuffende PAL-konvertering. Dette er et af de mest afbalancerede spil nogensinde og designmæssigt distancerer det de fleste udgivelser til PS2. Capcom har med garanti haft til hensigt at sætte en ny standard indenfor genren. Det endelige produkt er blevet en enestående actiontitel med elementer fra survival-horror genren kombineret til en helt ny og stilfuld genre. Tag actiondelen fra Onimusha, skuespillet fra Resident Evil og stemningen fra Castlevania - så får du Devil May Cry. Det vil få dig til at græde af djævelsk begejstring. Absolut en af tidens hotteste udgivelser, som bør stå på enhver PS2-ejers hylde, inden julen er omme.