X-Men: Next Dimension

Da Activision sidste år kom med deres X-Men: Mutant Academy til PSOne, var det en meget positiv overraskelse. Nu er udviklerne, Paradox, igen på banen med et X-Men spil, denne gang til PlayStation 2. Desværre har Paradox ikke klaret overgangen til den nye hardware helt så godt, som man kunne have håbet på.

Next Dimension er et godt gammeldags kampspil, der låner sit gameplay fra flere andre spil. Det har alle de gængse spilmodes, Arcade, Survival, Versus og Practice, der hører genren til, men adskiller sig positivt på ét punkt - Story Mode. Her vælger man ikke en figur, som man derefter bruger spillet igennem. I stedet får man lov til at kæmpe med forskellige figurer i kampe, der er flettet ind i en længere historie. Bastion har kidnappet Forge, da han er nødvendig for, at Bastion kan gennemføre sine planer om udryddelse af alle mutanter, og det er nu op til X-Men at redde Forge. Det kan de ikke klare alene, så for en sjælden gangs skyld slår de pjalterne sammen med Magneto og hans Brotherhood of Mutants, som man derfor også får lov til at benytte i kamp. Historiedelen er en ganske god og ret åbenlys idé, der hjælper til at give spillet lidt mere substans, end man er vant til i de normalt ret tyndbenede plot, kampspil normalt stiller op med.

Gameplay til låns

Som sagt lånes der i Next Dimension en del fra andre spil i genren. Ganske som i forgængeren, Mutant Academy, er gameplayet meget lig det, man finder i flere af Capcoms 2D kampspil med masser af missilangreb og luftkampe. "Super" systemet fra Mutant Academy går også igen i Next Dimension. Supermetret er delt op i forskellige afdelinger, der hver hører sammen med en speciel mutantstyrke, og som i de fleste andre kampspil lades det op ved, at man angriber modstanderen. Igen er der mulighed for at overføre energi fra en del af supermetret til en anden, så man kan benytte det superangreb, man måtte ønske, mod selvfølgelig at gå glip af et andet. Det gav gameplayet i Mutant Academy et lille ekstra pift af strategi, og det er helt fint, at Paradox har valgt at fortsætte med systemet. Som i Dead or Alive serien er der herligt store arenaer at boltre sig på. Hver arena består af flere områder, man kan kæmpe sig igennem, og i Next Dimension er de ekstra interaktive i og med, at mange af objekterne kan ødelægges og bruges til for eksempel at kaste modstanderen ind i for at volde ham eller hende mere skade.

Langsomme superhelte

Hvad der ikke er helt så fint, er figurernes langsomme reaktionstid. I spil som Street Fighter, Tekken og Virtua Fighter er der umiddelbar reaktion på skærmen, når man betjener kontrolleren. I Next Dimension går der så lang tid fra et tryk på knappen til,

at ordren udføres, at man kan blive i tvivl om, hvor vidt spillet har registreret trykket. Det betyder, at man ofte instinktivt vil gentage trykket, hvilket både besværliggør en naturlig afvikling af combos, og gør én tilbøjelig til at lade gameplayet falde ned på et niveau, hvor man lidt frustreret hamrer løs på knapperne og håber på, at timingen ikke bliver helt forfærdelig. På trods af den ret elendige timing er spillet ikke håbløst svært, så længe man vælger den rigtige figur. Nogle figurer er åbenlyst mere brugbare end andre, og det gør uheldigvis spillet noget ubalanceret.

Skuffende grafik

Vi var på MSN Games ret tilfredse med, hvad Paradox rent grafisk præsterede med Mutant Academy på PSOne, men de har åbenbart haft noget sværere ved at få PS2 hardwaren til at makke ret. De store baggrunde er for det meste ret flotte, men figurerne er i den dårligere ende af, hvad vi har set i kampspil til PS2. For det første er de i passager meget simpelt animerede, og for det andet er teksturerne og detaljegraden på flere punkter så lav, at spillet ser halvsløset ud. Dette går igen i de filmsekvenser, der kører i Story Mode. Her gør kombinationen af dårlig programmering og en kunstner, der tilsyneladende kun har stiftet overfladisk bekendtskab med X-Men, at alle éns yndlingsfigurer tager sig ud som amatøragtige efterligninger, der godt nok er genkendelige, men bestemt ikke vellignende.

Kedelig lyd

Heller ikke lydsiden af spillet er noget, man falder i svime over. Den dramatiske musik passer meget godt til seriens stil, men er ikke specielt medrivende. Lydeffekterne er ret kedelige og lave, og de lever slet ikke op til den udveksling af ekstreme mutantkræfter, der finder sted på skærmen. Stort set alle stemmerne i spillet lyder enten søvnige, dårligt timede, eller, som i Psylockes tilfælde, endda direkte irriterende. Her står Patrick Stewart i rollen som Professor X dog som den lysende undtagelse.

Nogen aftagere?

Det er lidt svært at finde en målgruppe, der kan rammes af Next Dimension. Kampspilsentusiasterne har alt for mange andre, og bedre, titler at vælge i mellem, og X-Men fans vil muligvis blive lidt skuffede over den måde, deres helte her er præsenterede på. Spillet er ikke dårligt, men heller ikke godt nok til at kunne hamle op med modstanderne. Er man stor X-Men fan, og kan man godt lide et omgang kampspil i ny og næ, uden at man går dybden med gameplayet, så er det muligvis et kig værd. For andre vil alternativerne være bedre.

Konklusion

Et middelmådigt kampspil, der hverken på grafik, lyd eller gameplay rigtigt slår igennem, men som alligevel har nogle gode momenter i Story Mode og de store arenaer.