X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

WWE Road To Wrestlemania X8


Wrestling er ikke særligt populært i Danmark, men alligevel bliver der udgivet en hel del wrestling-spil her. Spillene er sjældent gode og virker ofte som noget skrammel, der er lavet, fordi tv-showet er populært i USA. Denne gang hedder spillet WWE Road to Wrestlemania X8 og er til Gameboy Advance.

Kun de populære er med

I USA er der flere forskellige wrestling-forbund – NWA, ECW, WWE og mange andre, men WWE er suverænt den største. Som spillets titel antyder, så er det WWE-licensen, der har leveret wrestlere og turneringsformer denne gang. WWE-forbundet råder blandt andre over hårde typer som The Rock, Triple H, The Undertaker og den gamle Hulk Hogan der for nylig har gjort comeback. I alt er det lykkedes Natsume at presse 15 af de mest populære wrestlere ind i spillet. Det er ikke nær så mange som andre wrestling-spil, og heller ikke så mange som Gamecube udgaven af spillet. Men 15 wrestlere skulle trods alt være rigeligt til de fleste.

Masser at tage fat på

Road to Wrestlemania X8 indeholder en sand overflod af forskellige kamp- og turnerings-typer. Har man set WWE-shows på TV vil de fleste virke velkendte. De sjoveste kamptyper er tag match, der er 2 mod 2, cage match, hvor man skal kravle ud af et bur før sin modstander og elimination, hvor 4 wrestlere kæmper mod hinanden. Når man har spillet et par træningskampe, kan man tage fat på en af de mange turneringer. King of the Ring er en eliminerings turnering og Royal Rumble er en slags ”last man standing”, hvor der hele tiden kommer en ny wrestler på banen. I Pay-Per-View turneringen designer man selv sit show - hvilke kampe der skal kæmpes, og af hvilken type de skal være. Men spillets mest omfattende turnering er Championship. Her dystes i mange forskellige kampe og turneringer gennem en hel sæson med det mål at vinde og forsvare så mange bælter som muligt.

Multiplay

Selvom spillet med sine mange turneringer i forvejen har en lang holdbarhed, så har Natsume fået lagt en multiplayer funktion ind i spillet. Desværre kræver det, at man har to eller flere spil-kassetter til rådighed, og derfor har vi ikke haft mulighed for at teste det.
Den helt rigtige stemning

Har man set wrestling på TV, ved man at stemning, atmosfære og omgivelser betyder næsten ligeså meget som selve kampene. Det har Natsume også opdaget, og det er derfor herligt at se, hvordan wrestlerne går ind til ringen til lyden af hver deres musikstykke, mens tilskuerne jubler og vifter med bannere. Lydene af slag, spark og kød der rammer en boksering er alle i høj kvalitet. Lyden er faktisk igennem hele spillet ret god. Spillets grafik er måske ikke det flotteste, vi har set, men den viser det den skal og kommer aldrig til at virke grim og gnidret. Wreslerne er store og rimeligt detaljerede. De har mange forskellige animationer der alle også er detaljerede og tydeligt viser, hvilket angreb der udføres. Der er flere forskellige arenaer og de animerede tilskuerne i baggrunden er med til hæve spillets atmosfære til det helt rigtige WWE-niveau.

God kontrol

Styringen af wrestlerne er ligesom alt andet i spillet også over middel. Man har en god kontrol med hvilket angreb man vil udføre, og jo mere man spiller jo flere angreb lærer man at kende. I starten kan man klare sig med at slå og et enkelt kast, men efterhånden som man får spillet nogle kampe, opdager man, at spillets styring rent faktisk er ganske kompliceret og med mange muligheder. Nogle gange driller styringen dog en smule, det kan være svært at udføre enkelte angreb, da de kræver at modstanderen ligger på en bestemt måde, eller at man selv står et bestemt sted – men alt i alt så er styringen helt i orden. Da det aldrig tager mere end 10 minutter at kæmpe en hel kamp, og da hastigheden er rimeligt høj, så bliver kampene sjældent kedelige. Det er især sjovt, når der er 3 eller 4 wrestlere på banen, som alle tæsker læs på hinanden – det er kaotisk og vanvittigt.

Konklusion

WWE Road to Wrestlemania X8 er det måske bedste wrestling-spil til Gameboy Advance. Det formår at fange stemningen ved et WWE-show ganske godt, og kampene i spillet er sjove og afvekslende. Uden rigtigt at brillerer på nogen områder så er det alligevel lykkedes Natsume at skabe et godt wrestling-spil.

WWE Road To Wrestlemania X8 (EU)
Anmelders vurdering
4/6

WWE Road To Wrestlemania X8   © THQ 2002   (GBA)    1/2 WWE Road To Wrestlemania X8   © THQ 2002   (GBA)    2/2