X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Victorious Boxers: Ippo's Road To Glory


Victorious Boxing er et udmærket boksespil der placerer sig mellem Ready 2 Rumble og EA’s mere seriøse udgaver af sporten. Med over 40 boksere at kæmpe med, er der lagt op til et sportsspil, der også er underholdende for dem der ikke lader sig lokke af slagsmål med handsker på.Baseret på den populære japanske manga tegneserie “Hajime no Ippo”, der handler om den unge Ippo, der fra at være en usikker ung knægt der tit bliver drillet, kæmper sig op gennem ranglisten, og bliver mesterbokser. Selvom der kun er to funktioner i spillet (versus og story mode), fungerer det udmærket uden det enorme udbud af menuer der bl.a. præger EA’s sportstitler. Victory Boxers er en mere simpel, men rendyrket oplevelse, uden for meget uvedkommende fedt.

Ippo’s vej til hæder

I storymode, der er Victorious Boxers hoveddel, er kampene afbrudt af filmsekvenser der fortæller om Ippo’s tvivl på sig selv og træner Genji Kamagawa der støtter Ippo både i kulissen og under boksekampene. Kamagawa’s oplysninger i enten filmsekvenserne, eller under kampene, kan - for en gang skyld - bruges til noget i praksis. De boksere man besejrer i story mode, bliver tilgængelige i versus mode og efterhånden som spillet skrider frem, bliver der lidt over 40 forskellige boksere at sætte sig ind i. Man er nødt til, at sætte sig grundigt ind i spillet allerede fra starten, for hvis man regner med, at man kan lære de andre bokseres fordele og ulemper gennem versus funktionen, sætter spillet en markant stopper for det, ved kun at gøre Ippo tilgængelig fra starten, der er altså ingen kære mor som det tit ses i andre fightere/sportsspil.

Præcis kontrol med få fejl

Styringen af Ippo, og håndteringen af slag, er simpel men glimrende udført, kun den automatiske indstilling af boksernes placering mod hinanden, kan virke frustrerende. Tit placeres ens bokser forkert efter en serie slag efterfulgt af et sidestep, hvilket resulterer i for mange returslag mod spilleren, der så er uden kontrol og beskyttelse indtil man får bragt ham på plads. Kontrollen over bokserne er ellers glimrende realiseret, med et hurtigt og intuitivt paradesystem, der bestemmes af om man trykker hurtigere eller langsommere på analogknappen. Hurtige bevægelser får bokseren til at gå rundt i bokseringen, mens langsomme bevægelser får ham til at undvige og dukke sig. Det fungerer godt og selvom det tager lidt tid at få den præcise fornemmelse for teknikken, så får det kampene til virke flydende og naturlige. Der er to hovedslag fordelt på højre og venstre hånd og med en kombination af L og R tasterne kan flere teknikker og special moves udnyttes.

Rødder i tegneserierne
Som sagt er spillet bygget over en japansk manga-tegneserie, men udseendet på bokserne er heldigvis ikke alt for overdrevet sukkersødt. Der er valgt et mere realistisk design, der selvom manga baggrunden er tydelig, kun tilføjer spillet lidt ekstra charme til den ellers så traditionelle (bortset fra Ready 2 Rumble) sportsgren. Grafikken er uden at presse PS2, velfungerende med flydende animationer på bokserne, men selvom bl.a. lyskilden på bokserne er en fin detalje, så får det desværre også selv samme boksere til at se lidt plastik- og modelagtige ud. Ippo er med sine lidt udstående øjne, en lille kompakt, veltrimmet og veldesignet figur med masser af attitude. Baggrunde og bokseringe virker lidt kedelige, men i kampens hede er det ikke noget der presser sig på. Publikum er fra den sædvanlige leverandør af papstandere, dog er de her en smule mere livlige end bare et stykke dødt karton. Spillet undgår de værste aliasing problemer, der ellers får spillerne til at virkede “kantede” og fyldt med “musetrapper” og den udmærkede PAL konvertering hjælper også på det overordnede indtryk. Dog er der ingen mulighed for at vælge mellem 50 og 60 Hz billedgengivelse. Kameravinklerne der kan indstilles, giver ingen problemer og man har altid et godt udsyn over kampene.

Mangel på svulstig lyd

Der mangler en ordentlig og svulstig lyd når man får et par gode slag igennem og lydeffekterne virker en anelse for realistiske til at passe ind i spillets stil. En mere svulstig indgangsvinkel savnes når man f.eks. laver en brutal knock-out. Bortset fra en kommentatorstemme der præsenterer bokserne, foregår al tale gennem talebobler der, selvom det virker lidt tarveligt, passer til spillets tegneserie rødder. Musikken passer fint til spillet, men kvaliteten af den, bestemmes dog af om man er fan af Rocky filmene.

Overraskende over middel

Historien om Ippo’s vej til hæder i boksningens håndfaste verden, er en overraskende vellavet oplevelse, der på trods af et skrabet udbud af funktioner og muligheder, byder på et udmærket og udfordrende gameplay. De få fejl der er, bl.a. fejlplaceringen af spilleren, ændrer ikke på at Victorious Boxers er godt spil lidt over middel. Et spil der sagtens kan spilles af dem der normalt ikke vil kaste sig over et boksespil. Spillet er godkendt af WBF, World Boxing Federation.

Victorious Boxers: Ippo's Road To Glory (EU)
Anmelders vurdering
3/6

Victorious Boxers: Ippo's Road To Glory   © ESP 2001   (PS2)    1/3 Victorious Boxers: Ippo's Road To Glory   © ESP 2001   (PS2)    2/3 Victorious Boxers: Ippo's Road To Glory   © ESP 2001   (PS2)    3/3