X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Star Wars: The New Droid Army


Der er udkommet rigtig mange Star Wars spil i de seneste år. Kvaliteten har været svingende, men mange af dem har faktisk været rigtig gode. Desværre gælder det ikke spillene på Gameboy Advance – både Jedi Power Battles og Attack of The Clones har været ret middelmådige. Men Lucasarts giver ikke op, og nu er action-spillet The New Droid Army ude på den lille håndholdte.

Tilfældighedernes spil

Har man set Star Wars Episode 2 – Attack of The Clones vil man hurtigt føle sig hjemme i spillets univers. Historien er nemlig en fortsættelse til Episode 2 og foregår umiddelbart efter filmens afslutning. Anakin Skywalker fortsætter sin Jedi-uddannelse og bliver i den forbindelse sendt ud på en mission af Jedi-rådet. Der er rygter om, at en særdeles farlig Droid er blevet set på Tatooine, og Anakins mission er nu at finde og skaffe information om den. Historien er altså til at forstå, men også meget simpel. I spillet betyder historien dog heller ikke så meget. Hver mission indledes med, at Anakin møder en ofte tilfældig forbipasserende, som beder ham om hjælp – og som det gode menneske han jo er, så giver han sig straks til at hjælpe. Det kan indimellem virke lidt underligt, at Anakin skal lege skadedyrsbekæmper for en tilfældig person, før han kan få lov til at fortsætte mod sit egentlige mål. Men når man kommer i gang med en mission er historien også ligegyldig – det går bare ud på at svinge lyssværdet.

Skæv kontrol

Til at banke de mange fjender Anakin møder på sin vej, har han kun ét våben – sit lyssværd. Med det kan han udføre en masse forskellige slag og kombinationer af slag. Og det er nemt - bare tryk løs på A-knappen og styrekrydset så går Anakin helt amok. Det er forfriskende med et actionspil, hvor man ikke skal bruge skydevåben – og så er det jo fedt at erstatningen for krudt og kugler er et lyssværd. Som den Jedi han er, kan Anakin selvfølgelig også bruge kraften. I løbet af spillet lærer han nogle mere eller mindre nyttige force-powers, der kan bruges i og uden for kamp til eksempelvis hurtigere løb eller til at kaste fjenderne væk.
Spillet ses fra et isometrisk perspektiv, og styringen er drejet således, at man ikke så ofte får brug for at trykke diagonalt – formentlig fordi det kan være svært at gøre præcist. Det betyder, at man skal trykke til venstre for at gå skråt opad på skærmen, og til
højre for at gå skråt nedad – Det føles skævt, og da spillet ikke kræver præcis bevægelse, så er det lidt irriterende, at de ikke bare har gjort sådan, at man går i den retning, man trykker. Efterhånden som man vender sig til det, er det dog ikke noget der begrænser ens formåen. Styringen er ikke perfekt, men når man har vænnet sig til den skæve kontrol, så er den helt i orden.

Kendte ansigter

Grafikken i The New Droid Army er en blandet fornøjelse. Baggrundene er til tider meget flotte og detaljerede, desværre er de ikke særligt afvekslende. De store områder man bevæger sig rundt i, fører til, at grafikken bliver gentaget meget og derfor i længden kan virke en smule kedelig at se på. Når man taler med de personer, man møder er der i tekstboksen et lille fotografi af personen, som han ser ud i Episode 2 – det giver en god sammenhæng med filmen at se eksempelvis Samuel L. Jackson som Mace Windu. Figurportrætterne hjælper dog ikke på de meget gnidrede figurer og monstre, som spillet lider af. Også animationen af figurerne er dårlig. Bevægelserne ser meget kantede ud – selv Anakins sving med sit lyssværd ser ikke særligt elegant ud.
Bortset fra John Williams klassiske Star Wars tema i introsekvensen, så er musikken ret anonym – den er hverken iørefaldende eller generende, men giver alligevel spillet den rigtige Star Wars stemning. Det samme gælder de fleste lydeffekter, lyssværdets knitren kan dog godt blive lidt belastende i længden.

Endeløse ørkenvandringer

Sværhedsgraden i spillet kan indstilles i tre trin. På det nederste trin er spillet meget nemt – Anakin er nærmest usårlig, når han står og svinger vildt med sit lyssværd. Det bliver selvfølgelig sværere på øverste trin, men aldrig frustrerende svært. Spillets største irritationsmoment er banernes størrelse, ofte må man vandre meget langt for at nå sit mål – det bliver hurtigt kedeligt, da der heller ikke altid er nogen fjender at slå på. Alligevel er spillet gennemført på en dag eller to.

Konklusion

Har man brug for en omgang tankeløs nedslagtning med lyssværd, så er The New Droid Army et godt spil. Desværre er hack’n slash action spillets eneste egentlige kvalitet. Historien er for simpel, spillet er for kort, og grafikken er kun middelmådig. Spillet ændrer intet på, at Gameboy Advancen kun har middelmådige Star Wars spil.

Star Wars: The New Droid Army (EU)
Anmelders vurdering
3/6

Star Wars: The New Droid Army   © THQ 2002   (GBA)    1/1