Spider-Man: The Movie

Endnu en udgave af Spider-Man spillet har viklet sig ind på banen. Vi har kigget PlayStation 2 spillet efter i sømmene, og du er inviteret med på en kigger som en edderkop på væggen.Den første version af Spider-Man vi fik til anmeldelse her på MSN Games var Gamecube udgaven og PlayStation 2 spillet er umiddelbart identisk med den version. Men PlayStation 2 hardwaren viser ved direkte sammenligning tegn på træthed i hastighed og den sædvanlige “musetrappeeffekt” i grafikken fra den manglende anti-aliasing, stikker også sit grimme hoved frem - hvis man altså kigger efter det. Ellers er spillene ens. Treyarch der også stod bag de succesfulde Spider-Man titler til Playstation, har opdateret det samme gameplay til den nye filmlicens og den gennemprøvede formular løfter spillet en del over de sædvanlige spil-til-film produkter, der som hovedregel er dårlige.

Ingen indviklet handling

Vi kender historien om Peter Parker der bliver bidt af en edderkop, der har været udsat for et genetisk eksperiment og derfor udvikler superkræfter der gør ham i stand til at kravle rundt på vægge, eller skyde med spindelvæv fra håndleddene. Selvom spillet følger filmen nogenlunde og kampen mod Green Goblin er spillets overordnede handling, dukker der i spillet også andre superskurke op for at pifte historien op. The Vulture og The Shocker, to gamle skurke fra tegneserien, er tilbage fra de støvede arkiver. Den søde Kirsten Dunst, der er Parkers store kærlighed i filmen, skal man ikke forvente det store sammenspil med, hun deltager kun som pynt og Parkers indviklede privatliv er henvist til sidelinjen.

Gennemprøvet opbygning og design

Præcis som i de andre versioner, er der lagt et varieret og udmærket banedesign ind i spillet. Hopper man ikke rundt mellem højhusene, så står den på de sædvanlige indendørsbaner med skurke der skal bankes og døre der skal åbnes. En hvis form “stealth”, giver spilleren mulighed for at snige sig rundt i skygger uden at fjenderne opdager én. Dog er fjenderne intelligens en smule tykhovedet og man undres et par gange over, hvor og hvornår de opdager Spider-Man, selvom man burde være i sikkerhed. De rutinemæssige slutbosser er udmærket realiseret men mangler lidt opfindsomhed og de vil ikke volde de rutinerede spillere meget modstand. Der er masser af kampteknikker at mestre i spillet og en ganske glimrende træningsfunktion sætter hurtigt spilleren ind i de mest basale af dem. I stedet for at lære teknikker efter hvor langt man er kommet, skal man selv finde ikonerne der udløser dem. De første par baner er ikke store og ikonerne er derfor nemme at finde - senere skal man dog lede en del efter dem. Et noget ustyrligt kamera hæmmer overblikket over placeringen af fjender eller udsynet ved døre og andre smalle åbninger.

Ingen snore, men noget upoleret

I forhold til de tidligere Spider-Man titler, er der sket væsentlige forbedringer. Man imponeres over de store åbne baner der foregår mellem højhusene. Kigger man ned på gaden kan man se bilerne passere forbi som små myre og det giver et sug i maven og en god højdefornemmelse. Genskinnet i højhusene, og et par gode refleksioner fra solen, ser også glimrende ud. Går vi indenfor er teksturerne mere kedelige og ordinære. Senere i spillet løftes grafikken af et lidt mere varieret udseende, efterhånden som man får kæmper sig ind på hovedskurken. Spider-Man figuren er velanimeret og bevægelserne ligner præcis dem fra filmen - der i forvejen er tilpasset tegneserien. Skurkene ser lidt mere rutinepræget ud og man bliver hurtigt træt af de samme fem-seks skurke med ens udseende. En hel del slowdown, nedsættelse af hastigheden i grafikken, ses når man vender sig hurtigt, eller hvis man kigger rundt i et stort åbnet område. Filmsekvenserne mellem banerne er nydelige, men er præget af et hakkende udseende, selvom der findes en 50/60Hz. funktion til fuld skærm og hastighed.

Det var stemmerne der gjorde det

Musikken stammer fra filmen og lyder passende storslået. Den gentager sig selv lidt for hurtigt, men man kan sænke lydniveauet hvis den bliver for påtrængende. Ellers er musikken generelt i orden og bruges til at hæve spændingen. Lydeffekterne er diskrete, men i slagsmål og kampe, er der godt med “umpf” og “kapow” over lydbilledet. Både Tobey Maguire og Willem Dafoe har lagt stemmer til spillet og det hæver kvaliteten væsentligt. Det bedste er dog, at kulthelten fra Evil Dead filmene, Bruce Campbell, bruges som fortællerstemme og det gør han både godt og temmelig morsomt.

Filmlicens over middel

Treyarch har leveret et solidt actionspil, der passer fint til filmlicensen. At det også er lykkes for dem at konstruere et af de bedste film-til-spil produkter længe, gør det kun endnu bedre. Selvom originaliteten ikke er for høj, forbliver spillet ganske underholdende. Det kan snildt lade sig gøre at gennemføre det på under 10 timer, men spilletiden kan forlænges ved at prøve at finde alle ikonerne. Til PlayStation 2 ejerne hæmmes spillet af anti-aliasing og en smule slowdown, der er ikke eksisterende til f.eks. Gamecube. Det er kun de tekniske mangler, der forhindrer det i at være på lige fod med de andre versioner. Spider-Man er et godt actionspil over middel, der appellerer til de fleste – og ikke kun til fans af tegneserien.