Looney Tunes: Space Race

Mario Kart er et af de mest kopierede computerspil. Men kun få titler har levet op til kvaliteten af Nintendos originale spil og ingen har fornyet genren. Selv om Space Race gør sig bemærket på nogle punkter, så udskiller det sig samlet set ikke markant fra de andre kloner.

Space Race er en PS2-konvertering af Dreamcast-spillet Looney Tunes' Space Race. Der er nogle små ændringer, men spillene er stort set ens. Der er som nævnt tale om en Mario Kart-klon, hvor seks tegnefilmsfigurer i søde fartøjer dyster om at krydse målstregen først. Man kan fra start vælge mellem seks karakterer som Snurre Snup, Daffy, Grimm E. Ulv og andre fra Looney Tunes-universet.

Rumræs-turneringer

Der er selvfølgelig flere forskellige game modes, hvoraf Tournament er den vigtigste. Her skal man igennem forskellige turneringer med afvekslende regler, når man vinder, tjener man Acme Tokens, der kan bruges til at købe nye karakterer, våben og andre ting. Det er desværre ikke helt så omfattende, som det kunne lyde.

Vilde våben

Våben er hovedelementet i Space Race. Naturligvis er det stadig en fordel, at lære banerne udenad og flyve sikkert gennem svingene, men det er ikke essentielt. Banerne er nemlig propfyldte med våben fra varmesøgende raketter, bomber, tordenskyer og til faldende ambolte, flygler og lyserøde elefanter. Fælles for disse våben er, at de altid rammer. Dette var et stort kritikpunkt af Dreamcast-udgaven og derfor har man nu lavet et system, så man kan se en indikation af modstanderne bag én og hvornår de angriber. I praksis er dette bare ubrugeligt, for man kan alligevel ikke undvige ordentligt.

Tilfældigt gameplay

Resultatet af det kiksede våbensystem er, at feltet hele tiden er samlet. Ligger man bagest, er det bare at bruge et par våben og så ligger man forrest - mindst lige så hurtigt går det den anden vej. Man oplever ofte, at blive overhalet af hele feltet centimenter før

målstregen. Space Race handler ikke om at være dygtig, men om at være heldig. Spiller man alene mod computeren, kan man i de fleste tilfælde vinde ved at forholde sig passivt samtlige omgange og så fyre en opsparet turbo af i sidste øjeblik. Det er hverken særligt udfordrende eller tilfredsstillende.

Flot grafik og lyd

Grafisk set er Space Race mere gennemarbejdet. Omgivelserne er afvekslende, interessante og stilistisk flotte. Karaktererne er lavet med cel shading-teknikken som det kendes fra bl.a. Jet Set Radio og Klonoa 2. Det er måske ikke så imponerende her, men animationen er yderst veludført (selvom man kun for alvor kan nyde den i replays). En større sammenhæng mellem den cel shadede grafik og resten havde dog været ønskelig. Space Race understøtter 60Hz og kører generelt pænt. Der er godt nok regelmæssig slowdown, men grundet spillets opbygning virker dette ikke så generende. Lydsiden er også god. Der er gang i musikken og den bliver aldrig irriterende og stemmer og lydeffekter er som taget fra tegnefilmene og bidrager kraftigt til spillets atmosfære.

Jo flere, jo bedre...

Hvor det tilfældige gameplay i høj grad ødelægger spilleglæden i single player, så er situationen en anden i multiplayer. Hvis man bare er ude på at hygge sig med vennerne - og det er jo formålet med genren - egner Space Race sig helt fint. Så længe alle er indstillede på, at spillet grundlæggende er dybt uretfærdigt, kan der hentes nogle gode timer. Der kan spilles op til fire personer via split screen, med det dertil hørende forudsigelige tab i udsyn og hastighed.

Middelmådig Mario Kart-klon

Savner man et Mario Kart-spil til sin PS2, kan Space Race godt bruges. Bare man ikke forventer noget af single player-delen, for den er ikke meget værd. Ændringerne i forhold til Dreamcast-udgaven giver måske et marginalt større og bedre spil, men forskellen er bestemt ikke nok til et nyt køb for eksisterende fans.