X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Sonic Advance


Sonic på en Nintendo-konsol? Nej, det er ikke en spøg, men den ultimative kendsgerning. Det blå lynhurtige pindsvin kan nu opleves på Game Boy Advance på klassisk manér. Det Sega-agtige 2D-design er bevaret, mens gameplayet er opdateret med bl.a. elementer fra Dreamcast-spillene.Ja - man tror det er løgn, når Sonic gør sin debut på en af Nintendo’s konsoller. Men forholdene på markedet har ændret sig, hvilket gør det muligt at opleve Sega’s Sonic The Hedgehog på Game Boy Advance, ligesom det var tilfældet på Sega´s gamle 16-bits konsol, Megadrive. Med to stærke 3D-udgivelser i Sonic-serien på Dreamcast, bliver Sega-tilhængere med garanti helt nostalgisk over denne nye 2D-titel. Foruden at Sonic Advance bevarer det klassiske 2D-design, er højhastighedsgameplayet intakt, mens elementer som mini-spil og pleje af Chao-væsener er taget fra Sonic Adventure-spillene til Dreamcast.

Egghead is back!

Hvad er et Sonic-spil uden ærkefjenden Dr. Eggman? Ikke helt så cool, så æggehovedet er derfor tilbage i stor stil, selvom han gentagne gange har lidt ydmygende nederlag til Sonic og Co.. Denne gang har Eggman bygget et nyt imperium af ondskab og udklækket endnu et skummelt plot. De 7 krystaller, ”Chaos Emeralds”, er igen kilden til ufattelige kræfter, som Sonic skal indsamle på sin færd, før Dr. Eggman får fingrene i dem. De store ændringer findes ikke i historieforløbet, der sådan set er identisk med den allerførste Sonic-titel på Megadrive. Kæmp dig vej igennem 12 store baner over 6 enorme omgivelser og indsaml så mange ringe i banerne som muligt. Derimod er karaktergalleriet større end nogensinde. I alt fire spilkarakterer står til rådighed: Sonic, Tails, Knuckles og Amy - alle med hver sine individuelle kvaliteter, så spillet rent faktisk kan gennemføres på utallige måder.

Variation er ordet

Sonic-figuren medfører f.eks. det sædvanlige fartbaserede gameplay, hvor udforskning af banerne kan blive en frustrerende oplevelse grundet en tung upræcis spillekontrol. Sonic’s ven, Tails, kan bruge sin hale til at manøvrere rundt i luften og finde højtliggende sektioner, de andre ikke kan nå på normal vis. Knuckles kan kravle op ad stejle skråninger mens Sonic’s kæreste, Amy, tilføjer gameplayet en langsommere Mario-agtig platformvariation med alle sine pudsige angreb. Ofte føler man at have passeret forbi en vigtig sektion i en bane, hvilket kun en anden karakter kan betræde. For at finde de hemmelige bonus-baner bliver det en nødvendighed at udforske alle scenarier grundigt. Man kan stadig overleve fjenderne, hvis bare man er i besiddelse af mindst en enkelt ring.
Visuelt stærk, fin lyd

Grafikmæssigt befinder vi os i den genkendelige del af spillet, mens GBA’ens 2D-kapacitet virkelig udmærker sig i Sonic Advance. Alle bevægelser er animeret uhyggeligt flydende mens ”sprite-scaling” borger for de visuelle specialiteter. Fjenderne og bosserne er - om end irriterende - ligeså charmerende som altid. Sonic selv har fået nogle nye bevægelser: Spin Attack og Sommersault. Nogle er lånt fra det seneste Dreamcast-spil og er gengivet i flot 2D. Transparente effekter gør også sit til at understrege de klare og tydelige farver på GBA’ens LCD-skærm. Sonic’s dash-angreb bliver udfoldet i tophastigheder, der i høj grad øger ens respekt for den lille håndholdte konsol. Lydsiden er bibeholdt i Sonic-style med velkendte lydeffekter, når man dasher, hopper og indsamler ringe. Musikken har tendens til at virke lidt begrænset og uinspirerende i forhold de gamle 2D-udgivelser i serien. Powerups er efterfulgt af velkendte tema-symfonier som er pakket ind i den rigtige Sonic-ånd.

Glimrende 2D platform action

Den noget korte spilletid kompenseres der for i kraft af store omgivelser og valgbare spilfigurer. Som adspredelse, kan man desuden opdrage Chao-væsener ligesom i Dreamcast-spillene. Små mini-spil a la Papir & Saks er simple, men vanedannende. Ordet ’interaktivitet’ får en helt ny dimension, da en ’Chao link up feature’ med Nintendo GameCube og Sonic Adventure 2: Battle giver adgang til spændende muligheder. Af VS-spilmodes kan man fornøje sig med: Race og Chao Hunt. Et Game Link-kabel og to-fire spilkassetter vil sørge for multi-player-underholdning af høj karat. Ellers er én spilkassette tilstrækkelig, så op til fire spillere samtidigt kan dyste i de to VS-spil. I det store og hele er Sonic Advance endnu en god grund til at erhverve en Game Boy Advance, hvis man er til ypperlige 2D-platformers. Det er ikke revolutionerende nyt gameplay, men udviklerne hos Sonic Team og dennes debut på en Nintendo-konsol er revolutionerende nok i sig selv. Lov os, at du ikke går glip af denne udgivelse.

Sonic Advance (EU)
Anmelders vurdering
5/6

Sonic Advance   © Sega 2001   (GBA)    1/10 Sonic Advance   © Sega 2001   (GBA)    2/10 Sonic Advance   © Sega 2001   (GBA)    3/10