NHL Hitz 2002

Den nordamerikanske NHL liga topper netop i disse dage, hvor finalen i Stanley Cup er nået. Er man utilfreds med, eller måske ligefrem vred over, at ens yndlingshold ikke er med i finalen, er der med NHL Hitz 2002 nu en oplagt mulighed for at rette op på sagerne og samtidig give de andre hold et godt gammeldags lag tørre tæsk.

Hitz er ishockey på den brutale måde. Regelsættet er blevet smidt et godt stykke over skulderen, trampet på og glemt. I Midways fortolkning af "The coolest Game on Earth" er det det hold, der er bedst til at slå fra sig, der vinder og den eneste regel der gælder, er reglen om, at holdet med det højeste ciffer på måltavlen, når hornet for tredje periodes afslutning lyder, tager sejren. Dermed skal ikke forstås, at der ikke kræves teknik som i de mere seriøse hockeysimulationer, det er bare nogle andre færdigheder, der gør sig gældende. Dette giver en totalt urealistisk, men også meget intens form for hockey, da spillet faktisk kun bliver afbrudt af scoringer, slåskampe og de sjældne tilfælde, hvor pucken ryger ud til tilskuerne. Hvert hold stiller, ud over målmanden, kun med tre spillere, mod de normale fem og isfladen er tilsvarende noget mindre end normalt. Det er sådan set muligt at klare sig igennem kampene uden at ty til voldsomheder, men når man ganske vederlagsfrit kan banke en modspiller gennem plexiglasset og dermed sætte ham ud af spillet i 10-15 sekunder, er det en langt mere effektiv måde at kontrollere kampen på, end ved at spille på de tekniske finesser. Der skal dog stadig scores mål, og her er fremgangsmåden stort set identisk med den, man kender fra andre hockeyspil. En one-timer på en aflevering indover fra fløjen, et slapshot fra yderkanten af modstanderens zone eller en hurtig opfølgning på en rebound er alle velkendte målgivere, og de virker også i Hitz.

Pirater på glatis

Der er 30 NHL hold at vælge imellem og dertil kommer, at man ved at vinde kampe, kan optjene kredit, som kan bruges til at låse op for diverse All-Star hold, samt muligheden for at kreere sit helt eget hold med både spillere og dragter efter eget valg. Disse spillere kan man langsomt opbygge ved hjælp af en anden slags points, der ligeledes skaffes ved at vinde kampe, blot i en anden liga. Efter hver kamp bliver man stillet et spørgsmål om NHL-historien og svarer man rigtigt, får man lidt ekstra point at gøre godt med. Der er som sagt to forskellige ligaer at spille i og dertil kommer en Exhibition mode, hvor man blot spiller en enkelt kamp, der dog stadig er points-givende. Ud over nye hold kan man også købe ekstra stadions, alle med den fællesnævner at de er komplet urealistiske, men gode for afvekslingen. Der kan således låses op for et gladiator stadion i gammel romersk stil, en cirkusmanege, et diskotek, en canadiske baghave, et piratskib og så videre i samme dur. Af ekstra features finder man en

samling minispil, der tjener det formål at opøve ens færdigheder i blandt andet præcision, tacklinger og skudstyrke. Dette under skarpt opsyn af en af spillets kommentatorer, der ikke lægger de verbale fingre imellem, når man klarer sig knapt så godt. Midway har såmænd også inkluderet et lille dokumentarprogram om spillets tilblivelse, hvor spiludviklerne udtaler sig om baggrunden for NHL Hitz samt om de tekniske detaljer bag spillet - en rigtig god lille tilføjelse, som kunne være rar at se i andre spil.

Skinnende hjelme og hård rock

Visuelt er spillet en blandet fornøjelse. Det kommer aldrig bare i nærheden af at presse Gamecubens formåen, men der er dog nogle gode tiltag at finde. Det mest markante af disse er, at der ses et animeret publikum i fuld 3D. Godt nok har dette åbenbart bevirket, at der ikke er mere end ti stolerækker på hvert stadion, men det er en fornøjelse endelig at se et publikum, der er levende og som rent faktisk reagerer på hændelser i kampene. Man må gå ud fra, at det ville have været for tids- og processorkrævende at modellere et fuldt udbygget stadion med tilskuere i 3D og der mistes da også lidt af stemningen fra et stort stadion, men til Hitz fantasi-hockey falder det faktisk ikke helt ved siden af og fornøjelsen ved at slippe for de stillestående papfigurer er på ingen måde ubetydelig. Spillere og bane er acceptable, men noget firkantet fremstillet og så savnes det, at der bliver gjort mere brug af nogle af alle de effekter, vi ved Gamecuben kan præstere. Der er en god del detaljer at finde på spillerne og især på deres ansigter, men teksturer på dragter og mål fremstår en anelse grove, især når man sætter dem op mod de enormt flotte hjelme, der vel er den største grafiske oplevelse i spillet - ikke mindst når de bliver flået af og deres detaljerigdom kan ses flyvende gennem luften. Lyden er der til gengæld næsten intet at udsætte på. Bands som Limp Bizkit, Korn og Staind sørger for den helt rigtige stemning til spillet og lydeffekterne fra puck, skøjter, tacklinger, knytnæve-mod-fortænder og splintrende ruder sidder lige som de skal, godt akkompagneret af en oplagt kommentatorduo, der sjældent falder bag hændelserne på isen, men som dog har for uvane at gentage sig selv en del.

Party-hockey

NHL Hitz 2002 leverer vaskeægte party-hockey, der får svært ved ikke at kunne underholde selv folk, der ikke har begreb om spillet og hvis eneste svagheder er en noget skuffende udnyttelse af hardwaren og en turneringsdel, der er så forsimplet, at den fuldstændigt mangler nogen form for statistik eller sæsonoversigt. Singleplayerdelen har måske af sidstnævnte grund en begrænset holdbarhed, men skulle nok kunne fange ens interesse i et stykke tid, hvorefter spillet altid vil kunne tages ned fra hylden til glæde for 2-4 personer, der uden tvivl vil få megen sjov ud af at kyle hinanden rundt på isen.