X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

NFL Fever 2003


Amerikansk Fodbold er efterhånden ved at få et godt fodfæste i lille Danmark, bl.a. takket være Zulu’s gode dækning. NFL-sæsonen er snart halvvejs og derfor har Microsoft meget passende valgt at sende deres egen NFL-titel på gaden nu. Spillet hedder NFL Fever 2003, et spil Microsoft håber kan tage kampen op med EA og John Madden. Læs her om det er lykkedes.

Amerikansk fodbold er for mange en svær sport at forstå, da den kræver utrolig meget viden om regler. Sporten appellerer, grundet sin indviklethed, derfor ikke til specielt mange danskere, men det er prisværdigt at producenterne trods alt sender spillene ud i vores lille andedam, så fans kan nyde spillet i konsolform.

Gode gamemodes... og online!

NFL Fever 2003 indeholder flere forskellige spilmodes. Practice giver spilleren, og især de uerfarne, mulighed for at lære alle de basale moves, nemt og overskueligt. Tillige kan man ved at udmærke sig i de forskellige øvelser, åbne op for en række af de legendariske hold fra fordums tid. Single Game giver nærmest sig selv, da man her kan spille en enkelt kamp med op til 4 spillere. Der hvor spillet for alvor bliver interessant er i de tre resterende modes. Season giver spilleren mulighed for at spille en komplet sæson, hvor målet naturligvis er at vinde Super Bowl. Season kan spilles over mange sæsoner, så man hele tiden kan udvikle sit hold. Der er også en mulighed for at lege stor og pengestærk i General Manager, hvor man har ansvar for at forhandle kontrakter, lave trades eller rekruttere designede spillere. Sidst men ikke mindst understøtter spillet også Xbox Live, hvor der både kan spilles online, samt downloades forskellige ting.

Det indviklede spil

I modsætning til almindelig fodbold er den amerikanske form temmelig kompliceret og måske havde det været en idé for udviklerne, at have lavet en kort skitsering af reglerne i spillet. Nuvel, selve gameplay-delen foregår præcis ligesom i Madden, hvor man, alt afhængig om man har bolden eller ej, vælger et spil, enten i forsøget på selv at score, eller for at forhindre at modstanderen gør det. På mange måder minder spillet lidt om en afart af skak, da man hele tiden skal prøve at gætte modstanderens næste træk. De forskellige playbooks tilbyder et hav af både offensive og defensive spil, og man skal så forsøge at bruge sit holds stærke kort optimalt. Man kan til hver en tid kalde en audible (man ændrer et allerede kaldt spil), hvis man synes at modstanderen stiller anderledes op end man havde forestillet sig. Alle holdene har individuelle playbooks, der er gengivet ganske autentisk, så f.eks et hold som St. Louis Rams har mange varierede kastespil i sin playbook.

Fever vs Madden

Spørgsmålet om hvorvidt dette spil er bedre end Madden er svært at svare på, da det er smag og behag, men det kan slås fast, at de to spil har nogle forskelle i det generelle
gameplay. NFL Fever’s running game er f.eks. ganske fremragende og det virker mere afbalanceret end Madden’s tilsvarende, fordi det er en del sværere og derfor mere realistisk. Som running back har man flere forskellige moves til rådighed, så man kan prøve at slippe ud af tacklingerne, f.eks. skuldertacklinger, spin-moves og fodfinter. Kalder man en kastespil, vil man, på samme måde som i Madden, få en masse receivere og tight-ends på skærmen, med hver deres tilhørende knap på kontrolleren. Det er så op til spilleren at vælge hvilken receiver der er fri og kaste bolden hen mod vedkommende. Denne del er dog ikke helt så vel udført som i Madden, men den virker trods alt alligevel glimrende. På forsvarssiden har man naturligvis også masser af spil og moves, og denne del virker også en del mere komplet og frem for alt barskere end i Madden.

Livlig stemning

På det grafiske plan når spillet ikke helt op til Madden’s fremragende grafik, men den har dog absolut fine detaljer. Alle spillerne er fint animeret og har flotte og realistiske bevægelser. Deres trøjer er også fint lavet og man kan både se syninger, mønstre og logoer ganske tydeligt. De mange stadions er identiske med dem der bruges i NFL og man kommer både til at spille indendørs på kunststof og udendørs i regn og sne. Tilskuerne er ganske gode, hvis ikke man kommer for tæt på, og på sidelinien er der livlig aktivitet, i en skøn forening af dommere, spillere, trænere, kameravogne og cheerleaders. Dette gør kampene meget levende og skaber en god stemning. Lyden er også glimrende og publikum jubler eller buh’er, alt afhængig af hændelserne på banen. De to kommentatorer er også glimrende, men desværre har de en tendens til at sige numre i stedet for spillerens navn, hvilket kan virke lidt irriterende. Kontrollen tager, grundet de mange funktioner, lige nogle kampe at vænne sig til, men den er ganske præcis og layoutet føles naturligt.

Touchdown!

Der er ingen tvivl om at NFL Fever 2003 er et ganske velpoleret produkt. Fans af amerikansk fodbold vil helt sikkert få en masse glæde af spillet, takket være de langtidsholdbare gamemodes. At spillet så også med tiden understøtter Xbox Live, er bare med til at forlænge glæden ved spillet. Sammenligner man spillet med Madden er der ikke mange forskelle og det må være op til den enkelte at vurdere hvilken titel der er mest tiltrækkende. Begge spil holder en høj standard og de eneste forskelle er Madden’s lidt bedre grafik, samt de ovennævnte forskelle i gameplayet. Men er man fan af sporten, går man ikke meget galt i byen med denne titel.

Konklusion

Der er ingen tvivl om at NFL Fever 2003 er et ganske velpoleret produkt. Fans af amerikansk fodbold vil helt sikkert få en masse glæde af spillet, takket være de langtidsholdbare gamemodes. At spillet så også med tiden understøtter Xbox Live, er bare med til at forlænge glæden ved spillet.

NFL Fever 2003 (EU)
Anmelders vurdering
5/6

NFL Fever 2003   © Microsoft Game Studios 2002   (XBX)    1/4 NFL Fever 2003   © Microsoft Game Studios 2002   (XBX)    2/4 NFL Fever 2003   © Microsoft Game Studios 2002   (XBX)    3/4