Myst III: Exile

Myst serien har solgt over 10 millioner eksemplarer, og den slags salgstal betyder selvfølgelig, at succesen skal fortsættes. Det bliver gjort med det tredje spil i serien, Exile, der ikke ændrer ret meget ved formularen, men nærmere fortsætter, hvor serien slap. Det er i Mysts tilfælde ikke godt nok.

Historien i Exile er ikke umiddelbart ret tilgængelig. Man får nogle sparsomme oplysninger om rejse i tid og det hårdt prøvede D'ni folk, der har brug for en hjælpende hånd. Resten af historien er det op til spilleren, at gå på opdagelse i gennem selve spillet.

Gådefuldt gameplay

Exile er et eventyrspil med en masse indlagte gåder. Det foregår i en fantasiverden, der præsenteres i form af en række enkeltstående billeder, som man med kontroller eller mus bevæger sig rundt i mellem. Man kan ganske vist dreje synsvinklen 360 grader, men levende bliver det ikke. På billederne finder man diverse hot spots, enten i form af udgange, stier og veje, eller i form af objekter, der kan undersøges eller manipuleres med. En bog kan åbnes og indeholde ledetråde, et håndtag kan trækkes i og aktivere et maskineri eller en lysstråle kan sendes igennem en prisme og derved lede spilleren på vej. På den måde bevæger man sig rundt i verdenen og leder efter oplysninger samtidig med, at man løser opgaver for at åbne for den videre færd i spillet og dermed historien. Det er en form for gameplay, der havde sin storhedstid for en hel del år siden, og som vi ikke så tit støder på længere. Mysts enorme popularitet viser dog, at markedet stadig er der. En af forskellene på Exile og de gode gamle klassikere, er de gåder, der skal løses. I de gode spil er der altid en vis logik bag gåderne, så idéer til løsningen hurtigt tager form, rigtige eller ej, og efter at have løst dem kan man tage sig til hovedet og tænke "Selvfølgelig!". Det er desværre sjældent tilfældet i Myst, hvor de gåder, man stilles overfor, ofte virker mere kryptiske end godt er, og tit efterlader spilleren med en "Nå!" oplevelse.

Fantasifuld grafik med ulemper

Da spillet ikke består af andet end langsommelig navigation og et noget utilfredsstillende sæt gåder, kan man i det mindste beundre de meget flotte og fantasifulde landskaber, som designerne har fremtryllet. De fem verdener i Exile er for det meste meget, meget flotte, fyldt med eksotisk fauna, vanvittige tårne, snørklede stier og syrede huse, der ville få Escher til at gispe af fryd. Det manglede også bare, når grafikken ikke består af andet end en række enkeltstående billeder - et diasshow af load-tider og vanskelig, kedsommelig navigation. Spillet bliver af og til peppet op med videosekvenser af forskellige personer, der er lagt ind over de renderede baggrunde, så tilbageblikket til nogle af de tidlige cd-rom dages mere uheldige øjeblikke virkelig bliver fuldendt. Man savner ikke opfindsomhed og kælen for detaljerne, når det gælder Exiles grafiske design, men lige så iøjnefaldende er den nærmest totale mangel på, for dette medie, nutidige virkemidler og teknisk kunnen.

"Det lyder da meget godt"

Exiles på alle måder gådefulde univers understøttes af et New-Age soundtrack, der virker fint som underlægning for de drømmelignende billeder og hjælper indlevelsesevnen godt på vej. Lydeffekterne er naturligt nok noget sparsomme, da der ikke er meget bevægelse eller aktivitet at lægge lydeffekter til. Skuespillerne leverer deres linjer ganske fint og naturligt, mens selve kvaliteten af talen til tider er noget ulden.

Mest for de indviede

Fans af serien kan roligt troppe op til Exile, der ganske givet vil give dem mere af det, de faldt for i seriens to foregående afsnit, og til dem anbefaler vi uden tøven spillet. De fleste andre vil blive mødt af en række bragende flotte baggrundsbilleder, der desværre skal manipuleres ved hjælp af et håbløst forældet og langsomt interface. Dertil kommer en række tvivlsomme gåder, der kræver mere end almindelig tålmodighed at komme igennem. Hører man til sidstnævnte gruppe vil man sandsynligvis være bedst tjent med at lade pungen ligge i baglommen.