Minority Report

Et af dette års helt store film var Spielberg’s Minority Report, der var en ganske underholdende og teknisk fremragende film. Nu er en god film jo ikke lige præcis garanti for et godt spil, så det skulle blive spændende at se om udviklerne kunne få overført filmens plot og det futuristiske scenarie til vores konsoller. Vi har her kigget på Gamecube-versionen.

Spillets hovedperson er, ganske som i filmen, lederen af Precrime, John Anderton. Licensen omfatter dog ikke Tom Cruise, så istedet må vi tage til takke med en karakter, der mere er hårdtslående end veltalende. Har man ikke set filmen, vil man nok være lidt forvirret over hvad Precrime-konceptet går ud på, men kort fortalt kan nogle orakler fremkalde billeder af fremtidige mord, hvilket gør at politiet kan slå til og anholde den fremtidige morder, inden selve mordet er begået. John Anderton er leder af dette specialkorps, men en dag bliver han selv beskyldt for at begå et fremtidigt mord. Dette er selvfølgelig et setup, men for ikke at blive anholdt, må John tage benene på nakken og opklare sagen ved egen hjælp.

Håndgemæng over 40 baner

Vi kommer ind i spillet inden John er blevet anklaget og skal i starten fuldføre nogle enkelte almindelige missioner, hvor John og hans team skal anholde fremtidige mordere. Derefter kommer anklagen og så er man pludselig selv den jagede. Her adskiller spillet sig meget fra filmen, idet at man her er i utrolig meget nærkontakt med sine egne folk, hvilket fører til en enorm mængde slagsmål og ildkampe. Det er disse kampe spillet hovedsagelig bæres af, selvom man til tider dog kan undgå dem og bare løbe væk. Spillet har 40 missioner, hvilket er et ganske pænt antal, selvom det må tilføjes, at visse af dem kan gennemføres på meget kort tid.

Det sorte marked

Regulært set er spillet derfor en standard 3D-brawler, hvor John skal kæmpe sig fra starten af banen og hen til en udgang. Herefter starter næste bane, og man skal så igen tæske løs på alt og alle. Man kan på visse baner vælge at undgå alle disse fjender, men på mange af dem er man faktisk tvunget til at tæve dem til døde, hvilket jo var utænkeligt i filmen, da det trods alt er John’s egne kolleger han kæmper imod. På hver bane kan man tillige lede efter skjulte objekter, såsom energi og penge, hvor pengene kan bruges på det sorte marked til at rekvirere bedre våben, nye combos eller andet godt. Det sorte marked består dog ikke af nogle skumle dealere, men derimod kun af at trykke ’pause’ og så købe det man har lyst til, hvilket er lidt tamt. Ind imellem skal man også løse nogle små, og meget enkle, puzzles, som generelt består af at finde en kontakt og aktivere den.

Kast rundt med fjenderne

Man kommer uundgåeligt i en masse heftige slagsmål undervejs og heldigvis har udviklerne lavet en ganske solid fight-engine. Man har som udgangspunkt valget mellem quick-, strong- og grapple-attack, og disse kan så kombineres

på et hav af måder. Alle combos udføres med maksimalt tre tryk på knapperne, men det giver stadig en masse forskellige muligheder og de fungerer allesammen fint. Har man slået en fjende i gulvet, kan man gå hen og samle ham op og tæske videre på ham, eller vælge at smadre ham mens han ligger bevidstløs på gulvet. Man kan også, efter at have samlet ham op, kyle ham rundt i lokalet, hvilket er ganske effektfuldt lavet, idet vedkommende så smadrer alt han rammer, såsom borde, planter, vinduer osv. Det allerbedste er dog at man kan kaste sine fjender ned af trapper, ud over diverse gelændere, eller sågar ud af vinduer.

Ikke så mange våben

Ikke nok med at John har et habilt udvalg af moves, så kan han også få fingre i et lille udvalg af våben. Disse er taget direkte fra filmen og består af en concussion rifle, en riot impact shotgun, samt en energy blaster. Det er dog begrænset med ammunition, så man skal bruge dem lidt taktisk. Den varierede fight-engine gør iøvrigt at ens våben kan implimenteres til sidst, i tilfælde af at man f.eks. har sparket/slået en fjende et stykke op i luften. Det er en ganske fed fornemmelse at aflevere et to-hånds uppercut og derefter, mens fjenden svæver i luften, bruge sit våben og sende ham kraftfuldt ind i vægge, eller ud over bygninger. Fjenderne kommer i flere afskygninger, lige fra John’s kolleger, til kamprobotter og de små spion-edderkopper man også så i filmen.

Ikke mange tekniske højdepunkter

Grafisk er spillet en lidt blandet fornøjelse. Selve banerne fungerer ganske godt og især den meget interaktivitet med baggrundene er prisværdig. Man kan smadre et hav af ting på banerne og kaste sine fjender ind i alskens ting. Især glas er der meget af, og selvom det ikke er det smukkeste glas vi har set, er effekten god når man smadrer det. Karaktererne er en anelse stive i det (bortset fra når de bliver kastet, hvor de dingler som en dukke), men grundet den meget action, er det ikke noget man lægger specielt meget mærke til. Detaljegraden er desværre ikke særlig høj og det hele ser lidt simpelt ud. Der er dog absolut gode effekter i spillet og især den meget brugte concussion-rifle er eminent lavet. Lyden er også lidt blandet. Musikken kan blive irriterende i længden og stemmerne er acceptable uden at være prangende. Nogle af lydeffekterne er dog glimrende og især betjentenes døds-skrig når man kaster dem ud af et vindue er underholdene. Som en sidste ting kan nævnes at kameraet, som sædvanlig i denne type spil, lader en del tilbage at ønske, da det tit er for længe om positionere sig korrekt.

Konklusion

Minority Report er et udmærket actionspil, der dog ikke formår at leve op til filmen. Det har visse underholdende momenter, selvom det ikke følger den oprindelige historie, og den gode fight-engine er med til at holde interessen. Holdbarheden er dog tvivlsom, da spillet i længden er ret ensformigt. Grafisk og lydmæssigt kunne det også være bedre.