X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Mega Man Zero


Megaman, eller rettere - Megaman Zero, er tilbage i et helt nyt spil til Gameboy Advance. Det er hverken originalt eller nyskabende, til gengæld er det platform-action på højeste plan.

Fra X til Zero

Megaman Zero er en mere eller mindre direkte efterfølger til Playstation-spillet Megaman X6. Det foregår 100 år efter, at de to ”reploids” Megaman X og Megaman Zero skabte fred mellem mennesker og reploids. Zero har siden fordrevet tiden med at sove meget tungt, og X er tilsyneladende blevet gal og er sammen med menneskene begyndt at forfølge uskyldige reploids. De forfulgte reploids er blevet fordrevet til en ruineret by sammen med Ciel, en kvinde der sympatiserer med reploids. Efterhånden er Ciel og de fordrevne reploids blevet trængt helt tilbage til en lille hule, hvor de til alt held finder den sovende Zero. Ciel overtaler nu Zero til at hjælpe de fordrevne reploids med at stoppe X, og spillet kan for alvor begynde. Det lyder måske en smule indviklet, men historien bygges godt op som spillet skrider frem og kræver ikke nødvendigvis, at man har spillet de tidligere spil i serien.
Til at hjælpe sig igennem 16 svære baner har Zero sit sædvanlige Z-buster skydevåben og som noget nyt, et sværd kaldet Z-Saber. De to våben har hver deres fordele og ulemper, og nogle fjender kan kun skades med det ene. Senere i spillet bliver endnu to våben tilgængelige for Zero. Udover våben har Zero mulighed for at anvende såkaldte Cyber Elf’s, det er små programmer, man kan samle op på banerne, der kan hjælpe Zero. Eksempelvis med healing, hurtigere løb eller de kan lamme fjenderne.
Styringen af Zero er en smule avanceret. Der er mange specielle manøvrer, man er nødt til at lære, og det er besværligt at skifte mellem de to våben. Men når man først har lært det, er styringen ret præcis, og man føler sig ikke begrænset af den.

Grafik og Lyd

Hvis man kunne lide grafikken på Megaman X til Playstation eller Super Nintendo, vil man også syntes om Megaman Zeros grafik - den er nemlig mindst ligeså god. De håndtegnede baggrunde er utroligt flotte og detaljerede. Effekter som regn og vind fungerer også rigtigt godt. Animationen af Zero og fjenderne er god, om end en smule simpel. Men det der især imponerer, er bosserne. Nogle er store, andre er på størrelse med Zero, men hver især er de godt animeret og virker meget imponerende. Musikken er ikke noget at skrive hjem om, den er ret diskret, og man lægger ikke rigtigt mærke til den. Til gengæld er lydeffekterne helt i top.
Ikke helt lineært

Spillet er bygget op over 16 missioner. Når man har klaret den første korte mission, kan man selv vælge, hvilken af de næste tre missioner, man vil spille. Det er altså ikke hundrede procent lineært opbygget, og ofte er det endda en stor fordel ikke at tage missionerne fra en ende af, da nogle af de første bosser er meget lettere at slå, hvis man medbringer power-ups fra de senere missioner. Man kan også vælge at springe enkelte missioner helt over, hvis man synes, de er alt for svære. Og svært det er Megaman Zero - til tider endda grænsende til det frustrerende. Man har et meget begrænset antal retry-forsøg til missionerne, det betyder, at man ofte må starte helt forfra på en mission, hvis man dør. Heldigvis er der ikke noget, man ikke kan klare med lidt øvelse. Efterhånden som man bliver fortrolig med styringen af Zero og med de forskellige fjenders angrebsmønstre, bliver frustrationen da også vendt til en lyst til lige at prøve én gang mere. Specielt bosserne i spillet er særdeles udfordrende, og det kræver ofte mange forsøg, før man slår dem. Når man har gennemført en mission, får man point for sin indsats, og vil man have topkarakterer, må man forberede sig på at prøve missionen igen - det kræver nemlig både præcision, hurtighed og grundig udforskning af banen.

Flot og udfordrende

Megaman Zero er et af de mest udfordrende spil, vi længe har set på Gameboy Advance. Sværhedsgraden er så høj, at selv den garvede platformspiller kan få mange af timers underholdning for pengene. Både grafikken, lyden og til dels historien er af højeste kvalitet. Hvis man skal finde et minus, må det være originaliteten - vi har jo set det meste før. Men hvad gør det, når alt andet er helt i top.


Konklusion

Megaman Zero er et af de mest udfordrende spil, vi længe har set på Gameboy Advance. Sværhedsgraden er så høj, at selv den garvede platformspiller kan få mange af timers underholdning for pengene. Både grafikken, lyden og til dels historien er af højeste kvalitet.

Mega Man Zero (EU)
Anmelders vurdering
5/6

Mega Man Zero   © Capcom 2002   (GBA)    1/3 Mega Man Zero   © Capcom 2002   (GBA)    2/3 Mega Man Zero   © Capcom 2002   (GBA)    3/3