X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Lucky Luke: Western Fever


Flere generationer af danske børn er vokset op med den kølige cowboyhelt, Lucky Luke. Hans evige jagt på Dalton-brødrene og hunden Ratatas ualmindelige stupiditet, er elskede historier verden over. Nu giver Infogrames os alle muligheden for at træde i hans sko og se om vi kan være lige så rolige på hånden.

Lad der ikke herske nogen tvivl, Lucky Luke er et yderst simpelt spil. Western Fever er delt op i afsnit, hvor man i hvert afsnit skal finde og overvinde en skurk af den ene eller den anden slags. Lucky Luke får undervejs hjælp af hans trofaste ganger, Jolly Jumper, der giver gode råd og hjælper en med at finde sig tilrette i spillet. Den enfoldige hund, Ratata, dukker ligeledes ofte op, men for det meste mere som en hindring end som en hjælp. Luke skal løse små, aldrig særligt svære, gåder, undvige sparkende heste og stikkende kaktusser, men der hvor den vigtigste del af spillet finder sted, er i skudduellerne. Cirka en gang hver femte minut stopper man op og skal nedkæmpe en eller flere ubarberede banditter.

Skyd først, når du ser det hvide i deres øjne!

Dette foregår yderst simpelt. En ring viser, hvad man sigter på og ringen kan kun flyttes imellem et forudbestemt antal steder, hvor skurkene dukker op. Luke har altid en tønde eller lignende til at dukke sig ned bag og det drejer sig derefter simpelthen om at have hurtige reaktioner. Når en skurk dukker op, rejser man sig selv op, flytter så hurtigt som muligt sigtekornet til hans position og skyder. Hver skurk skal have tre skud for at falde død om, nogle, lidt sejere skurke, skal dog have flere skud. Man kan se, hvornår skurkene skal til at skyde og det gælder derfor om at time hvornår man dukker sig og hvornår man rejser sig for at skyde. Nogle gange har banditterne beskyttelse og man kan derfor være nød til at afbøje kuglerne fra andre objekter i baggrunden for at ramme dem. Undervejs kan man samle ekstra liv, firkløvere der hjælper en i skudduellerne og andre ting op, alt sammen noget der kan hjælpe Luke videre i hans færd.
Det vilde vesten i bolcheudgave

Spillet foregår i fuld 3D, undtaget i duellerne, hvor gameplayet i alle praktiske henseender er 2D. I 3D-delen har man fornøjelsen af at sjoske rundt i nogle omgivelser, der meget nøjagtigt gengiver stemningen fra tegneserien. Det ligner meget den for tiden så populære cel-shading teknik, men mangler de fede sorte streger rundt om alle objekter. Man kan nikke genkende til bygninger, persongalleriet og måden alting er animeret på. Der er ikke så meget andet at sige om grafikken, end at Lucky Luke virkelig er kommet til live på din PlayStation. Det ser godt ud og selv om Lucky Luke en gang imellem kan være en anelse besværlig at styre uden om diverse forhindringer, er det ikke noget der hindrer spillets gang. Også den hørbare side af spillet er godt gennemført og gengiver fint stemningen fra tegneserien. Et tilstrækkeligt fjollet western-soundtrack kører i baggrunden, rikochetter fra kuglerne har den helt rigtige overdrevne effekt og stemmerne, der desværre ikke er danske, danner en perfekt ramme om Lucky Luke-stemningen.

Simple glæder

Lucky Luke er et rigtigt godt spil for de yngste og vil garanteret bringe dem mange timers fryd, men har du nået den alder, hvor du godt må se Jurassic Park i biografen, er det mere end sandsynligt, at du vil finde spillet for enkelt og tyndt. Lucky Luke bryder på ingen måde nogen grænser, men det, det sætter ud for at opnå, har det rigtigt stor succes med. Et simpelt, men underholdende spil, der helt sikkert har et publikum.

Lucky Luke: Western Fever (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Lucky Luke: Western Fever   © Infogrames 2001   (PS1)    1/3 Lucky Luke: Western Fever   © Infogrames 2001   (PS1)    2/3 Lucky Luke: Western Fever   © Infogrames 2001   (PS1)    3/3