X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Iron Aces 2: Birds Of Prey


Efter Namco’s intense og ganske underholdende Ace Combat 4, skulle man ikke mene, at der ville være plads til mange flere spil i en genre der bedst gør sig på PC. Xicat prøver nu alligevel, i form af deres Iron Aces 2 til PS2. Læs her mere om hvad spillet indeholder og om det kan holde sig på vingerne eller bliver skudt ned af konkurrenterne.

De fleste er nok af den opfattelse, at flysimulatorer gør sig klart bedst på en PC, grundet de mange funktioner som et rigtigt fly har. Derfor ser vi tit konsolspil, hvor alle de ting som en rigtig pilot også foretager sig, såsom start og landinger, er klippet væk. Tilbage er selve flyvningen og det gør straks, at spillene bliver mere arkade-agtige end rendyrkede simulationer. Iron Aces 2 følger denne trend til punkt og prikke, da alle missionerne i spillet starter i luften. Når missionerne så er færdige, kommer man fluks tilbage til sin base uden at røre en finger. Dette fjerner selvfølgelig en del realisme i spillet, men det kunne jo indeholde andre ting der gjorde det et kig værd.

Missioner i et halvt århundrede

Iron Aces 2 foregår over en 50-årig periode, der dækker alle årtier siden 2.verdenskrig. Spillets hoveddel er en campaign-mode der omfatter 35 missioner. Hvert årti har 5 missioner og man starter fra en ende af, nemlig midt i 2.verdenskrig. Der er desværre ikke mulighed for selv at vælge hvilken tidszone man vil starte i, så man må væbne sig med tålmodighed hvis man vil have fingre i jagerfly fra vores egen tidsalder. Inden hver mission får man en lille briefing, der fortæller lidt om den tid du nu befinder dig i, samt om modstandere og våben. Dette er ikke specielt detaljeret forklaret og gør, at arkade-elementet igen tager over. Efter denne korte briefing kommer man til hangaren, hvor man så kan vælge hvilket fly man vil angribe missionen med. I de første 6-7 missioner har man kun et fly at vælge imellem, hvilket er lidt fjollet, da man på tidligere missioner har brugt andre fly. Hvorfor man så ikke kan få lov at bruge dem hele tiden forstår vi ikke.

Battle-mode for 1 spiller

De forskellige missioner varierer fra at skyde et enkelt fly ned, til at skyde en større karavane af dem ned. Den eneste der egentlig adskiller banerne fra hinanden er typen af modstandere, tidspunkt på dagen og selve landskabet. Af og til skal man dog angribe diverse hangarskibe, men spillet er primært baseret på kampene i luften. Den første mission tager ca. 30 sekunder at gennemføre, men det udvikler sig hurtigt til længere missioner, mest pga. at man er helt alene mod overmagten. Udover selve
campaign-delen er der også en ’free battle mode’, hvor man kan vælge fly (under den forudsæting at man har åbnet for dem), antallet af modstandere, samt hvor lang tid missionen må vare. Problemet med denne battle-mode er, at den kun er single-player, så man kan ikke gå i kamp med sine venner, hvilket er decideret tåbeligt. Det eneste der adskiller denne del fra campaign-delen er, at man nu kan skyde jetjagere ned med et fly fra 2.verdenskrig, hvilket ikke er specielt realistisk, men det er da nogenlunde underholdene at forsøge. At det overhovedet kan lade sig gøre viser lidt om hvor dårlig AI’en i spillet er. Det burde f.eks ikke være muligt, at være alene mod 8 andre fly og overleve det, men med et par enkelte undvigelses-manøvrer bliver det snildt muligt at skyde dem alle ned, uden at få specielt mange skrammer i lakken.

Kedelig grafik

Spillet indeholder lidt over 30 forskellige fly fra diverse tidsaldre, så der skulle være noget for enhver smag. Disse fly er ganske godt genskabt på PS2 og de opfører sig nogenlunde som fly af disse typer ville gøre. Jo længere man kommer frem i tiden, jo mere firepower får man rådighed over og flyene bliver også mere manøvredygtige. Grafisk er de også ganske fine, selvom de virker lidt grove i kanten. Dette kan dog kun ses i selve spillet hvis man vælger at se det hele udefra sit fly istedet for indefra. Dette hæmmer dog ens synsvinkel og orientering kraftigt, så det anbefales at styre flyet indefra. Derudover er grafikken temmelig minimalistisk. Landskaberne er temmelig kedelige og meget udetaljerede, men så bliver man i det mindste ikke distraheret. Lyden er nemt overstået, idet man kun hører flyets motor, samt spredte maskingeværssalver eller missilaffyringer. Styringen af flyene er ganske ligetil, selvom man lige skal tilpasse sig de forskellige modeller. Man har mulighed for justering af hastighed, flaps, to typer våben, samt naturligvis fri bevægelse i luftrummet.

Køb Ace Combat 4

Er man til flysimulatorer skal man gå langt uden om Iron Aces 2, da det intet har tilfælles med disse. Spillet er et rendyrket actionspil, med et strejf af realisme, der prøver at følge i hælene på Ace Combat 4. Spillet har ganske vist flere forskellige typer fly end Namco’s titel, men til gengæld er det ikke tilnærmelsesvis så underholdende eller flot lavet. Skal man absolut flyve rundt i gamle fly fra tiden omkring 2.verdenskrig er der ikke mange alternativer, men er man til nutidens fly er Ace Combat 4 et langt bedre spil end dette. Grafikken og lyden er kedelig og manglen på multiplayer er ganske enkelt kriminelt i vore dage.

Iron Aces 2: Birds Of Prey (EU)
Anmelders vurdering
2/6

Iron Aces 2: Birds Of Prey   © Kadokawa Shoten 2002   (PS2)    1/3 Iron Aces 2: Birds Of Prey   © Kadokawa Shoten 2002   (PS2)    2/3 Iron Aces 2: Birds Of Prey   © Kadokawa Shoten 2002   (PS2)    3/3