Headhunter

De svenske udviklere, Amuze, er her klar med udgivelsen af deres første spilprojekt. En spilkonvertering fra Sega Dreamcast til PlayStation 2, der låner elementer fra spil som Metal Gear Solid og Syphon Filter - en kombination, der ikke burde fejle. Vi vil uddybe i denne anmeldelse, om Headhunter kan stå helt på egne ben.De svenske udviklere Amuze, udgav i slutningen af 2001 deres første konsolprojekt, Headhunter til Sega Dreamcast. Et spil, der har været megen hype omkring, bl.a. grundet dets gameplay-lighed med Metal Gear Solid. Spillet udstråler fra begyndelsen en form for skæv B-agtig filmisk atmosfære, som man hurtigt enten vil hade eller elske. Vi befinder os i Californien i starten af det 21. århundrede. Et par ironisk smilende og overdrevent entusiastiske nyhedsoplæsere på nyhedskanalen, "All You Want To Know", virker som en effektiv indledning til spillets meget brutale miljø. Alt er gennemsyret af den såkaldte neofascisme, dvs. et samfund, der bygger på et stærkt autoritært og brutalt system. Folks eksistensgrundlag i dette headhunter-samfund er baseret på, hvad der er rigtigt og forkert. Hårde love mod kriminalitet og en streng censur i medierne er hverdagskost. En verden, der på mange måder ligger fjernt fra vores, men skræmmende nok, ikke så fjernt endda.

Samfundets fjende

ACN (Anti-Crime Network) er en elitegruppe af privatiserede headhunters, der skal opretholde ro og orden ved bl.a., at slå hårdt ned på ulovlig handel af kropsorganer. Organdonation er nemlig et dominerende kontroversielt emne i dette spil. Spilmiljøets mest frygtede fjender udnytter denne branche til egen fordel. Jack Wade er den mest rå og højagtede headhunter, der dog er blevet ramt af et mystisk hukommelsestab, hvilket medfører, at han må starte på genoptræning. Regeringens fortrolige oplysninger har han ikke længere adgang til og må derfor starte fra bunden som en aspirant. Han bliver hurtigt tildelt en ny opgave af det langbenede labre skår, Angela Stern, der går ud på at opsnuse underverdenens konge, Don Fulci. Fulci importerer sultende flygtninge til landet for at bruge deres organer som reservedele til den ældre og rige del af befolkningen. Derudover menes han at stå bag mordet på Angela Stern’s far, stifteren af Anti-Crime Network. Plottet udfoldes med et jævnt skuespil og en udmærket stemmeføring hos spilkaraktererne.

Leg med LEILA

Inden Jack Wade kan komme på missioner, skal han have opgraderet sin LEILA-licens. Det foregår via headhunternes hovedkvarter. Licenserne C, B, A og AAA kan opnås enkeltvis efterhånden, som man gør fremkridt i spillet. Jo højere licens, jo kraftigere våben og jo flere fortrolige oplysninger om det kriminelle miljø får man adgang til. Her har vi en af de første ligheder med Metal Gear Solid, da disse træningslektioner er baseret på Virtua Reality-simulation. Den kunstige intelligens (AI) er dog ikke altid optimal og du kan faktisk stå og ånde fjenden i nakken eller gå ind vedkommende bagfra uden, at opmærksomheden falder på en. På Metal Gear Solid-manér er den mest effektive fremgang i spillet ikke brugen af våben, men at snige sig ind på fjenden og tage kvælergreb. Højdepunktet i Headhunter er netop, at lege den stilfærdige Rambo, ligge på lur, betragte fjendens vagtrute og evt. lave en afledningsmanøvre ved at lokke fjenden væk fra sin vagtrute. Det gøres ved, at kaste tomme decoy-patronhylstre i en retning, så man er helt uden for fjendens synsvinkel og derved kan tage aktion. Konventionelle våben er forbudte i dette fascistiske samfund, så Wade har en speciel pistol, der paralyserer fjenden, så de i forvejen hjernedøde fjender bogstavelig talt ender med den visse hjernedød. Ofte blinde kameravinkler gør sit til, at direkte action kan få et frustrerende udfald, hvor spilleren pludselig får en væg i ansigtet og skal vride sig fri for, at få et ordentligt udsyn af scenariet. En praktisk radar bruges til koordination af Jack Wade’s position i banerne. En ”Warning Mode” fremkommer på radaren, hvis nogle bad-guys får færten af Wade. Igen lægger udviklerne ikke skjul på, at have brugt Metal Gear Solid som den store inspirator i udviklingen af Headhunter.

Headhunter med kubikcentimeter

Skill Points er afgørende for, at opgradere ens licens. Denne del af spillet foregår ved at fræse rundt på en motorcykel i bydelen. En rigtig sublim måde, at tilføje spillet variation på, da styringen af motorcyklen er ret afbalanceret. Man har prøvet at lave en realistisk fysik af kværnen, så den føles tung at køre med en god fartfornemmelse. Man har en stor frihed til at bevæge sig rundt i byen, men dog ikke til fods som i Grand Theft Auto 3. Denne del af spillet må siges at være et yderst vellykket tiltag.

Virkelighedsnær stemning

In-game cut-sekvenser ligner en poleret udgave af spillets egen grafiske flade, mens digitaliserede nyhedsindslag sørger for, at give spillet noget realistisk dybde. En 60Hz-funktion sørger desuden for optimal billedkvalitet. Vi oplevede dog en del slowdown i byområderne, når flere objekter befandt sig på skærmen, mens der andre steder var noget ”draw in” (grafisk morphing) og noget ”pop-up” af f.eks. bilerne i horisonten, når man har fart på motorcyklen. På et tidspunkt skal man ind i et indkøbscenter for bl.a., at afværge en gidseltagning: Udenfor holder politibiler med tændte sirener/blinklys, mens man selv kommer drønende på motorcykel. Billedhastigheden falder her fra flydende 30fps (frames pr. sekund) til omtrent det halve. Ikke et synderlig imponerende syn. Bydelens areal spænder vidt, men detaljegraden er en smule begrænset for at holde frameraten tilpas stabil. Vi skal derimod besøge supermarkeder, kontorbygninger, tankstationer, private hjem m.m., dvs. indeklimaer, før man fuldt ud værdsætter grafikken. På en gammel forladt fabrik og i kloakker løber f.eks. rotter rundt, der afhængig af situationen, ”kan komme til” at røbe ens position overfor fjenden. Man vil måske undre sig over, at man ofte bliver opdaget, selvom man mener man har det perfekte gemmested, indtil man opdager, at man bliver begloet af en nysgerrig skrigende rotte stående på sine bagben. En af de mest prisværdige og stemningsfulde oplevelser er samspillet mellem grafik, musik og brugen af lydeffekter: På en gang i et kontormiljø står en ødelagt fotokopimaskine og oser af røg. Fluer sværmer rundt og en dør står åben til et rengøringsrum. Inde på et kontor længere nede ad gangen, kimer en telefon, mens et lig sidder på gulvet op ad en væg. Blod er sprøjtet ud på vægge, telefonlarmen nærmer sig, en dør på højre hånd, hvor en mand sidder tilbagelænet bag sit skrivebord med hjernen blæst ud på væggen bag sig. Alle disse indtryk får øjeblikkeligt en til at åbne øjnene op for Headhunters stemningsfulde og skræmmende virkelighedsprægede univers. Man ønsker at snige sig af sted i handlingsforløbet for at opleve hvert et sekund og få det hele med.

Originalt eller uoriginalt?

Lyden i Headhunter er et af de bærende elementer for spillets stemningsfulde verden. Man bemærker allerede på startmenuen til spillet, et velfungerende filmagtigt lydspor. Musikken er fra start til slut komponeret med fokus på ørehængere. Lydsiden er bare én af de ting, der gør Headhunter til en oplevelse udover det sædvanlige. At køre 200 km/t. på sin motorcykel igennem bydelen på en lige strækning mellem biler med det tempofyldte symfoniske musiktema i baggrunden, er en oplevelse, man ikke håber får en ende. Stor ros til London Session Orchestra & Co som bl.a. har stået for musikken til filmen The Mummy. Vi har til en vis grad sat Headhunter op mod Metal Gear Solid i denne anmeldelse, hvilket nærmest har været uundgåeligt, da spillene indeholder mange gameplaymæssige ligheder. Styringen af Jack Wade minder mere om Syphon Filter, men den er mere tilregnelig i Headhunter, hvis man ser bort fra de ofte kiksede kameravinkler. Men på trods af en vis uoriginalitet hviler Headhunter nok i sig selv, til at kunne stå alene som et gedigent brag af en action-adventure titel. Amuze bidrager her med enkelte nye tiltrængte elementer i genren, som enhver PlayStation 2-ejer bør gribe fat om.