X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Gundam Battle Assault


Kæmpestore kamprobotter har været til fascination for mange i årevis, ikke mindst siden Transformers landede i den vestlige verden engang i firserne, men der, hvor fascinationen virkelig når højdepunktet er i den opgående sols land, Japan, og det er netop derfra, at Gundam Battle Assault stammer. Vi har kigget på den mekaniske ødelæggelse.

Gundam Battle Assault er i bund og grund et kampspil i stil med Street Fighter, bare med duellanterne iklædt enorme kamprobotdragter - de såkaldte Mobile Suits. Hoveddelen af spillet foregår i Story Mode, hvor spilleren, som den erfarne soldat Heero Yuy, står overfor en hård opgave. Selv om krigen mellem Jordens Alliance og Zeon Rebellerne officielt er overstået, er der stadig Mobile Suit-piloter, der nægter at stoppe kamphandlingerne og det er Heeros job at sætte en stopper for disse én gang for alle, hvis freden skal have en chance - Verdens fremtid er i hans hænder...osv.

En god historie?

Alt dette er dog blot en undskyldning for, at sætte spilleren op mod de tolv modstandere, én efter én, ganske som man kender det fra alle andre kampspil. Før og efter kampene får man en lille dialog mellem Heero og hans modstander, ganske overflødigt måske, men det hjælper nu til, at gejle lidt ekstra kampgejst op, ved at der bliver givet, i hvert fald et minimum, af forklaring på blodsudgydelserne. Der er selvfølgelig også en VS Mode, hvor du kan kæmpe mod en kammerat i en af de tolv Mobile Suits og det er nok her, der er mest holdbarhed at finde ved spillet, da de fleste formodentlig vil gennemføre Story Mode inden for et par dage. Kampene selv er helt standard for genren - et stærkt og et svagere angreb med hænderne og tilsvarende et stærkt og et svagere spark, en undvigelsesmanøvre og så selvfølgelig et antal specielle angreb som skydevåben, kombinationsangreb og da Mobile Suits også kan flyve, et angreb fra luften. Den eneste store forskel fra andre kampspil er, at Gundam Battle Assault er en smule langsommere, da en robotdragt på størrelse med et hus nu engang ikke bevæger sig med samme hastighed som en toptrænet karatekæmper.
Tungmetal

Spillet vil bestemt ikke skuffe nogen rent grafisk. Der er masser af detaljer på de farverige Mobile Suits og de er alle glimrende animerede. Baggrundende er, grundet størrelsen på de kæmpende figurer, ikke så meget i fokus som i andre kampspil, men det der er, fungerer fint. Hele stilen er naturligt nok ultra-japansk og fans af Gundam-serierne vil uden tvivl føle sig helt hjemme i spillet. Også effekterne ved specielle angreb, såsom kanoner og strålevåben er rigtigt godt lavet, idet de ikke som i så mange andre kampspil sænker hastigheden dramatisk. Lyden er ligeså rigtigt god, især de metalliske lyde, der kommer når to Mobile Suits kaster rundt med hinanden, er dejligt tilfredsstillende og giver en vældig god fornemmelse af den ødelæggelseskraft, disse kæmper er i besiddelse af. Musikken vil nok ikke være at finde på Billboards Top 20 lige foreløbig, men da musikken jo skal følge de animerede film, er det svært at klandre Bandai for dette.

Lidt har også ret

Gundam Battle Assault er alt i alt en lille, men veldesignet pakke, der vil kunne give adskillige timers underholdning til især begyndere i genren grundet det relativt enkle kampsystem og til fans af Gundam-serien, da det vel ikke bliver meget bedre end selv at få lov til at styre en Mobile Suit. Vi kunne godt have tænkt os nogle flere forskellige muligheder i spillet, som man kender det fra for eksempel Namcos kampspil, der jo altid bugner af ekstra godter og måder at spille spillet på, men Gundam Battle Assault ender nu alligevel med at give et godt, helstøbt indtryk og vil for mange absolut være et nærmere bekendtskab værd.

Gundam Battle Assault (EU)
Anmelders vurdering
4/6

Gundam Battle Assault   © Bandai 1998   (PS1)    1/3 Gundam Battle Assault   © Bandai 1998   (PS1)    2/3 Gundam Battle Assault   © Bandai 1998   (PS1)    3/3