Extermination (2001)

I vores preview af Extermination fik du en mindre forsmag på, hvad der ventede dig af rædsler, men nu, efter flere timers chokerende oplevelser, er det på tide for undertegnede at aflægge en fuld rapport her på MSN-games. Er spillet bare en billig Resident Evil-klon eller kan det helt stå på egne ben?
Sony og Deep Space har prøvet kræfter med PS2'en for at finde ud af, om de er i stand til at være de første, der kan formå at generere uhygge på maskinen. Har folkene så leveret noget dybere og mere uhyggeligt end nogen umiddelbart i begyndelsen havde forestillet sig?! Det er faktisk ikke helt tilfældet, for selvom Extermination er en 'gyselig' titel er det langt fra essensen af sand survival-horror. Der er desværre for få overraskelsesmomenter i spillet, og man sidder næsten aldrig fast i forløbet - dvs. ingen rive-håret-ud gåder i stil med f.eks. Silent Hill. Alligevel er spillet bestemt ikke en dårlig udgivelse - faktisk langt fra, når man tager i betragtning, at de fleste spil til PS2 hidtil har været ren og skær standard-udgivelser. Personligt har undertegnede stadig ikke oplevet at tabe underkæben i selskab med en PS2 titel. I det mindste eksisterer der et eller andet i Extermination, som stinker af råddenskab, sammensværgelser og dårligt skuespil, hvilket får dig til at spille videre.

Hvem, hvad, hvor og hvorfor?

Extermination indeholder faktisk strengt fortrolige oplysninger og et plot, som kun Pentagon burde være i besiddelse af. Heldigvis får vi i dette spil et lille hint om, hvad gutterne hos Pentagon ligger og roder med i deres hverdag...? Det samme gælder amerikanske marineinfanterister?? Selve historien i Extermination udfolder sig således; Hvem, hvad, hvor og hvorfor? Det er op til dig, i skikkelse af den 20-årige grønskolling, Dennis Riley at finde ud af netop dette. Han er nemlig en ret 'grøn' marinesoldat udsendt af Pentagon på en top-hemmelig mission til det sydvestlige Antarktis sammen med sin deling fra RECON (USMC Special Reconnaissance Forces). Det er folk man absolut ikke skal spøge med, eller lave sherifstjerner på, men på deres såkaldte mission 'Operation Cold Limit', vil selv de blive udsat for ting, de aldrig ville kunne opleve i deres vildeste mareridt. Det viser sig, at Pentagon har modtaget en henvendelse fra en uidentificeret person med anmodning om at sende et luftbombardement afsted til Antarktis for at destruere den dervedliggende militære fabrik, Fort Stewart. Herefter bliver forbindelsen imidlertid afbrudt og kun guderne ved, hvad der er at vente på fortet i Antarktis. Sammen med din deling bliver du sendt afsted for at rekognoscere dette afsidesliggende militære foretagende. Selvom der står en masse tungt skyts til rådighed, føler du bestemt en vis indre angst trænge sig på. Hvilke frygtindgydende rædsler kan du mon imødese? Under alle omstændigheder handler det om at genvinde kontrollen over fabrikken, hvad det end må koste - ja, selv menneskeliv!

Overdramatiseret skuespil

Det du først og fremmest bliver påvirket af, er introen til spillet. Den er simpelthen så overdramatiseret, og det virker som om, at London's symfoniorkester har lagt musik til B-agtig 'voice acting'. Stemmeføringen af personerne er af rigtig dårlig kvalitet med en irriterende skrattende sampling. Man skulle tro, at skuespillerne havde en mundkurv på, mens de indtalte replikkerne til spillet. En smule tåbeligt, for det halve af skuespillet går man nemt glip af, og til tider virker det anstrengende at høre, hvad der bliver sagt, fordi baggrundsmusikken lige pludselig kommer i John Williams-stemning, når der sker noget dramatisk. F.eks. kan to karakterer have en samtale, hvoraf

den ene måske er livsfarligt såret og døende. Mens de taler stiger musikken ca. 20 decibel, og overdøver det hele. Selvom ens TV står på lavt blus, er lyden utrolig høj, og skratter endda ofte. En programmeringsfejl eller ej, det er irriterende! Faktum er at 'voice acting'en er dårligt samplet, optaget for lavt, og musikken er for høj, men egentlig ret god og stemningsfuld. Det eneste positive ved lyden er monstrenes alien-agtige skrig.

Opfindsom modificering af våben

Den store variation i Extermination kommer af det ekstremt intuitive menu-system og muligheden for at modificere sit våben. Dit standardvåben i Exterminaton er en god solid soldaterkniv, mens den tunge SPR4 riffel giver hår på brystet samt stor variation, når det kommer til kritiske situationer. I løbet af spillet kan den opgraderes til at inkludere diverse ekstra finesser, f.eks en sniper-funktion, flammekaster og endda en shotgun kan påsættes for ikke at glemme en sød lille lommelygte, granat-kaster og en 'ultimate rocket-launcher'. Sidstnævnte er spredt ud over fabrikken i 3 dele, og kan først samles og tages i brug i slutningen af spillet, så selvfølgelig finder du dig ofte i en hæmningsløs spænen-rundt-omkring for at fuldbyrde dette enorme våben, og glemmer alt om den overordnede mission. Afhængig af situationen skal du selv vurdere hvilken modificering, der bedst kan svare sig. Ydermere er der en sigte-mode i 1. person og et auto-sigte i 3. person. Ofte fungerer auto-sigtet nøjagtigt som det manuelle kamera, og er ret praktisk. En grund til bekymring er derimod en meget ringe kameraføring. Den bliver dog aldrig så provokerende som i Blue Stinger (Dreamcast), men når kameraet følger karakteren og du bevæger dig fremad, kommer til en korridor og vil følge den, drejer kameraet ikke altid med, og ergo kan du ikke se, hvad der venter dig nede ad korridoren. Usselt! Visse steder kræver situationen, at du justerer kameraet med en skulderknap. Det skal foregå pr. instinkt, er muligvis en vanesag, men er i bund og grund en hage ved konfrontering af fjender. Inden du kan overskue situationen, sidder der en 'shreek!!' (læs: den laver en gåsehuds-agtig hvæselyd, når den ser et menneske) i ansigtet og pumper dig med virus. Sådan en er ikke nem at ryste af, da den i praksis fungerer som en tæge.

Oppe på et højt niveau

Det er ikke helt nem at skille sig af med fjenderne i spillet, da det kræver, at man rammer dem på deres svage punkt. Det sidder nemlig et bestemt sted på kroppen i form af en lysende grøn eller orange 'livskraft-sfære'....eller betændt byld om du vil. Så du kan vælge enten at ramme dem det rigtige sted 5-6 gange eller spilde to magasiner ved at ramme andetsteds på deres betændte legeme. I Extermination holder du dig i live ved at være i konstant bevægelse for at undgå at blive inficeret med virus, hvilket mutanterne spytter efter dig. Ligesom du har et energibarometer, har du også et virus-meter, som angiver %-delen af inficering i kroppen. I løbet af spillet finder du nogle ampuller m.m. og kan derved mindske inficeringen. Choksekvenser er der desværre ikke overvældende mange af, så forvent ikke pludselige udbrud af lammelser, der får dit mundvand til lande på joypad'et. Selve baneopsætningen og kombinationen af 'back-tracking', den præcise spilkontrol og det varierede sortiment af våben-goodies, er det, der holder Extermination oppe på et rimeligt højt niveau, og dermed distancerer alt andet i genren indtil Onimusha, Devil May Cry, Silent Hill m.fl. dukker op til PS2. Indtil da bør du holde fingeren på pulsen, og give spillet en chance, selvom om skuespillet er kvalmende og overdramatiseret som i en Michael Bay-film.