X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Euro Racer


Det er ikke ligefrem racerspil der mangler i den gode gamle Playstation's spilbibliotek, men Davilex mener at have noget at tilføje genren ved at introducere et spil, der finder sted i Europa og hvor målet er at blive Europas bedste landevejsbilist. Davilex lover spektakulær racing. Spørgsmålet er så, om det er lykkes for dem.

Euro Racer fører spilleren igennem masser af europæiske lande og nogle af deres større byer såsom Stockholm, London, Amsterdam, Paris, Wien og Athen. Baggrunden er, at en række konkurrerende klubber dyster om at blive Europas bedste landevejshold, dette uden at have øje for færdselsregler eller fartgrænser. Der er tre klasser af biler at vælge mellem - standardbiler, sportsvogne og terrængående biler. Du vælger et hold og sætter så af sted på de europæiske by- og landeveje. Undervejs i løbene er der mulighed for at få en ekstra spand kul på bilen ved at samle nitroboosts op, ligesom der er mulighed for at få repareret bilen eller ligefrem gøre den usårlig for en kort periode. Udover det, gælder det såmænd bare om at komme først over mållinien på en af de mange baner.

Slalom i Milano

Det store udvalg af baner er afgjort Euro Racers styrke. Der kan vælges alt fra engelske landeveje til en hæsblæsende tur gennem Paris' gader og Europa er, i kraft af det meget varierende landskab, yderst velegnet til et racerspil. Selve banerne er for størstedelens vedkommende endda ret godt skruet sammen med mange gode momenter lagt ind. Der er både hop og smalle porte og ruterne er i det hele taget godt valgt. Desværre ødelægges fornøjelsen en hel del af den temmelig dårlige følelse og kontrol man har med bilerne. For det første reagerer de alt for voldsomt på blot små bevægelser, ofte resulterende i en del mere slalom end det burde være nødvendigt og for det andet er der stort set ingen fornemmelse af vejen, det føles mest som om man kører bobslæde i Dyrehaven. Det gælder faktisk hvad enten man vælger en Jeep eller en engelsk sportsvogn, der er nemlig ikke megen forskel på hvordan bilerne føles, bortset fra at de har forskellige tophastigheder.
Hvor kom det Eiffeltårn fra?

Det visuelle aspekt af Euro Racers er desværre heller ikke noget at råbe hurra for, bilerne er direkte pinligt firkantede og grimme, mens banerne lider under pop-up og draw-in i spandevis, hvilket for eksempel bevirker at bygninger og monumenter ofte først dukker op, når du er helt tæt på dem. Det er ikke noget der gør banerne umulige at spille, men det er så sandelig ikke noget kønt syn. I det hele taget ligner spillet noget, der kunne have udkommet for 3-4 år siden og kan slet ikke måle sig med spil som Ridge Racer Type 4, som i øvrigt kan erhverves for kun kr. 200 fra Platinserien. Til spillets forsvar skal det siges, at det er meget farverigt og endda detaljeret på visse punkter, samt at de gennemsigtige ruder i bilerne er noget af det bedste af den slags, der endnu er præsteret på PSOne.

ZzzzZz

Lyden i Euro Racers er af den type, man ikke rigtigt bemærker, den er der bare. Der er ikke nogen lækre motorlyde eller et forrygende soundtrack, men blot en samling standard lydeffekter, der hverken tilføjer eller trækker noget fra spillet, hvilket igen gør, at man sidder med fornemmelsen af, at Davilex aldrig tog sig tid til at kæle for spillet.

Testkørsel anbefales

Det er ærgerligt, at en ellers rigtigt god idé, nemlig at lave et arkade-racerspil der udelukkende forgår i Europa, skal falde så meget igennem fordi udviklerne simpelthen ikke har brugt nok tid på det. Det havde været rart med et europæisk udspil, der kunne hamle op med Gran Turismo og Ridge Racer her i PSOne's sene efterår, men som tingene står, er der tale om en særdeles middelmådig præstation, der desværre ikke på noget tidspunkt lever op til løftet om at være "spektakulær". Er du alligevel interesseret på grund af det spændende tema og de mange varierede baner, så prøv i hvert fald spillet, før du langer penge over disken.

Euro Racer (EU)
Anmelders vurdering
3/6