X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Championship Manager: Season 01/02


De populære managerspil har i efterhånden mange år eksisteret i hobetal på PC, med Championship Manager som det absolut førende på markedet. Nu er tiden dog langt om længe kommet til en konsol-version. Spillet er netop udkommet til Xbox og vi har set nærmere på om det kan hamle op med spillene på PC.

Mange har den indstilling, at managerspil hører hjemme på en PC og i mange år har dette også været tilfældet, især fordi disse spil indeholder så meget data, at en almindelig konsol simpelthen ikke kunne rumme det hele. Men med Xbox'ens tilkomst har udviklerne nu fået så meget plads at lege med, at disse spil også er mulige på konsol. Der har tidligere været succesfulde managerspil på konsoller, især i form af Codemasters' LMA Manager-serie, men Championship Manager indeholder så meget data, at kun Xbox'en kan drømme om at køre det. Spørgsmålet er så om denne type spil overhovedet er noget for konsolejere, eller om det hører hjemme på PC, med mus og keyboard.

AGF? Derby? Napoli? Wisla Krakow?

For dem der ikke er klar over hvilken type spil vi her har fat i, kan det kort beskrives som et spil, hvor man tager rollen som manager, over stort set hvilken som helst fodboldklub man kunne tænke sig. Når man så har valgt klub er ens hovedformål at gøre denne succesfuld, eller i det mindste opfylde bestyrelsens krav til holdet. Man tager ansvar for alle ting vedrørende holdet, dvs. træning, køb/salg af spillere, forhandling af kontrakter, arrangere venskabskampe og alt muligt andet. Inden man vælger sit hold, kan man gå ind og se på hvert individuelt hold i spillet og tjekke deres spillertrup og finansielle status. Dette lyder måske mere overskueligt end det er, da der er oceaner af hold at vælge imellem. Spillet indeholder rigtig mange ligaer og endda i flere tilfælde de nedre divisioner. Der er naturligvis blevet plads til Premier League, Bundesligaen, Serie A, Superligaen og de andre kendte ligaer, men også ligaer som den amerikanske MLS og den japanske J-League er repræsenteret.

Enorme mængder data

Når man så har taget beslutningen om hvilket hold man vil styre, får man af bestyrelsen nogle mål som de forventer at holdet, med ens hjælp, opfylder. Disse krav varierer naturligvis afhængig af hvilket hold man vælger. Er man derfor uerfaren i spilgenren skal man nok give sig i kast med et af de mindre hold, da forventningerne til disse generelt ikke er så store. Derefter er selve spillet i gang og man kan nu forvente at bruge en masse tid på at studere sin trup. Næsten alle hold har både et første- og et andethold og begge disse har en god portion spillere man skal holde et vågent øje med. Nu er man heldigvis ikke helt alene i verden, da man til hjælp, skulle man ønske det, har både assistenttrænere, fysionterapeuter og spioner. Disse kan hele tiden opdatere en med gode tip om individuelle spillere, både i ens egen trup og rundt om i verden. Vil man undersøge en enkelt spiller inden man køber ham, kan man f.eks. sende sin talentspejder efter ham og han vil så aflevere en detaljeret rapport om spilleren. Nu lyder alt dette meget nemt, men når man først er konfronteret med den nærmest umenneskelige mængde data som hver spiller har, går det op for en, at dette spil ikke er et der er overstået lige med det samme. Alle spillere i spillet har individuelle karakterer i næsten 30 kategorier, såsom hurtighed, balance, kreativitet, beslutsomhed, teknik og mange andre. Derudover har hver spiller nogle skjulte kvaliteteter, der afhænger af forskellige situationer. Det kan f.eks. være evnen til at tilpasse sig, eller hvor konstant et niveau de holder under kampene. Når man så tager i betragtning at
Championship Manager indeholder mere end 100.000 spillere, så kan man godt begynde at betragte dette som sit andet arbejde. Man kan også skrive kontrakt med nye trænere, fysioterapeuter, talentspejdere og hvem der ellers er omkring holdet, skulle man mene at dem man har, ikke opfylder deres opgave tilstrækkeligt. Det er utroligt vigtigt at holde øje med alt hvad der foregår i og omkring klubben, da det tydeligt har en indflydelse på holdets præstation på banen.

Taktisk snilde

Skulle man være utilfreds med sin trup, eller trænger man til forstærkning på en enkelt position, indeholder spillet også en temmeligt omfattende søgemaskine, der gør at man præcis kan finde den type spiller man søger. Man kan så vælge, at lade denne spiller gå på græs hos reserverne, eller putte ham direkte ind på holdet. Inden man går på banen til ens første kamp, er det en god idé at have brugt sommeren på at indspille den spillestil man godt kunne tænke sig. Heldigvis har spillet en meget omfattende taktikdel, der gør at man kan få holdet til at spille præcis som man ønsker, skulle man have spillerne til det. Man kan hele tiden give hver enkelt spiller specifikke instrukser og træne ham i forskellige ting. Derudover kan man naturligvis instruere holdet som helhed og fortælle dem hvilken spillestil man skal bruge i den pågældende kamp. Det være sig hvordan forsvaret skal stå, hvor aggresivt de skal markere, hvordan bolden skal spilles rundt, hvem der sparker hvilke dødbolde og meget andet der hører sig et rigtigt taktikmøde til.

Tekst, tekst og atter tekst

Vi har med vilje ikke nævnt lyd og grafik, da spillet basalt set ikke indeholder nogen af delene. Ikke forstået på den måde at man har sort skærm, men at spillet udelukkende gør brug at tekstskærme og menuer. Der er ingen highlights, ingen billeder, ingen musik. De eneste lyd der er, er når man spiller kampe og kan høre diverse stadionlyde, som f.eks. ens holds fans der synger, eller dommerfløjt. Mange vil nok mene at det lyder kedeligt, men sådan har Championship Manager altid været og det er det der er charmen ved spillet. Det behøver ingen smarte highlights eller andet, fordi spillet er så dybt og involverende, at man er totalt opslugt af det hele. Det vigtigste i et spil som dette er interfacet og det virker, selv med manglende mus, upåklageligt. Man kan både styre det digitalt eller analogt og man har desuden et par genvejstaster på kontrolleren. Menuerne er lette og overskuelige, selvom de for en begynder kan virke overvældende.

Et fremragende strategispil

Der er mange aspekter ved Championship Manager vi ikke har kommenteret, ganske simpelt fordi spillet er så stort og omfattende. Heldigvis er manualen godt skrevet og meget detaljeret, så man kan finde svar på mange spørgsmål der. Desuden indeholder spillet links til forskellige sites, både den officielle og diverse fansites, der nok skulle afhjælpe de fleste problemer. Championship Manager er et spil for hardcore fodboldfans, der drømmer om at styre deres eget hold. Er man overfladisk og halvhjertet kommer man ingen vegne i dette spil. Det kræver hårdt arbejde at styre en fodboldklub, hvilket dette spil er et fremragende eksempel på. Spillet er meget tidskrævende og man skal være forberedt på en masse arbejde både før, under og efter kampene. Spillet er absolut ikke for begyndere i genren, men har man mod på det og kan man håndtere lidt modgang, så er dette spil det tætteste man kommer på at være rigtig manager. Spillet har klaret konverteringen til Xbox med glans og det er som PC-versionen et fremragende spil, der efterlader alle andre aspiranter som håbløse nedrykningskandidater.

Championship Manager: Season 01/02 (EU)
Anmelders vurdering
6/6

Championship Manager: Season 01/02   © Eidos 2002   (XBX)    1/3 Championship Manager: Season 01/02   © Eidos 2002   (XBX)    2/3 Championship Manager: Season 01/02   © Eidos 2002   (XBX)    3/3