Atlantis: The Lost Empire

Disney’s Atlantis er det nyeste skud på stammen af spil baseret på film. I Atlantis er der heldigvis tale om et spil, der forsøger at underholde med et afvekslende gameplay. Tegnefilmen Atlantis er blevet kritiseret for at være stilmæssigt for langt fra de søde Disney film vi kender. En forenklet stil der til gengæld passer fint ind i et konsolspil.Milo Thatch er den unge dynamiske helt, der sammen med en ekspedition bestående af et hold eksperter, skal forsøge at finde Atlantis. Efter en stemningsfuld introsekvens fra filmen, får man en gennemgang af hvordan man bruger sin rygsæk og styringen af personerne der er nem og enkel. Atlantis er bygget op som et 3D platformspil med enkelte hurtige actionbaner. Faktisk er det meget inspireret af Spyro The Dragon, mht. banernes opbygning og stil, der så behændigt er tilpasset til filmens design. Hver bane har radioer placeret strategiske steder, de fungerer som checkpoints og save funktion, den vigtigste funktion er dog at man her kan skifte person. Forskellige steder på banerne støder man på opgaver som kun en bestemt person kan løse, og da man kun har én til rådighed ad gangen, skal der lidt hjerneaktivitet til for at finde den person der passer til opgaven.

Lidt hjælp skal der til

Men det bliver aldrig sværere end at man får råd og hjælp til løsningen der er problemer med. Milo er f.eks. den eneste der kan kravle op ad stiger og vægge, men kan til gengæld ikke løse problemer med mekanik som pigen Audrey kan. Den lille tykke Moliere kan se i mørket og finde nedgravede ting, og den stærke sprængningsekspert Vince kan fjerne klipper og trække tunge klipper væk. Modsat så mange andre platform/adventure spil, er man i Atlantis sjældent nødt til at vade rundt i en uendelighed for at finde en radio for at skifte person. Gåderne er ligetil og logiske og kan stort set løses i første forsøg. Senere i spillet bliver der mulighed for at spille med en figur fra Atlantis, hvis eneste svaghed er den manglende styrke, men når muligheden er der - er hun den bedste og kønneste figur. Hun giver spillet en vis Tomb Raider/Lara Croft-agtig stemning.

Ekstra bonus

På alle banerne, ligesom i Spyro, finder man små krystaller der kan samles op. Hvide krystaller giver ekstraliv efter et vist antal og andre farver kan når de sammensættes, forstærke ens våben. Hver person har forskellige våben, fra Milo’s boomerang til Vinces håndgranater og eksperimenterer man lidt med krystallerne finder man yderligere egenskaber der ikke beskrives i manualen. For at forlænge spilletiden og sværhedsgraden, findes der på hver bane en grøn krystal (13 i alt), der hvis de alle findes, åbner for nogle ekstra funktioner uden for selve spillet. Et billedarkiv med skitser og håndtegninger fra filmen, samt en 3D modelviser, hvor man kan studere de forskellige figurer fra spillet. En lille ekstra bonus, men ikke noget specielt spændende. Finder man bogstaver nok til at stave til Atlantis, åbnes der for alle filmsekvenserne i spillet - der alle bliver vist i en ganske nydelig kvalitet.

Respekt til grafikken

Det første man bemærker er hvor godt og flydende figurerne er animeret. De er alle fremragende tilpasset deres filmpersoner, og har man set filmen, er man straks på bølgelængde med spillet. Den enkle streg fra filmen, bliver perfekt overført til en pæn og nydelig polygonfigur med let genkendelige træk. Der er gjort meget ud af at adskille personerne fra hinanden og har man først åbnet for modelviseren i spillet, ser man tydeligt hvor detaljerede de er. Det samme gør sig gældende for banerne der er meget forskellige, man har ikke fornemmelsen af at rende rundt i de samme kedelige steder. Overflader og design i banerne viser tegn på lidt mere fantasi end vi er vant til i disse film-til-spil overførsler. Man fornemmer klart at man hele tiden kommer tættere og tættere på målet, efterhånden som skrifttegn og arkitektur fra Atlantis dukker op. Brugen af den gode grafiske motor, betyder også at man kan se meget langt frem, uden for mange generende fejl i grafikken, et stort plus når man skal undersøge de forskellige rum og gange for detaljer. Der er ingen nævneværdig nedsættelse af billedhastigheden, der konstant er flydende og stabil, uanset om man er i store rum eller åbne landskaber - meget imponerende. Grafikstilen i Atlantis er perfekt til at udnytte mulighederne i PSOne, her kombineres et varieret spildesign, hånd i hånd med konsollens begrænsninger uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Fejende flot musik

Musikken der er taget direkte fra filmen, giver hele tiden fornemmelsen af at være med i spillet og spændingen stiger i takt med musikken - der ganske enkelt er fejende flot. Et meget stort plus er de danske stemmer som er lagt på specielt til spillet. Det fungerer upåklageligt og hjælper meget hvis spilleren ikke er gammel nok til at læse (teksten i spillet er oversat til dansk). Lydeffekterne er af samme høje kvalitet, lige fra flammer der knitrer og rindende vand, til lyden af våde fødder der løber på et stengulv. Atlantis har, som det er normen med spil fra Disney Interactive - et godt og gennemarbejdet lydspor.

Tilladt for børn

Atlantis er ikke et særligt svært spil, gennemspilningstiden er kun ca. 10 timer og skal man have alle ting med, kan det uden besvær gennemføres på et par dage. F.eks. er det muligt at hoppe fra meget store højder uden at miste energi eller liv. Spillet henvender sig til et yngre publikum, som har bedst af at se filmen før de køber spillet. Historien er enkel, men er i spillet ikke fortalt detaljeret nok, et par ekstra film og tekstklip havde gjort underværker her. Som helhed er spillet en rimelig underholdende affære og som Disney filmlicens er det over middel.