The Simpsons: Road Rage

Originale spil er sjældne. På et eller andet punkt låner samtlige titler fra andre spil. Alligevel er der spil, som læner sig så meget op af andre spil, at det nærmest er pinligt. The Simpsons: Road Rage er et eksempel på dette.

Endnu engang er der ballade i Springfield. Den onde C. Montgomery Burns har sat sig på hele den offentlige transportsektor med sine farlige atombusser. Homer tager sagen i egen hånd, ved at oprette sit eget taxa-selskab til at konkurrere med monopolet og mange følger trop.

Crazy Taxi i forklædning

Som spiller vælger man sin foretrukne Simpsons-figur og slippes så løs i byen med et køretøj. Man starter med at have et par minutter og så gælder det om at tjene så mange penge som muligt. Der er masser af kendte passagerer, der betaler rundhåndet for at komme til deres destination. Der er ekstra penge og tid at tjene, ved at køre hurtigt eller opfylde små missioner, som at smadre ting undervejs. Har man spillet, set eller hørt om Crazy Taxi, lyder ovenstående sikkert bekendt. Det er ikke så mærkeligt, for dette spil er en tro kopi af Segas arkadespil.

Dårlig styring og holdbarhed

Road Rage plages af en række åbenlyse mangler. Kontrollen med køretøjerne er noget uheldig og man føler aldrig, at man er helt herre over situationen. Bilen flyder nærmest over vejen og de mange kollisioner er stærkt tvivlsomme set fra et fysisk standpunkt. Det er også en gåde, hvorfor man ikke kan bruge de analoge skulderknapper til speeder, ligesom bakgearet opfører sig besynderligt. Det var til at leve med, hvis ikke spillet var så ensformigt. Har man prøvet det i fem minutter, har man prøvet det hele. Godt nok kan man låse op for nye personer og baner, men førstnævnte gør ingen forskel og sidstnævnte er generelt dårlige. Alle de forskellige små dele af Springfield burde være samlet til ét stort område. Der er også en håndfuld missioner at klare, men de er nærmest identiske og meget hurtigt overstået.

Homer³-grafik

Personerne og tildels bygningerne i The Simpsons: Road Rage er letgenkendelige for fans af tv-serien, men kønne er de ikke. Alting består af få polygoner, der er ingen lyseffekter og teksturerne er grove. Grafikken minder mest af alt om en Nintendo 64-udgave af det The Simpsons-afsnit, der var lavet i 3d. I en tid overrendt af cel-shading undrer det, at man ikke har brugt denne teknik, til at ramme stilen fra serien nærmere. Et spil som Cel Damage viser hvordan det kan gøres med succes.

Fantastiske stemmer

Det absolutte højdepunkt i Road Rage er lydsiden. Musikken er godt nok kun en bleg kopi af Danny Elfmans og effekterne er ikke noget specielt, men stemmerne er fantastiske. Alle skuespillerne fra tv-serien har bidraget med ny dialog og det er en fornøjelse at lytte til. Der er adskillige små guldkorn og fans vil være lykkelige - et stykke tid. Når man først har hørt alle replikker om og om igen, går glansen af dem og dermed af spillet.

Ikke noget at komme efter

Som spil har Road Rage intet at byde på, som Crazy Taxi ikke har gjort før og bedre. Det er spilmæssigt en ussel kopi, der på trods af overdreven ihærdighed ikke har samme feel eller dybde. Når originalen samtidig var meget ensformig og Road Rage intet nyt tilfører, er problemet tydeligt. Man kan more sig et par timer med at høre de sjove stemmer og udforske byen, der er lavet tro mod serien. Derefter er der intet at komme efter. Der er mange ting at låse op, men ingen af dem ændrer det mindste på spillet. Selv loadetiderne er dårlige. The Simpsons: Road Rage er næsten en tro kopi af Crazy Taxi, men gør alting dårligere. Kan kun anbefales til den mest hardcore Simpsons-fan.