Spy Hunter (2001)

Midways udmærkede modernisering af Spy Hunter ødelægges i GameCube-udgaven af en decideret dårlig konvertering.

Selv om Spy Hunter fra 1983 ikke var et fantastisk spil, så opnåede det mange fans og betragtes i dag som en arkadeklassiker. Nogle år senere forsøgte man sig for første gang med en 3d-udgave - Spy Hunter II - der dog aldrig opnåede samme status. Siden dengang lå titlen stille, indtil Midway sidste år genoplivede Spy Hunter i en moderne PlayStation 2-udgave.

Tro mod arkaden

Det nye Spy Hunter er tro mod originalen - selv det legendariske Peter Gunn-soundtrack er med. I hybrid-bilen Interceptor kan man både køre, sejle og selvfølgelig skyde. Senere får man også adgang til forskellige defensive våben som olieklatter og andre ting lånt fra James Bond-film gennem tiden. Flere af disse er dog mere til pynt end reelt brug, eftersom man ikke længere kan se, hvad der foregår bagved én.

Kort holdbarhed

Spy Hunter er opdelt i fjorten missioner, hvor man skal køre udenom forhindringer, opsamle ting, beskytte allierede og først og fremmest skyde en masse fjendtlige fartøjer. Det er desværre ikke helt så afvekslende som det kunne lyde, hvilket især bliver tydeligt, når man genspiller missionerne. Det hele er nemlig opbygget sådan, at hver bane har et primært mål man skal opfylde for at gennemføre og dertil en række sekundære mål, der giver point. Disse skal bruges til at låse op for de næste missioner og man løber ofte tør for point. Derfor skal man tilbage og genspille de tidligere baner, for at opfylde flere sekundære mål. Da det hele skal lykkes på én omgang for at tælle, fører det ofte til irritation. Alt dette er gjort for at kompensere for spillets få baner, men alligevel er det relativt hurtigt overstået og der er ikke meget at vende tilbage til. Multiplayerbanerne kører udmærket, men er ikke specielt sjove og kræver en del at låse op for.

Kikset konvertering

Man kunne forvente at Midway havde løst nogle af problemerne i Spy Hunter, men GameCube-konverteringen har intet, som PS2-originalen ikke har - i hvert fald i den positive ende. Faktisk er spillet blevet både dårligere og grimmere. Hvordan udviklingsholdet har formået, at få så meget mindre ud af et teknisk overlegent system, må være et simpelt spørgsmål om ligegyldighed og besparelser. For det første er der tale om en dårlig PAL-konvertering med enorme sorte kanter, der fylder en femtedel af skærmen. Endvidere er billedet tydeligt fladtrykt og der er ingen 60Hz-funktion. Videosekvenserne er i meget lav opløsning og den tydelige komprimering gør det kun endnu værre. Spillet byder på masser af popup og urimelige mængder slowdown. Selv når man ligger alene på vejen, kan det hele begynde at hakke og på visse tidspunkter lider spilbarheden markant under fænomenet. Endelig er teksturerne i skræmmende lav opløsning og uden nogen form for filtrering. Det betyder at man ser en grad af pixelering, som burde høre en fjern fortid uden 3d-acceleration til.

Vælg en anden version

Man kan stadig se det originale Spy Hunters kvaliteter, men de er begravet dybt under de tekniske svagheder. Grafikken i PS2-udgaven var i forvejen intet bemærkelsesværdigt, men et eller andet er gået helt galt i konverteringen, der kun kan beskrives som uacceptabel. Vil man genopleve Spy Hunter er både det originale arkadespil og PlayStation 2-udgaven værd at kigge nærmere på - for ikke at nævne Xbox-versionen, som indeholder begge dele. GameCube-versionen gør man bedst i at glemme og det er i hvert fald et spil der skal gemmes langt væk, når man får konkurrerende konsolejere på besøg.