Spider-Man: The Movie

Denne sommer står i Spider-Mans tegn. Filmen blev en kanonsucces og spillet udkom til alle de fire, store platforme. Vi har tidligere set på PlayStation 2- og Gamecube-udgaverne, men de overgåes begge af Xbox-versionen. Læs vores anmeldelse lige her.

Spider-Man-spillet følger filmen, tilsat nogle ekstra superskurke for at øge længden. Kendere af de ældre titler til Dreamcast og PlayStation vil føle sig hjemme, for det nye spil er baseret på den gamle motor.

Frihed

Spider-Man er groft sagt opdelt i uden- og indendørsbaner. Man starter med førstnævnte og de er spillets klare styrke. Superhelten svinger sig gennem spindelvævs-liner klistret til himlen mellem skyskrabere midt i New York. Der er en dejlig fornemmelse af frihed og man har næsten lyst til bare at udforske byen. Desværre er man begrænset, så man aldrig kan bevæge sig ned på gadeplan. Missionerne går typisk på, at man skal destruere en række flyvende modstandere og til tider klare nogle mindre opgaver på tagene. Alt sammen er underholdende og man savner kun mere af det.

Fastlåsthed

Helt modsat er indendørsbanerne, der svinger mellem at være stealth- og beat 'em up-inspirerede. I begge tilfælde løber man hurtigt ind i problemer med spillets kamerastyring, der er meget ufleksibel og direkte irriterende, når man selv styrer det. Spider-Man drejer nemlig ikke med kameraet, men fortsætter altid i samme retning. Det resulterer ofte i, at man løber den modsatte vej af, hvad man vil. Det gør ikke sagen mindre indviklet, at superhelten kan bevæge sig frit på alle flader. Man bliver holdt nede af omgivelserne og superhelten kommer aldrig rigtigt til sin ret.

Spider-powers

Udviklerne har implementeret et rigt udvalg af forskellige spider-powers. Man kan f.eks. bruge spindelvæv som entrehage, som skjold eller som boksehandsker og der er tilmed en lang stribe slagkombinationer at lære. Det er nok lidt for meget af det gode, for den i forvejen tunge Xbox-kontroller bliver overklistret med funktioner. Det betyder at man i praksis kun bruger enkelte af de mange muligheder og i slåskampe ofte ender med at tæske tilfældigt i knapperne.

Effektiv grafik

Mere strømlinet er Spider-Man på det visuelle område. Spillet er gennemgående nydeligt og ikke mindst de reflekterende vinduer på skyskraberne er flotte. Der er også lagt et stort og vellykket arbejde i at få hovedpersonen til at bevæge sig lige så elegant som i filmen. Indendørsscenerne er lidt kedeligere at se på og standardfjenderne meget ensformige. Det hele kører helt flydende og er generelt den flotteste af de tre konsoludgaver.

Hail to the King!

På lydsiden låner man også kraftigt fra filmen. Danny Elfmans musik er taget direkte og passer selvfølgelig fint til spillet, selv om den bliver noget triviel til sidst. Bortset fra Kirsten Dunst har man også fået de rigtige skuespillere til at lægge stemmer til, hvilket både er godt og skidt. Meget godt af Willem Dafoe, der bidrager med masser af energi som Green Goblin og meget skidt af Tobey Maguire, der - i modsætning til filmen - er usædvanligt uinspireret som Spider-Man. Fans kan til gengæld glæde sig over kultfænomenet Bruce Campbell, der har væsentligt mere at skulle have sagt i spillet.

Over gennemsnittet

Spider-Man er en filmlicens klart over gennemsnittet, hvor der er lagt både talent og arbejde i mange af elementerne. Desværre er det spilmæssigt en noget hakkende oplevelse, hvor man - med undtagelse af udendørsbanerne - aldrig føler man får tid og plads til at være den Spider-Man, som der ellers er lagt op til. Det er lidt for låst og langsomt. De enkelte baner er ikke ret lange og for størstedelen ikke ret svære. Der er dog forskellige ekstra sager at finde og låse op for, så spillet er ikke overstået lige med det samme. Er man bare ude efter et godt actionspil, findes der mere helstøbte oplevelser, men vil man forlænge filmoplevelsen, er Spider-Man bestemt et bestået og godt valg. Med reservation overfor standardkontrollerens svagheder er Xbox-versionen også klart den bedste udgave.