X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Need For Speed: Hot Pursuit 2


Ferrari, Lamborghini og Porsche - hvem ville ikke gerne sætte sig bag rattet i sådan en fartmaskine og uhæmmet stampe speederen i bund? EA's gamle Need For Speed-serie er fundet frem igen, med en efterfølger til et af seriens bedre spil. Det har resulteret i et ganske glimrende spil til PlayStation 2, men historien om GameCube-udgaven er desværre en anden...

Hot Pursuit 2 er primært delt op i to hovedområder: Hot Pursuit og Championship. Begge er opbygget af cirka 30 opgaver, der forgrener sig, så man selv kan vælge, hvilke man vil påtage sig. Hele tiden optjener man points til at købe nye biler og baner. Championship er traditionelt racerløb, der fungerer udmærket, men i længden bliver lidt trivielt på grund af manglende udfordring. Den får man til gengæld i Hot Pursuit, hvor politiet kommer på banen. Dette er spillets mest interessante del, men desværre også den mest problematiske.

AI og sammenstød

Køreoplevelsen i Hot Pursuit 2 er som racerspil er flest. Det gælder om at komme først over målstregen eller nå at køre en bane indenfor tidsgrænsen. Styringen er generelt god, omend alle bilerne føles tunge og omvendt set glider meget rundt på vejen. Der er typisk mellem en og syv modstandere, som sjældent giver den helt store modstand. Er man først i spidsen, er der ingen grund til at kigge tilbage. Når feltet ligger samlet, sker der en del sammenstød og en irriterende detalje er her, at uheldene altid synes at udfalde til de andres fordel. Tilfældigt? Måske...

Sparsom trafik

Der er også en smule trafik på vejene og det kan føre til yderligere uheld. Nogle gange mister man bare lidt fart af et frontalt sammenstød, mens bilen andre gange går i overdreven spind ved den mindste påkørsel. En hurtig opregnet statisik fortæller, at en bil i spind ti gange så ofte ender med at vende bagud som fremad i dette spil. Tilfældigt? Næppe... Når man så bakker rundt er der næsten statsgaranti for, at man bliver torpederet af de andre og spilder endnu mere tid. Man lærer meget hurtigt at bruge "reset car"-funktionen...

Sure strissere
Politiet er det uforudsigelige element i kampen mellem placeringerne. Eller rettere sagt: det burde det have været. Der holder politibiler langs vejene og når kørerne kommer racende forbi, udvælger de én at jagte. Man skal ikke spille ret længe, før man bemærker et uheldigt mønster i dette valg. Vi endte med at notere polities opførsel og kunne konkludere, at der er ti gange så stor chance for at sirenerne ligger bag spilleren som de andre biler. Tilfældigt? Dybt usandsynligt... Man kunne forvente at en Ferrari hurtigt satte en sølle politibil af, men disse er åbenbart gjort af et helt specielt stof. Man kan race udenom en parkeret politibil med 150 kilometer i timen og ti sekunder efter bliver man overhalet af samme. Det er ligeså irriterende, som det er urealitisk. Politiet kæmper hårdt for at skubbe en af banen og går også til yderligheder som nedkastede bomber fra helikoptere. Idéen er fin, men når hele feltet racer forbi et par ventende politibiler, der anholder én, når man triller sidst forbi, er det ikke sjovt. Der burde være lige vilkår.

Hakkende oplevelse

Teknisk set er Hot Pursuit 2 en meget blandet fornøjelse. Bilmodellerne er realistisk gengivede og overfladerne flotte, men de får ikke den mindste skramme undervejs. De omfattende baner er generelt detaljerede og samtidig fyldt med smutveje, så de føles afvekslende. Enkelte teksturer er flotte, men der er også mange af meget lav opløsning i mellem. Værst er opdateringshastigheden. Spillet ligger typisk på 25 billeder i sekundet, men falder meget hyppigt længere ned. Desuden sker det næsten konstant, at konsollen ikke når at tegne hele billedet, hvilket gør det hele endnu værre. Problemet er langt større end man kan forbise og må betragtes som værende uacceptabelt i et racerspil. Udviklerne burde enten have optimeret spillet bedre eller skåret ned på detaljerne, for hastigheden går kraftigt udover spilbarheden.

Konklusion

Irritationsmomenterne i Hot Pursuit 2 overskygger ofte glæderne. Når man vinder, er det fordi der ingen modstand er og når man taber, er det fordi spillet simpelthen snyder. Det tekniske problem med opdateringshastigheden dræber det meste af fartfornemmelsen, og efterlader denne udgave som en bleg kopi af PS2-versionen.

Need For Speed: Hot Pursuit 2 (EU)
Anmelders vurdering
Det tekniske problem med opdateringshastigheden dræber det meste af fartfornemmelsen, og efterlader denne udgave som en bleg kopi af PS2-versionen.
3/6

Need For Speed: Hot Pursuit 2   © EA 2002   (GCN)    1/5 Need For Speed: Hot Pursuit 2   © EA 2002   (GCN)    2/5 Need For Speed: Hot Pursuit 2   © EA 2002   (GCN)    3/5