Medal Of Honor: Frontline

Da der blev annonceret et Medal Of Honor-spil til Xbox, ventede mange en konvertering af det fremragende Allied Assault fra pc. Istedet har Xbox-ejerne fået det mindre fremragende Frontline fra PlayStation 2. Stadig et godt spil, men med klare mangler.

Medal Of Honor: Frontline fortsætter - på godt og ondt - i samme stil som de to forgængere til PlayStation. Gode, omend simple, first person shootere med masser af atmosfære. Man spiller rollen som en "agent" for de allierede, der udfører forskellige operationer i Europa under Anden Verdenskrig. Man når både at deltage i D-Dag, sabotere ubåde, stjæle kampfly og meget mere.

Fantastisk stemning

Hvis ikke allerede under den stilrene indledning, så slår det én under den første mission, der er som taget ud af åbningssekvensen fra Saving Private Ryan: Spillet har en fantastisk stemning. Der er lagt et omfattende arbejde i, at få alle elementer til at gå op i den højere enhed, der gør at man vitterligt føler sig som en del af krigen. Den realisme og autenticitet spillet stråler af, gør det til en oplevelse man aldrig kan få, ved at smadre ligegyldige aliens.

Upræcis sigte

Desværre er alle facetter i Medal Of Honor: Frontline ikke på samme høje niveau. Styringen er opbygget som det efterhånden er vanen for genren og det virker grundlæggende godt. Den analoge kontrol virker mere præcis end i PS2-versionen, men der er stadig problemer med sigtet. I det inferno som krig er og med våben af tvivlsom kvalitet, kan man ikke forvente at ramme med alle skud, men at man efter flere timers spil stadig kan affyre et maskingeværmagasin mod en gruppe stillestående soldater indenfor få meters afstand og ingenting ramme - det er irriterende.

Lineære baner

Banerne i Medal Of Honor: Frontline er alle gode og afvekslende, men samtidig håbløst lineære. Hver mission består af en række konkrete opgaver, der skal udføres fra A til Z. Der er hverken mulighed for at gøre tingene i sin egen rækkefølge, at gøre noget andet eller bevæge sig andre steder hen end den forudbestemte rute. Banerne er så interessante, at det aldrig bliver noget stort problem, men en større grad af frihed ville have pyntet. På alle tidspunkter får man udførlige instrukser om hvad man skal gøre og det er kun efter dumme misforståelser, at man sidder fast.

Visuelt jævnt

Medal Of Honor: Frontline var grafisk velfungerende, men langt fra imponerende på PlayStation 2. Det samme må i høj grad siges om Xbox-versionen, for der er ikke sket de store ændringer. Alting er holdt i en realistisk grå/brun-stil, der ikke er videre indbydende. Der er gode detaljer i omgivelserne og figurerne er generelt gode med overbevisende ansigtsanimationer. Desværre er teksturerne i lige så dårlig opløsning som i originalen og der opstår mange fejl, som soldater der falder igennem bygninger. Spillet kører mere glidende end tidligere, omend hastigheden stadig falder jævnligt. Det problem burde have været helt løst.

Lækker lyd

Atmosfæren i Medal Of Honor har altid været afhængig af den stærke lydside og det gør sig også gældende for dette spil. Musikken er indspillet med orkester og fuldt ud på højde med tilsvarende soundtracks fra store film. Det er smukt og velbalanceret uden at være nær så klichepræget, som det ofte høres. Effekterne er også aldeles fremragende, ligesom den omfattende dialog. Eneste problem er, at der ofte er så voldsomt et lydbillede, at eksakte ordrer kan være svære at opfange. Har man digitalt lydudstyr kan herligheden høres i Dolby Digital 5.1, hvilket løfter lydoplevelsen endnu højere. Kuglerne flyver om ørerne på én under landgangen i Normandiet, så det er en øredøvende fornøjelse. Kanalseperationen og lydkvaliteten er noget af det bedste oplevet i et spil, hvilket gør det endnu mere ærgerligt at subwoofer-kanalen på mystisk vis er tavs. Har man et kraftigt lydanlæg der kan omgå denne detalje, kan man trække karakteren én op, for oplevelsen bliver unægteligt en helt anden.

Mangelfuld multiplayer

I forhold til PS2-versionen er der tilføjet en multiplayer-mode. Det er en savnet forbedring, men udviklerne er sluppet meget nemt om ved den. Op til fire spillere kan vælge hver deres figur og gå løs på hinanden, men kun i standard deathmatch. Banerne og våbnene er de samme som i resten af spillet og de er bestemt ikke designede til multiplayer, hvilket sætter sine begrænsninger for spilglæden. Det kan sagtens spilles, men der er klart overlegne alternativer, hvor der er gjort meget mere ud af området.

Intet nyt er godt nyt

I forhold til seriens tidligere spil, er Medal Of Honor: Frontline en opfølger helt som forventet. Den viderefører fint seriens kendetegn som den suveræne lydside, den tykke atmosfære og generelt oplevelsen af at være aktiv i Anden Verdenskrig. På den anden side tages der ingen nye chancer og der er ingen forbedringer at spore på de områder, der før var holdt tilbage af teknologien. Banerne er stadig meget lineære og AI'en er dårlig. Sammenlignet med PS2-versionen er Xbox-udgaven bestemt en forbedring, omend det mest er detaljer.

Konklusion

Medal Of Honor: Frontline er en fin videreføring af Medal Of Honor-serien. Det er stadig lidt begrænset i forhold til bedre first person shootere, men samlet set en fremragende oplevelse af Anden Verdenskrig. Xbox-versionen er en forbedring af et godt spil og kan anbefales til alle genrefans - især dem med et godt lydanlæg.