X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Legends Of Wrestling


Her hjemme har wrestling aldrig været det samme opblæste fænomen som i USA. Alligevel får vi en masse wrestlingspil, der for det meste ikke er værd at kigge nærmere på. Acclaims nye Legends Of Wrestling udskiller sig ikke væsentligt.

Det specielle i Legends Of Wrestling er, at man får mulighed for at kæmpe med en række klassiske wrestlere som Bret Hart, Jimmy Snuka og Jerry Lawler. Hvis disse navne ikke lige får nogen klokker til at ringe, gør spillet det med garanti heller ikke.

Lav-en-wrestler

Man kan kaste sig direkte ud i en kamp, en turnering eller starte en ny karriere. I sidstnævnte starter man som en ukendt wrestler, der skal vinde kampe, bælter og popularitet i forskellige dele af landet. Man kan spille med en af de medfølgende wrestlere eller lave sin egen fra bunden af. Som genren har for vane er denne feature meget udbygget og man kan stort set bestemme udseendet ned til mindste detalje. Faktisk er dette den sjoveste del af spillet, for gameplayet bliver hurtigt meget ensformigt.

Simplificeret kompleks styring

Det første man opdager er den mærkelige kontrol; man styrer sin wrestler med de digitale retningsknapper. Når man skal bevæge sig rundt i ringen, havde en analog styring været meget bedre. Angrebene er meget forenklede og man har som udgangspunkt kun ét slag og ét kast. Disse kan så varieres ved at stå i bestemte positioner eller trykke en retning samtidig. Da dette også styrer personen, ender man ofte med at lave noget helt andet end planlagt. Men faktisk er de fleste slag alligevel ens - de ser bare forskellige ud. Comboer og counters foregår ved, at der på skærmen vises hvad man skal trykke og hvornår. Altså et spørgsmål om at vente og time sit tryk. Oven i det hele er alle figurerne både i bevægelser og slag meget langsomme.
Gentagelser, gentagelser

Efter få minutters spil har man styr på de grundlæggende slag og kombinationer. Man lærer dem meget hurtigt, for man bruger dem konstant. De enkelte wrestlere er enormt holdbare og skal slåes rigtigt mange gange, før de går i gulvet. Når man kun har meget få angreb og modstanderne er stupide, resulterer det i en forfærdelig masse gentagelser. Selv i karrieremode udvikler ens modstandere sig ikke og får konsekvent lammetæv. Det virker fuldstændigt tilfældigt om det lykkes dem, at parere og således opfordres man ikke for alvor til afveksling i sit spil. Bare man slår på modstanderne længe nok, bukker de under til sidst.

Uimponerende grafik

Visuelt byder Legends Of Wrestling på en lettere tegnefilmsagtig stil. Den er ganske behagelig at se på, men ikke decideret smuk. Der er flere udmærkede detaljer som dryppende blod fra wrestlerne, men overordnet set er grafikken for simpel og kedelig. Det er fint at spillet understøtter 60Hz, men ganske irriterende, at det skal vælges og undersøges hver eneste gang man starter spillet.

Forventet skuffelse

Singleplayerdelen af Legends Of Wrestling er hurtigt overstået. Det er et oversimplificeret 3d-kampspil, der er udtømt på få timer. Det er simpelthen ikke sjovt i længden. Foruden de nævnte problemer plages spillet også af lange loadetider og ofte håbløs kollisionsdetektion. Forcen er selvfølgelig multiplayerdelen, der højner underholdningsværdien markant. Alligevel udvikler det sig lidt for hurtigt til, at man bare sidder og hamrer i knapperne på skift. Legends Of Wrestling er hele vejen rundt et spil klart under middel og kun wrestling-fans med lignende venner bør overveje det.

Legends Of Wrestling (EU)
Anmelders vurdering
2/6

Legends Of Wrestling   © Acclaim 2001   (PS2)    1/3 Legends Of Wrestling   © Acclaim 2001   (PS2)    2/3 Legends Of Wrestling   © Acclaim 2001   (PS2)    3/3