007: Agent Under Fire

Kombinationen af James Bond og Nintendo førte tidligere til Rares fremragende GoldenEye, der for mange stadig står for noget af det ypperste inden for First Person Shootere til konsol. Samme højder når EA's nye spil aldrig, men mindre kan også gøre det.

I modsætning til den sidste stribe af Bond-spil, så er Agent Under Fire ikke baseret på en film. Der er tale om en helt ny historie, der hverken er meget værre eller bedre end filmenes - det er mest én stor undskyldning for at skyde bad-guys, smadre biler og score babes.

Opdelt i tre spil

Agent Under Fire er opdelt i tre dele, hvoraf den traditionelle FPS-del er den vigtigste. Styringen er som man forventer det med to analoge sticks og fungerer grundlæggende fint. På trods af en sigte-funktion, er netop sigtet dog noget upræcist, hvoraf man har tilføjet en lidt irriterende auto-aim funktion, der ikke kan slåes fra. Valg af våben og Q-ting er også en evig kilde til frustration, fordi man stort set skal igennem alle sammen for at skifte - i mellemtiden kan man være blevet dræbt.

Bond og biler

Anden del af spillet består af bilkørsel. Man får kontrollen over et par lækre biler, som naturligvis også er veludrustede af Q. Denne del er overraskende vellykket og man kunne godt have ønsket sig lidt flere baner af denne type. Endelig er der også blevet plads til lidt on-rails-shooting, hvor man bare skal koncentrere sig om at skyde ting i stumper og stykker. Begge dele er en dejlig afveksling fra hovedparten af spillet.

Firkantede teksturer

Agent Under Fire var ikke noget grafisk vidunder i PS2-versionen og er det heller ikke i GameCube-konverteringen. Figurerne har pæne ansigter på tæt hold, men på afstand opfører de sig kluntet. Omgivelserne er i den simple ende og med den nuværende generation af konsoller, er det bare ikke acceptabelt, at se en stor dør beklædt med en stor firkantet og klodset tekstur. Det imponerer heller ikke, at alle videosekvenser hakker som konsekvens af dårlig PAL-konvertering. Inde i spillet holder frameraten sig som udgangspunkt konstant på 50 fps, men falder en del når der rigtigt er gang i den.

For kort og for let

Det altoverskyggende problem ved Agent Under Fire er holdbarheden. På normal sværhedsgrad er missionerne meget lette og de kan typisk gennemføres i første forsøg på under ti minutter. Fjenderne er dumme og langsomme, banerne er små og opdelte, mens det desuden altid er pinligt åbenlyst, hvad man skal gøre for at komme videre. Når der samtidig kun er tolv baner, har man ikke mange timers underholdning. Afvekslingen er ellers stor nok til, at man sagtens kunne have lavet de enkelte baner meget længere. Man kan genspille de enkelte missioner for at opnå forskellige bonusser, men det er stadig ret tyndt.

Multiplayer-morskab

Længere holdbarhed er der i multiplayer-delen. Op til fire agenter kan via splitscreen dyste mod hinanden i klassiske deathmatch-scenarier. Eventuelle ledige pladser kan optages af botter - desværre kommer man alligevel aldrig over fire deltagere. Der er en del indstillingsmuligheder og da kampene flyder fint, er det også ganske underholdende. Halo har sat nye konsolstandarder for genren, men GameCube-ejere kan opleve en lille smule af det samme her.

Et spørgsmål om målgruppe

Som FPS-fan er der ikke meget at komme efter i Agent Under Fires singleplayer-del, hvis man sammenligner med de bedste i genren. Som Bond-fan får man et ganske underholdende og afvekslende spil, der desværre er for hurtigt overstået. Ejer man kun en GameCube, får man en oplevelse, der lige nu ikke kan fåes tilsvarende på konsollen. Om man skal investere i spillet afhænger helt af, hvilken gruppe man tilhører. Isoleret set er Agent Under Fire et middelmådigt actionspil, der leverer lidt af det hele, men ikke gør nogen af delene unikt eller godt nok til at skille sig ud for alvor. Så karakteren skal ses i lyset af, at der lige nu ikke er nogen GameCube-konkurrenter.