Eternal Darkness: Sanity's Requiem

GameCube henvender sig ikke kun til børn. Det har Nintendo sagt siden konsollens annoncering og her er endnu et bevis på dette. Det ambitiøse Eternal Darkness trækker på H.P. Lovecrafts forfatterskab og er bestemt ikke børnevenligt.

Entré Alexandra Roivas. En handlekraftig ung kvinde, der arver sin bedstefars herregård efter hans brutale død og hurtigt graver adskillige uhyrligheder frem fra deres skjul. Centralt står en uhyggelig bog, der beretter om dens tidligere ejermænd. Som Alexandra læser denne, spilles i alt tolv forskellige afsnit igennem. Hvert kapitel har sin egen hovedperson og lokation, der langsomt afdækker den store sandhed om menneskehedens dystre skæbne. Fra en centurion i Romertiden over en præst under inkvisitionen til en brandmand under Golfkrigen.

Gennemgående let

Eternal Darkness vil meget gerne adskille sig fra Resident Evil, men konceptet er det samme: Der løbes rundt i små områder, løses gåder og udøde sendes tilbage, hvor de kom fra. Sammenligningen stopper dog her, for udviklerne har gjort deres arbejde, for at undgå de sædvanlige faldgruber. Styringen er let og logisk, der er altid et våben ved hånden og man kan save sit spil næsten overalt. Der er ikke de irritationsmomenter man forbinder med genren og generelt er Eternal Darkness meget let - både i tilgængelighed og sværhedsgrad. Ofte er gådernes løsninger så åbenlyse, fjenderne så langsomme og spillerens magt så stor, at der nærmest ingen udfordring er.

Teknik mod uhygge

Visuelt er Eternal Darkness som udgangspunkt flot, selvom man flere steder aner, at spillet startede sin tid på Nintendo 64. Figurerne er ofte kantede i ansigterne og belysningen er kedelig for gysergenren. I det hele taget må grafikken tage sin store del af ansvaret for, at spillet ikke er videre uhyggeligt. Til gengæld kører Eternal Darkness nydeligt, animationerne er gode og mange teksturer er flotte. Lydsiden er også vital for at frembringe den rette stemning og her slår spillet heller ikke helt til. Både i musik og lydeffekter er der for mange gentagelser, hvilket markant forringer den skræmmende virkning. Unormalt for genren er stemmeføringen heldigvis fri for pinligheder.

Fra tanke til udførsel

Mange af elementerne i Eternal Darkness ser rigtig gode ud på papiret, men i praksis er sagen en anden. Udviklerne skulle i højere grad have tænkt over hvad de burde gøre, end hvad de kunne gøre. Et eksempel herpå er det umiddelbart komplekse magi-system, der er opbygget som et sprog, hvor man selv kan skabe formularer ved at kombinere runer. Den gode idé falder tungt til jorden, når der kun er tolv mulige resultater, som alle præsenteres åbenlyst. Et andet eksempel er fornuft-systemet, hvor man langsomt bliver sindssyg og oplever mærkelige effekter, efterhånden som man møder uhyrer. Først er det pudsigt at spillet simulerer at strømmen ryger eller påstår at spillet er slut, men hurtigt bliver det blot til et forstyrrende element.

Usammenhængende historie

Den største svaghed i Eternal Darkness er spillets struktur. De tolv forskellige afsnit tager mellem en halv og hel time at gennemføre, hvilket er alt for kort tid til, at man på nogen måde kan investere i hovedpersonerne og dermed leve sig ind i spillet. Desuden er de enkelte afsnit særdeles ensartede, med omfattende genbrug af lokationer, fjender og handling. Flere kapitler virker direkte påklistrede, da de ikke bidrager med noget til den samlede historie. Spillet har interessante idéer, åbenlyst lånt fra H.P. Lovecrafts univers, men det hele er alt for kort og overfladisk til at gøre et større indtryk.

Lej og vær glad

Der loves meget af Eternal Darkness og de første timer spiller man gladeligt med. På grund af den lave sværhedsgrad glider spillet let og man keder sig ikke. I takt med at spillet gentager sig selv og forfalder til frem-og-tilbage-opgaver falder interessen. Det hele ender med en elendig kamp i et sandt antiklimaks, der aldrig runder historien ordentligt af. Det hele kan uden større besvær klares på under ti timer og selvom der er tre alternative ruter, så resulterer de kun i lidt anderledes mellemsekvenser og fjender. Spillet er reelt overstået på et par dage og er derfor et oplagt lejemål, hvis man har muligheden.

Konklusion

Eternal Darkness er et godt spil, men det burde have været endnu bedre. Der er mange gode elementer, som desværre ikke kombineres til et helstøbt produkt. Fans af genren får en god oplevelse, men man savner, at der for alvor dykkes ned under overfladen. Eternal Darkness er modent i sit tema og til dels gameplay, men på mange andre områder er det stadig på børnestadiet.