Call Of Duty: World At War

Vi vender tilbage til den sidste store krig… igen igen
Der er noget storslået over rigsdagsbygningen i Berlin. Ikke mindst når den bestormes af hele Den Røde Hær. Historiens vingesus giver absolut bølger i håret ved flere lejligheder i Call of Duty World at War. Det er som at sidde der hjemme og hygge sig i sofaen, mens History Channel lyser stuen op med den sande historie om Anden Verdenskrig. Problemet med CoD:WaW er at vi har set det meste før, i tidligere spil i serien.

Treyarch som står bag denne udgave af Call of Duty har valgt at dele spillet mellem en sektion der foregår i Europa, med Stalingrad og Berlin som fokus og en sektion der foregår i Stillehavet, med slaget om Midway som omdrejningspunkt.

Det er i sagen natur interessant for CoD-veteraner at prøve Stillehavskrigen, da det er første gang i seriens historie. Men efter min mening er det stadig den russiske kampagne der er mest dragende og det selvom vi har prøvet det hele før.

De enkelte missioner er godt skruet sammen, som vi kender fra tidligere i serien og man føler på intet tidspunkt at Treyarch ikke ved hvad de har med at gøre. Teknisk er de naturligvis hjulpet af den fremragende motor fra Call of Duty 4 som nok var noget at det bedste der skete for fps-genren i 2007. Grafik og lyd er dermed helt i top og er absolut med til at hensætte en i den rette verdenskrigs-stemning. De steder hvor det efter min mening går en smule galt er når man pludselig bliver anbragt i en kampvogn eller et fly og skal skyde fjender ned derfra. Det er ikke rigtigt det der er det sjove ved en first person shooter, og de burde have droppet det. Men heldigvis er det en meget lille del af spillet. På samme måde er det underligt at fjenderne til tider er kulisse og tydeligvis ikke ejer intelligens og i øvrigt er besynderligt at kun fjenderne tager skade af ild fra din flammekaster.

Ved at gennemføre single player-delen åbnes der op for et zombie-mini spil, hvor det gælder om at overleve så mange frådende zombier som muligt. Det er sjovt nok, men blegner fuldstændigt ved siden af tidens store zombier-fps (som jeg skal lade være unævnt her).

Der hvor spillet ryger helt til tops er i multiplayer. Igen er hele rygraden, selv fundamentet, snuppet direkte fra Call of Duty 4. Efterhånden som du får point for at skyde modstandere, kan du opgradere, så du får adgang til nye egenskaber og bedre våben. Et system der er så dragende at det kan få dig til at spille igen og igen.

Og det er absolut ikke kedeligt, selvom der lånes med arme og ben. Systemet virkede i CoD4 og det gør det sandelig også her. Det er sjovt at spille med de gamle våben og det er altid en fryd at skyde tyskere (eller russere). Der er masser af folk på serverne og det aldrig noget problem at finde en type spil der passer én.

Mange var tvivlende da de hørte at Call of Duty: World at War var en tur tilbage til 1940’erne og at det var Treyarch der stod bag spillet. Men tvivlerne er gjort til skamme. I sidste ende er det næsten kun et spørgsmål om du foretrækker et fps der foregår i moderne tid eller et der foregår dengang mormor var dreng. I mine øjne er Call of Duty 4 marginalt mere underholdende og står du og skal vælge de to i en butik, vil prisen på CoD4 også være lavere. Men kan du lide Anden Verdenskrig går du bestemt ikke galt i byen med Call of Duty: World at War.