LittleBigPlanet

Ventetiden har været lang siden jeg første gang fik et glimt af Media Molecules platform-spil. Men nu snurrer sackboy og hans mange venner lystigt i min PS3. Har det så været ventetiden værd?
Lad os starte med begyndelsen. LittleBigPlanet er et platform-spil. Spillets hoved person er en lille tøjdukke som du selv kan udstyre med tøj, tænder og mere tilbehør end du finder i din kone/kæreste/søsters skabe og skuffer. Med din lille sackboy (eller sackgirl for der er rige muligheder for at lege som begge køn) løber du fra venstre mod højre, klatrer og springer, undgår fælder og farer, for at nå slutningen på banerne.
Alt sammen fuldstændig efter bogen (”Den Store Bog om Hoppe-spil”). Men LBP adskiller sig alligevel fra hvad du har prøvet før, på flere områder. Undervejs gennem de forskellige baner samler du point (i form af glaskugler) og ting som du kan bruge enten til at forny din sackboy (det kunne være en ny hat), men også ting som du kan bruge til at lave og udsmykke dine egne baner.


Der er ret mange ting at samle op på hver bane og det er nærmest umuligt at snuppe det hele i det første gennemløb. Og er du bare lidt lige som mig, så vil du samle det hele! Det betyder at man er nødt til at prøve banerne mange gange. Det gør nu slet ikke noget, for hver bane er sjov, skæv og underholdende… og for hver gang du prøver, har du mulighed for at opdage nye hemmeligheder.

Enkelte sektioner af banerne er konstrueret på en måde så du er nødt til at være 2 eller 4 personer for at klare dem. Dette forhindrer på ingen måde at du gennemfører banerne, men vil du samle alle ting op, er du nødt til at have venner eller familie med i legen. Men det sociale element er netop også noget ret unikt for LBP. Det er faktisk sjovt at løbe rundt på banerne sammen med andre… ikke kun for at gennemføre dem, men også fordi det er morsomt lege sammen på de særprægede baner.



Grafikken er en væsentlig del af LittleBigPlanet. Media Molecule, som har udviklet spillet, har valgt en fotorealistisk stil… men på en lidt anden måde end du nok forestiller dig… banerne består af hverdags-elementer lavet om til temaer. Eksempelvis kan klipperne være lavet af bølgepap og en kaktus er syet i grønt velour. Men det ligner til forveksling både det som det skal forestille og de materialer det er lavet af.

På samme måde kan de mange monstre bedst sammenlignes med mekaniske marionetdukker. På en gang komisk og samtidig lidt uhyggeligt. Og det er måske en af grundstenene i LBP. Balancen mellem det sjove og det spændende, fotografisk korrekte og det absurd urealistiske, det velkendte og det helt og aldeles nye og fremmede.

Nu er en væsentlig del af et platformspil jo hvor god styringen er. Her synes jeg faktisk det går rigtig godt for LBP. Der er måske til lidt problemer når man går ”ind og ud” af i skærmen, men det er langt fra kritisk. Generelt vil jeg sige at sackboy hopper fint og der er jo det der tæller. Til gengæld må jeg sige at banerne bliver sværere og noget mere dødbringende som spillet skrider frem. De sidste baner i spillet har jeg spillet om rigtig mange gange. På et tidspunkt er det lige før at controlleren ryger gennem ruden (dette er faktisk det eneste der trækker spillet en karakter ned).

Men selvom der skrues op for sværhedsgraden mod slutningen af spillet, betyder det absolut ikke at man ikke kan få noget ud af det selvom man måske ikke er en hoppe-haj. De første mange baner giver dig rig mulighed for at spille sammen med din mor eller din søn eller måske med dine venner.


Samtidig er det lige her spillets andet helt store element kommer ind: Du kan lave dine egne baner. Og nu sidder du måske og tænker ”kan jeg finde ud af det!?!” Svaret er helt sikkert ”JA!” Det er super nemt at komme i gang med og alle kan være. Samtidig er introduktionen til det meget nem og behagelig. Det pikante er naturligvis at de ting du samler op mens du spiller, kan bruges til at bygge dine egne baner. Så har du problemer med at indsamle alle ting, kommer det tilbage og bider dig når du skal lave noget selv.

Media Molecule påstår stædigt at de ikke har snydt, men har bygget spillet op via de inkluderede redigerings redskaber. Så du har alle muligheder for at lave noget godt og så i øvrigt dele det med andre.


Og her kommer spillets tredje ben. Når du først går online med LBP vil en helt ny verden åbne sig for dig. Du har mulighed for at spille banerne online med dine venner eller med vildt fremmede. Sidstnævnte mulighed kan godt virke lidt kaotisk. Måske kender du fornemmelsen fra andre online-spil, hvor man kommer ind på en bane hvor x antal tosser, laver hver deres ting. Men kan du ikke klare det fremmede så har du heldigvis muligheden for at spille med din venner og så er alt godt igen.

Den anden ting du kan online er at prøve de baner som andre har lavet. Det er helt fantastisk, og allerede nu er der masser af baner at prøve. De er naturligvis ikke alle lige gennemførte. Men dem jeg har prøvet har været underholdende og med tiden kommer der helt sikkert noget der er på højde med Media Molecules egne baner. Samtidig kan du dele dine baner med hele verden. Det er bestemt ikke at kimse af.


Sony har med LBP virkelig fået et stærkt kort på hånden. Media Molecule rammer lige ned i hele ’gør-det-selv”-ånden der er på internettet lige nu og det virker helt naturligt og nemt. Dette er, efter min mening, et spil, der i sig selv, retfærdiggør at du bener ud og køber en Playstation 3.