Missionerne kan mere eller mindre deles op i tre grupper: angrib, forsvar eller eskortér. Angreb er efter min mening klart det sjoveste – der er ikke noget som at jage vildt. Forsvarsmissionerne er til gengæld den kedeligste del. Her kommer der bare x antal grupper af fjender i passende bølger, hvilket virker lidt falsk. Hvis fjenden nu alligevel har tænkt sig at bruge hele sin hær på at angribe et raffinaderi i ørkenen, virker det lidt mystisk, at han sender dem i kamp i små grupper.
I langt de fleste missioner har du to wingmen til at hjælpe med fjenderne. Du kan også give dem ordrer, og de napper da også enkelte fjender, men du får altid selv lov til at skulle eliminere hovedparten selv, hvilket fuldstændigt fjerner det strategiske element, der kunne have været et stort plus.
Så er det langt bedre, hvis du har online venner, da op til fire spillere kan spille missionerne igennem i co-op, hvilket er en fed feature, der trækker spillet i den rigtige retning. Der er også mulighed for at op til otte spillere kan lege luftduel imod hinanden online, men kun som ren team deathmatch – her måtte der gerne have været flere muligheder.
Højtflyvende bykampe
I forhold til mange andre flyspil er grafikken acceptabel uden at imponere. Du kommer blandt andet til at kæmpe over byer som Washington D.C., Tokyo og Rio de Janeiro i de 19 missioner, der er i spillet. Her er det bestemt en fornøjelse, at flyve ind imellem bygninger, hvilket giver en god fart fornemmelse. Det samme kan jeg ikke sige om at flyve missioner i ørkenen…
Tom Clancy’s HAWX er et nemt tilgængeligt flyspil, der er mere arkade end simulation. Men det gør heller ikke så meget. Selvom det virker som om, der er skåret lidt til hist og her, og missionerne kan blive en smule ensformige, er der tale om et acceptabelt flyspil. Tom Clancy’s HAWX leverer en tilpas underholdende oplevelse, hvis du har et indre Top Gun hjerte, der trænger til forløsning – og hvem har ikke det?