Red Faction: Guerrilla

Velkommen til Mars, den store røde planet vi i mange år har drømt om at lande på. I Red Faction: Guerilla er det endelig lykkedes, planeten er blevet terraformet så vi kan trække vejret, og koloniseringen er påbegyndt med minedrift som den store jobmulighed.
Alt ånder dog ikke fred og pionerånd på Mars. Firmaet EDF, som står for minedriften på Mars, er nogle diktatoriske onde mennesker og vores helt, Alec Mason, når knap at sætte fod på Mars før hans bror bliver slået ihjel af EDF og han bliver ufrivilligt medlem af rebelgruppen Red Faction. Herfra går det over stok og sten i en altødelæggende kamp for rebelgruppen og et frit Mars. Men hvordan befrier man Mars? Simpelt, man ødelægger alt hvad man kommer i nærheden af.
De to forrige Red Faction titler blev kendt på deres GeoMod motor, som gjorde det muligt at sprænge kæmper huller i jorden, og grave sig igennem Mars. I Red Faction: Guerilla bliver destruktionen taget op til overfladen, og det betyder at enhver bygning kan ødelægges og at enhver væg blot er en dør uden håndtag. For udover de obligatoriske projektilvåben, så er Alec også udstyret med en hammer der kan slå hul i hvad som helst, og bomber der kan gøre kort proces mod enhver væg.
En stor del af Red Faction: Guerillas gameplay består i at jævne bygninger med jorden. For udover at man indtjener skrotmetal man kan opgradere våben med, så hjælper det også på moralen hos de undertrykte minearbejdere, så de en dag samler mod nok til at hjælpe dig i kampen mod EDF. I spillet er Mars opdelt i fem regioner, og hver region skal befris for at man får adgang til den næste i rækken. Dette gøres ved at udføre en række missioner for Red Faction gruppen, og de fleste af dem består i at køre til et bestemt punkt på kortet, skyde nogle EDF soldater og jævne en bygning eller fem med jorden.

Missionsstrukturen igennem hele spillet er meget ens, og det er sjældent den bliver brudt op af unikke og anderledes missioner. Men det lidt for genkendelige og gentagende missionsdesign sætter dog ikke en dæmper på fornøjelsen af at jævne en bygning med jorden, og det er noget udviklerne af spillet ved. For der går ikke mange minutter før man får tilbudt endnu en mission hvor man skal ødelægge endnu en bygning, og se den styrte i grus. En stor del af fornøjelsen i at ødelægge bygningerne ligger også i fysikmotoren. Hvis man fjerner de bærende elementer i en bygning, så vil den kollapse og bringe resten af bygningen med sig i faldet. Det gør at man hurtigt kaster sig over muligheden for at udhule en bygning, og sørge for den vælter ned over en række intetanende soldater eller man placerer bomber overalt i en bygning og venter på fjenden kommer tæt nok på før man detonerer dem.

Men udover at destruere bygninger, så skal der også skydes med geværer og køres med biler i Red Faction: Guerillas store åbne verden. Problemet er blot at køretøjerne er alt andet end sjove at køre rundt i. Styringen er tung og bilerne føles aldrig som om de har den rette vægt eller fornemmelse når man prøver at komme hurtigt rundt på overfladen af den røde planet. Skydevåbnene fungerer til gengæld ganske fint, med en god fornemmelse i hvert våben når man trykker på aftrækkeren. Dog brillerer raketkasteren med en af de mest

potente versioner set i noget spil. Der er implementeret et coversystem i spillet, men man får sjældent brug for det, da alting omkring en kan ødelægges, hvilket gør at ens beskyttelse altid er midlertidigt. De forskellige våben fungerer dog godt, og har alle en fin visuel effekt, som gør at man ikke automatisk hopper over til hammeren og bomberne lige med det første.
Den åbne verden som spillet foregår i, bliver dog aldrig rigtig brugt til noget nyttigt. Der er en masse små sidemissioner man kan give sig i kast med, men for det meste så består den åbne verden af en masse øde områder, som hverken har bygninger, mennesker eller noget andet at byde på. Derfor føles det hele en smule tomt, og ikke mindst som om at den åbne verden kun blev brugt i spillet fordi det ville lyde smart på bagsiden af æsken. Den åbne verden følger heller ikke med over i spillets multiplayerdel, hvor op til 16 spillere kan gå i gang med at vælte bygninger nedover hinanden i et væk.

Multiplayer byder på den sædvanlige række af velkendte elementer, men der er dog også blevet plads til en håndfuld mere unikke spilmuligheder, som at ødelægge et bestemt punkt på banen først, eller beskytte en række vigtige objekter fra det andet hold, som prøver at ødelægge dem med deres bomber. Men det der gør multiplayer-delen specielt underholdende, er de forskellige rygsække man kan kravle ned i. Disse giver spilleren forskellige muligheder, som for eksempel at blive usynlig eller at kunne se igennem vægge i en kort periode. Mulighederne er mange, og det skaber et hektisk og meget dynamisk multiplayer-miljø som gør det hele en del sjovere end bare den gængse multiplayer-formular.


På den grafiske front bliver Mars repræsenteret godt med en masse rødt sand, det hele bliver dog en tand for godt, med de mange øde og intetsigende områder, og det hele virker ubeboet i Red Factions verden. Frameraten holder sig for det meste ret stabil, selv ved store eksplosioner og når bygninger falder ned om ørene på en. Der er dog blevet ofret nogle ting for at få den åbne verden og den totale destruktion gjort mulig. Spillet lider nemlig i høj grad af pop-in problemer, og det kan skabe nogle situationer hvor biler, lygtepæle og lignende dukker op ud af ingenting og overrasker en, mens man rejser rundt. Ligeledes er draw-distancen i spillet ikke specielt imponerende, og der er tit urimelige mængder af tåge der forhindrer en i at se særlig langt frem når man udforsker de forskellige områder.

Lydsiden byder på nogle rigtig gode lydeffekter, specielt fra bygningerne som knirker og lyder som om de er lige på nippet til at styrte sammen. Eksplosioner lyder ligeledes rigtig godt, dog er stemmeskuespillet ikke det bedste der er hørt og musikken bliver hurtigt meget anonym, med undtagelse af meget få steder hvor den brager igennem med store episke toner når man er i gang med at befri Mars fra undertrykkelsen.

Red Faction: Guerilla er definitionen på en sommer blockbuster. Der er action og ikke meget at tænke over fra start til slut. Der er store eksplosioner overalt, en habil singleplayer-del og en forrygende multiplayerdel. Hvis du savner noget tom action med masser af underholdning, så kan du ikke gå helt galt med Red Faction: Guerilla.