Fable II

En fabel defineres af Den Danske Netordbog som en ”kort, fiktiv fortælling med et belærende eller moraliserende formål, og hvor personerne er dyr eller livløse ting”. Lad mig dog allerede fra starten slå fast, at Fable 2 er hverken kort fortælling eller befolket med (synderligt) intelligente dyr eller ting. Fable 2 er derimod både belærende og fyldt med moral om hvad der er godt og ondt – i hvert fald til en vis grænse. I stort set alle af Peter Molyneuxs (en af spilhistoriens største ikoniske udviklere, især kendt for sine meget omfattende idéer, der aldrig når helt med i spillet) seneste spil trækkes grænsen mellem godt og ondt op med fede streger med mindre du vælger at balancere lige mellem de to stole – men det er jo ikke særligt sjovt, er det?


Fable 2 lægger ud med en sekvens, hvori du får lov til at træde dine barndomssko i din fødeby sammen med din storesøster (eller storebror, hvis du vælger at spille en pige). Denne sekvens fungerer som en introduktion til spillets elementer og hvad din figur er i stand til. Her introduceres vi også til spillets plot, hvori den onde fyrste Lucien ser sig ond på hovedpersonen, og beslutter sig for at gøre livet surt for vedkommende igennem resten af spillet.


Kort fortalt handler Fable 2 om at være en helt med alt hvad det indebærer. Spillet måler og vejer konstant dine gerninger, og alt efter typen af dem, tildeles du gode eller onde point, der smides i én stor pulje. Graden af ondskab varierer alt efter hvor ond du vælger at være – at ofre sin kone til de onde guder i Temple of Shadows giver for eksempel langt støre badguy-streetcredit end at rende ind på kroen og fise, alt imens folk sidder og spiser (men sidstnævnte ér altså stadig ret tarveligt). Akkurat som i det første Fable, så skifter din figur udseende alt efter hvor god eller ond han er – jo mere ondskab, jo mere djævelsk bliver han – og gerninger i den gode ende af skalaen vil resultere i en glorie og et lysere udseende.

Rollespil?
Hvad er et rollespil egentlig? Er det nok bare at lade spilleren spille en rolle? For så kunne Halo 3 reelt set også godt betegnes som et rollespil. Nej vel? Er det så nok at lade spilleren træffe valg, der har afgørende betydning for resten af spillet? Heller ikke. Skal du kunne udvikle din figur i takt med at spillet folder sig ud? Her er vi nok tættere på end med de to foregående eksempler, og kombinerer vi de tre, så har vi skelettet til et standardrollespil. Fable 2 er svært at sætte i en rollespilskasse, for selvom alle tre er tilstede i spillet, så er det ikke alle der har den store effekt. Det er muligt at udvikle din figur allerede fra starten af – alt efter om du vælger at bruge magi, nærkamp eller skydevåben modtager du en bunke erfaringspoint i en af de tre kategorier, samt nogle generelle, der kan bruges på alle tre. Hver kategori har en række evner, der kan investeres i, på flere forskellige niveauer. Systemet er simpelt og relativt overskueligt, men problemet er, at den eneste betydning valgene får, er hvornår du vil kunne bruge hvad. Igennem hele spillet er der rig mulighed for at fylde din figur ud med stort set alle evner og færdigheder på nær de magiske evner (da der er flere af dem, end i de andre to kategorier) – dette er dog ikke så vigtigt, da du hurtigt vender sig til at udnytte de evner du har på den bedst mulige måde. Typisk vil magien også være supplerende til nærkampen, som for det meste er det bærende element i kampene.


Et af de nye elementer i Fable 2 er menneskets bedste ven – hunden. I det første Fable måtte du rejse landevejene tynde helt alene, men i Fable 2 får du allerede tidligt muligheden for

at anskaffe dig en hund, der kommer til at følge dig gennem tykt og tyndt. Hunden vil gennem spillet hjælpe dig med at nedlægge fjender du har slået i jorden og kan også bruges til at opspore fjender, skatte og begravede genstande. I det store hele har den ikke den store betydning for selve spillet, men det kan sagtens betale sig at opgradere hunden med nye tricks og egenskaber via bøger, da de små ting sagtens kan tippe vægten i den store sammenhæng.


Sideløbende med hovedhistorien i spillet, er der mulighed for at rode rundt med den åbne verden – blandt andet kan du købe ejendomme i byerne og inkassere husleje eller omsætning i tilfælde af at det er en butik. Du kan også finde dig en (eller flere) kone(r), og købe dig et lille hus i byen, som du kan udsmykke til din hustrus store tilfredshed. Du kan også vælge at gøre hende gravid, og så er det første kim til en lille familie sået. Du er selvfølgelig ikke fastlåst til kun at gifte dig (og sexe med) med det modsatte kun, da der findes både biseksuelle og prostituerede overalt i Avalon. Der findes sågar kønssygdomme til de uforsigtige, og præservativer til de forsigtige, der hverken vil have børn eller usundt underliv. Ligesom med hunden har det ikke den store indflydelse på spillet, og er noget som fungerer i spillet ved siden af hovedfunktionerne. Det er gimmicks, men det fungerer faktisk ret godt, og er med til at bære den måske lidt simple hoveddel gennem de mange timers spil.


Hit med konsekvensen
Desværre mangler Fable 2 en smule konsekvens. Selvfølgelig skal det ikke være for svært at være ond i et spil, der lægger op til at du skal vælge en af de to sider, men det er lidt nemt at sejle uden om. På et tidspunkt havde jeg akkumuleret ugerninger nok til at jeg blev eftersøgt (37 mord), og blev passet op af en vagt, der gav mig tre muligheder: Betale bøden på ’sølle’ 17.000 guldstykker (en pæn bid af mit akkumulerede loot), udføre samfundstjeneste eller modsætte mig arrest. Det første var udelukket. Jeg er typen der er nærig med alt jeg finder – granater, healingpotions og så videre – og jeg stopper typisk altid et spil med en masse genstande og penge jeg ikke får brugt. Samfundstjeneste gad jeg heller ikke, så jeg valgte at lave en obskøn hoftebevægelse mod vagten og trak mit sværd. Halvandet sekund senere lå han findelt på stranden for fødderne af mig. Fint nok. Desværre betød det også at alle hans vagtvenner også gerne ville slås, og da jeg er ekstremt doven (og bøden efter fire ekstra nedslagtninger var steget til absurde 21.000) valgte jeg samfundstjeneste. Samfundstjenesten gik ud på at rejse til en by og slå tre varulve ihjel, og derefter var min ugerning tilgivet. Havde vi et retssystem som dette i Danmark, ville en fyr som Claus Riskjaer ikke blot kunne vandre frit omkring, men det ville også være ham der tog imod indbetalinger til børneopsparingerne nede i banken.

Et dejligt eventyr

Fable 2 er et godt spil – langt bedre end det første. Der er mere at se og gøre, og det hænger godt sammen langt det meste af tiden. Det bliver dog aldrig rigtigt svært, og traditionen tro, så er det ikke alle elementer der fungerer lige godt. At kalde Fable 2 for et egentligt rollespil er en overdrivelse, for rollespilselementerne er alt for tynde og ubetydelige, og gør kun i forskel i starten af spillet – ligesom mange af de andre ting i spillet fungerer mere som fyld end egentligt indhold. I stedet er Fable 2 et storslået og underholdende actionadventure, der favner bredt, men ikke helt så bredt som det gerne ville. Heldigvis er det et skridt op ad kvalitetsstigen i forhold til forgængeren, og det kan vi jo ikke klage over.