Legendary

Pandoras æske er åbnet – desværre skal du igennem dette spil for at lukke den…
Sagnet om Pandoras æske stammer fra græsk mytologi. Zeus gav æsken til Pandora, og gav hende besked på, at den ikke måtte åbnes. Men Pandora var nysgerrig af natur og åbnede æsken, der desværre viste sig, at indeholde alt ondskab og sygdom, som så blev spredt til menneskene, der ellers hidtil havde levet uden problemer i hverdagen.
Så det er naturligvis bekymrende, at du i Legendary tager rollen som kunsttyven Charles Decard, der får til opgave at stjæle Pandoras æske fra et museum i New York. Han viser sig ikke at være klogere end Pandora, og åbner æsken.

Slip kræfterne løs
Æsken udløser en kæmpe søjle af noget, som spillet kalder Animus energi, hvilket resulterer i en række væsener fra forskellige mytologier og nogle monstre opfundet til lejligheden, bliver sluppet løs i hele verden. Herfra udfolder der sig en ikke synderlig interessant historie om at få lukket æsken, der tager dig via London og til sidst tilbage til New York.

Legendary er en shooter, hvor du skal skyde dig igennem en verden, der bliver flået fra hinanden omkring dig. New York lyder lækkert, men du kan godt glemme alt om den store frihed til at se de lokale turistattraktioner. For spillet er ekstremt lineært, og du har for det meste kun en smal sti, som du kan følge, hvilket giver en følelse af, at du er mere tilskuer end deltager i spillet.

En ’no brainer’
Denne fornemmelse forstærkes af, at alle de monstre, der er sluppet løs, og som hærger byen omkring dig slet ikke kan gøre skade på dig. Du må nøjes med dem, der krydser din lille sti og det giver hele sceneriet en falsk følelse.
De fjender som du så skal nedkæmpe, har super dårlig kunstig intelligens, og kommer løbende imod dig uden at bruge banernes opbygning til noget som helst strategisk. Og så respawner de som bare helvede, hvilket selvfølgelig er der, hvor en del af dem skal forestille at komme fra.

Vores helt hopper ikke højere end 20 centimeter, hvilket giver komiske situationer, når du ikke kan gå over en lille væltet søjle, men skal følge hele vejen rundt om den, hvilket er med til at give en fornemmelse af, at det er en uægte verden, som du bevæger dig rundt i. Til gengæld kan han snildt hoppe over en afgrund på en 3-4 meter, hvilket bare igen viser, at der ikke er arbejdet længe med tingene i det her spil.

Tilfældig præcision påkrævet
Der er også et eller andet galt med spillets nøjagtighed. Når du for eksempel skal samle våben op, skal du ramme lige nøjagtigt det punkt på gulvet, hvor spillet mener du samler det op. Det betyder, ar du ofte står og danser hen over et våben eller en genstand, indtil spillet endelig beslutter sig for at tilføje det til dit arsenal.
Denne mangel på nøjagtighed gør sig også gældende med nogle af dine fjender. Du møder på et tidspunkt varulve, som du først skal pumpe fuld af bly, så de lægger sig ned, hvorefter du skal hugge deres hoved af med en økse. Problemet er, at du igen, skal bevæge dig hen over deres hoveder, imens du panisk slår for at ramme lige nøjagtigt det punkt, som spillet lige mener, er der hvor hovedet deles fra kroppen.

Dårligste magi længe set
Udover våben, så er Charles Decard’s helbred blevet erstattet med Animus energi. Når du slår et monster ihjel, kan du så suge energi fra de døde. Det kan sende frameraten helt i gulvet i spillet, der ellers grafisk er af en kvalitet, som ikke burde udfordre din Xbox 360 synderligt meget.

Animus energien giver dig også mulighed for at kunne skubbe med genstande og fjender, men selvom det virker oplagt, bliver dine nye magiske kræfter aldrig til mere end det.

Legendary er en kort first person shooter, der gennemføres hurtigt, hvis du da gider gennemføre det. For hvad er det lige spillet er oppe imod? – Gears of War 2, Far Cry og Dead Space. Kanon titler og så hjælper det altså ikke, at man smider et spil på banen, der ligner noget, som er baseret på den første Half-Life motor fra det forrige årtusinde.

Så som Zeus sagde: ”Pil snitterne og lad være med at åbne Pandoras æske.”