X FOR HAN ARK VUR
» SAM INFO AKT BSK

Eat Lead: The Return Of Matt Hazard


Spilverdenen har generelt set alt, alt for lidt til god satire. Man skulle ellers tro at branchen var oplagt for lidt god sjov, tænk bare på hvilke spil vi egentlig spiller. Små blikkenslagere der hopper på svampe, lidt for maskuline mænd med store pistoler, og håbløst sexistiske kvindelige stereotyper. Der er masser at komme efter, og Eat Lead - the Return of Matt Hazard søger at gøre tykt grin med det hele!

Matt Hazard er en afdanket spilhelt, der har haft sin storhedstid i firserne med det ene vanvittige actionspil efter det andet. Senere gik det dog lidt ned af bakke for den maskuline helt, med udgivelsen af blandt andet det obligatoriske gokart spil, og det fantastisk "Soak'em", hvor man skulle oversprøjte andre mænd med "vandpistoler".
Han har dog endelig fået en sidste chance, som actionhelt i et helt nyt skydespil. Noget viser sig dog hurtigt at være helt galt, for spilles plottwist er åbenbart at Matt Hazard skal dø i spillets første bane. Det vil vores helt naturligvis ikke være med til, og herfra må han genleve et utal af sine egne spil, blandet med spilhistoriens største klichéer.

Det lyder dumt. Dumt og forvirrende. Og det er det egentlig også. Matt Hazard er i den grad et meta-spil, der faktisk bliver et meta-meta-spil senere. Heldigvis er det faktisk også rigtig sjovt, og historien fungerer glimrende hele vejen igennem.
Hvad der desværre ikke fungerer så godt, er det håbløse gameplay. Gennem hele spillet er Eat Lead ikke andet end et simpelt tredjeperson-actionspil, med en ubrugelig cover-funktion, og en bunke retarderede fjender. Selvom historien og meta-elementet bestemt er sjovt, er det desværre ikke nok til at holde interessen fanget hele vejen igennem.

Eat Lead består af otte baner, der ikke er specielt lange. Dette giver knap ti timers effektiv spilletid, kun forlænget af den håbløse sværhedsgrad. Egentlig er spillet ikke ret udfordrende, men alligevel dør man konstant simpelthen fordi spillets funktioner ikke rigtig virker.
Det er sjældent at man uproblematisk kan gå i dækning, og skal man fra dækning, er animationerne så langsomme at man ofte dør.

Samtidig er ingen af våbnene særlig effektive - faktisk skal visse fjender have et helt magasin førend de opgiver kampen. Fjenderne er så dumme at de ofte vælger at løbe væk fra Matt, men ofte er det ikke en speciel fordel at dræbe dem da en ny fjende spawner for næsen af spilleren sekundet efter.

Der er simpelthen så mange frustrerende og direkte ødelagte elementer i Eat Lead, og disse gør spillet svært at udholde. Alligevel er det noget sært dragende ved meta-elementet, som samtidig er ret sjovt fortalt. Det er virkelig ærgerligt at en så god idé skal behandles så elendigt - faktum er, at havde udviklerne gjort mere ud af spillets indhold, så kunne Eat Lead have været en gedigen overraskelse. I stedet må det nøjes med at være et forfejlet forsøg.

Eat Lead: The Return Of Matt Hazard (EU)
Anmelders vurdering
4/10

Eat Lead: The Return Of Matt Hazard   © D3 2009   (X360)    1/3 Eat Lead: The Return Of Matt Hazard   © D3 2009   (X360)    2/3 Eat Lead: The Return Of Matt Hazard   © D3 2009   (X360)    3/3