Sonic And The Black Knight

Jeg skal allerede fra starten af denne anmeldelse indrømme, at jeg altid har haft et problem med Segas blå pindsvin. Jeg tror det har noget at gøre med hele marketingkampagnen bag spillene - Sonic er som karakter håbløst fanget i halvfemsernes forsøg på at være "ekstreme" og smarte.
Derfor fremstår pindsvinet i dag som en kliché på en kliché, men hvor andre spil har brugt retro-aspektet til sin fordel - se især Paper Mario serien som eksempel - er det som om Sega endnu ikke har indset at Sonic bare ikke er cool!

Det hjælper heller ikke på sagen, at stort set alle Sonic-titler siden de gamle Mega Drive dage, har været noget håbløst bras. Sidste forsøg var Sonic Unleashed som bestemt ikke imponerede mig. Håbløs styring, grim grafik, og endnu engang denne selvfedme fra Segas side, som om Sonic bare er det sejeste pindsvin i byen... Hvilket han måske nok er - der findes sjovt nok ikke ret mange pindsvin i spilverdenen...

Sonic and the Black Knight til Nintendo Wii, er anden udgave i Storybook-serien, som Sega indledte med det kun delvis håbløse Sonic and the Secret Rings. Denne gang bliver Sonic transporteret tilbage til middelalderen, i en af de mest vanvittige intro-sekvenser jeg nogensinde har set - Sonic formår ganske enkelt at tæve Kong Arthur med en Hotdog!

Efterfølgende starter spillet, og jeg var et øjeblik blæst helt væk af grafikken. Det hele så overvældende imponerende ud, med flotte vandeffekter og skarpe teksturer - ikke just noget vi er vant til på Wii.
Desværre skulle mit første positive indtryk hurtigt blive vendt på hovedet, for Sonic and the Black Knight er for platformspil hvad Time Crisis er for skydespil - fastlåst og rigidt.

Man kan ikke frit bevæge sig rundt i spillet, kun flytte sig begrænset for at undgå forhindringer. Retfærdigvis skal det siges at dette kunne have skabt grobund for en omgang klassisk Sonic, hvor hastigheden og skøre forhindringer var i højsædet. Dette er dog ikke tilfældet her - i stedet skal Sonic konstant slås mod generiske fjender.

Dette sænker spillets hastighed markant, er overhovedet ikke sjovt, og fjerner i øvrigt al udfordring fra spillet. Idéen med at producere et flot, hurtigt actionspil i Sonic-serien er bestemt ikke dårlig, men det kræver konsekvens fra udviklerne - ikke dette besynderlige miskmask af genrer.

Mellem de mange missioner bliver man skiftevis blæst væk af vanvittigt flotte CGI-sekvenser, for på andre tidspunkter - den helt overvejende del - at blive spist af med virkelig grimme storyboard-præsentationer. Til tider virker det lidt som om at udviklerne havde planlagt at lave alle sekvenser flotte, men på grund af tidsmangel smed de blot rå storyboards ind i spillet, kombineret med et generelt ret irriterende stemmeskuespil.

Sonic and the Black Knight havde egentlig ikke behøvet være et forfærdeligt spil - grafikken er for det meste virkelig flot, og havde man da bare fjernet de mange sværdkampe, havde man måske haft et tilforladeligt platformspil med fokus på hastighed og præsentation.
Det færdige spil er dog så langt fra denne vision, på alle punkter, at man kun kan fortsætte med at undres over hvorfor Sega egentlig gider blive ved med at producere Sonic-titler.