Til gengæld er tidspresset fra det forrige spil fuldkommen forsvundet. Man er ikke længere under tidspres i form af et bestemt antal dage man skal fuldføre spillet i, men har derimod alle de dage man ønsker for at fjerne ens gæld, og det skaber et langt mindre stressfyldt spiloplevelse da man nu kun skal bekymre sig om dag og nat cyklussen i spillet. Med fjernelse af tidspresset fra dagene er der også blevet plads til en meget længere spiloplevelse, som tager næste dobbelt så lang tid at gennemføre som det originale Pikmin.
Udover et længere singleplayer-eventyr er der også blevet plads til en co-op multiplayerdel hvor to spillere kan samarbejde om at kæmpe sig igennem en række unikke udfordringer. Hver spiller styrer en af de to personer, og der skal strategi og taktik til hvis man vil klare sig igennem de forskellige områder med den højst mulige score. Multiplayer-delen er dog kun tilgængelig i små separate udfordringer, og der er ikke nogen form for co-op igennem spillets primære singleplayer-kampagne. Multiplayer er dog en rodet affære, uden meget sammenhæng eller kreativitet, og det faktum at man er forvist til de underjordiske huler når man spiller multiplayer gør at det ikke er den mest sindsoprivende oplevelse i spillet, og mest af alt en forspildt chance for ægte co-op.
Som i den første genudgivelse, så fungerer styringen udover alle forventninger utroligt godt med Wii fjernbetjeningen. Man peger blot hvor man vil kaste sine Pikmins og med A knappen sender man dem af sted. Styringen er utroligt nem at forstå, og indenfor kort tid så navigerer man rundt i Pikmin-universet bedre end man nogensinde har gjort før.
På den grafiske front er der ikke sket meget siden GameCube originalen. 16:9 er blevet tilføjet til alle fladskærmsejerne og nogle af effekterne er blevet finpudset for at gøre den visuelle oplevelse bedre, men det er primært tilføjelsen af 16:9 som er mærkbar i spillet. Grafisk holder spillet sig dog utroligt godt, og for et Wii spil er det stadig en ganske pæn oplevelse med en stabil framerate og en utroligt flot visuel stil. Lydsiden er fuldkommen uberørt og består endnu engang af glade instrumentale toner, og de små Pikmins kampråb og fællessang når de løber rundt.
Pikmin 2 er en efterfølger efter alle kunstens regler. Der bliver rettet op på de største problemer fra det forrige spil, tilføjet en masse nye elementer og viderebygget på det originale koncept. Pikmin 2 er dog ikke perfekt, og nogle af de nye tilføjelser er ikke til det bedre. Men hvis man holdt af det originale Pikmin, er der ingen vej udenom Pikmin 2 som byder på meget mere af det der gjorde det første godt.