Marvel Vs. Capcom: Clash Of Super Heroes

Capcom må siges at være kongen af fortsættelserne - og ofte er der fra det ene spil til det næste ikke tale om meget mere end en opdatering, så det, at der er kommet et nyt Capcom fighter-spil, er jo ikke ligefrem revolutionerende. Alligevel er der flere grunde til at give Marvel vs Capcom en chance.

Spillet kom for snart flere år siden i spillehallerne og skulle være en tro kopi af sin pengeslugende fætter. Det eneste der mangler er faktisk kabinettet, de 6 knapper og et joystick, de mangler til gengæld også. Mere om det senere.

Som navnet antyder, foregår kampene imellem personligheder fra både Marvels og Capcoms universer og der er mange interessante karakterer at vælge imellem. Spider Man, Hulk, Wolverine og Gambit er nogle af Marvel karaktererne, mens klassikere såsom Ryo (Street Fighter), Strider, Chun-Li (Street Fighter) og Morrigan (Darkstalkers) udgør et udsnit af Capcom besætningen. Bare det at kunne sætte Mega Man op imod War Machine, vil være nok til at nogle folk vil løbe ud for at købe dette spil.

Kampene foregår lidt anderledes end i Street Fighter serien, idet man i Marvel vs Capcom slås i såkaldte tag teams. Det vil sige at man altid vælger to karakterer, der så udgør ens hold. Man kæmper naturligvis imod et andet hold, valgt af din Dreamcast eller af en menneskelig modstander. Under kampene kan man, så ofte man ønsker det, skifte imellem de to karakterer. Den karakter der venter udenfor ringen, genopbygger langsomt den styrke, der måtte være tabt under kampen. Derudover er der hjælp at hente fra omkring 20 gæstekarakterer. Disse karakterer er ikke kontrollerbare, men fungerer mere som en slags "smart-bombs", idet man kun kan hente deres hjælp et begrænset antal gange under hver kamp. De kommer ind, skyder eller slår på modstanderen i et par sekunder - og giver dermed spilleren et lille pusterum. Hvilken karakter man får til hjælp under en kamp er dog lidt et tilfældighedernes spil, og nogle af dem er mildest talt mindre bevendte end andre. Kombinationen af hold og gæstekarakterer er dog alt sammen med til at give spillet et mere strategisk præg end tidligere Capcom titler. Om det er en forbedring at man i Marvel vs Capcom skal styre to karakterer i hver kamp, må være et spørgsmål om smag. Personligt kunne jeg godt savne en mulighed for at kunne slås en mod en på god gammeldaws manér, men det er ikke noget der ødelægger spillet. Det skal for god ordens skyld nævnes at Capcom har inkluderet en mulighed (kaldet Cross Fever) for at spille 4 spillere, hvis man er i besiddelse af 4 joypads. Den slags tiltag er altid rare at se.

Grafikken er, for genren, fremragende. Spillet er et veritabelt overflødighedshorn af effekter. Når man for eksempel udfører en af de

super destruktive "Hyper Combos", eksploderer fjernsynet simpelthen i animerede farver. Animationerne er iøvrigt det bedste jeg endnu har set fra en 2D fighter, uden at jeg dog er tilfreds. Spillet lider stadig under det jeg vil betegne som skyggespilssyndromet - hvilket betyder at en arm der hænger ned langs siden, ved tryk på en knap pludselig er fuldt udstrakt. Her er 3D fighter spil stadig langt bedre animerede. Alt i alt er spillet, for sin genre, dog rigtigt flot.

Lydmæssigt står det lidt værre til. Musikken er mildest talt forfærdelig. Normalt holder jeg meget af japansk spilmusik, men den gang plink plonk Capcom her serverer, er simpelthen ynkelig. Det er japansk dåsemusik, når det er værst. Lydeffekterne er ligeledes ret svage og lyder oftest som dårlige mono-samples. Lyden når en af parterne falder omkuld, er således et diskant splat, som jeg kunne sværge på at Capcom har genbrugt lige siden det debuterede i Ghosts & Goblins engang i firserne. Nu skriver vi år 2000 - og så må der gerne være lidt mere "Oomph" i lydeffekterne. Altså, tyndt.

Jeg lagde ud med at love at jeg ville uddybe mit ønske om et joystick. Dette ønsker bunder i at Dreamcast joypad'et, simpelthen ikke er bygget til denne slags spil. For det første kræves der 6 knapper, og at bruge joypad'ets to aftrækkere, er simpelthen ikke tilfredstillende, når man skal vove sig ud i en 20 slags combo. Det bliver aldrig rigtig intuitivt. Desuden er kontrollen så følsom at man gang på dødsyge gang kommer til at hoppe, når man egentlig bare ville bevæge sig fremad, en meget frustrerende faktor. Til sidst skal det nævnes at hvis du planlægger at tilbringe mere end en time ad gangen med dette spil og et joypad, bliver det til et studie udi tommelfingertorturens kunst. Bevares, det kan siges om mange spil, men dette spil vil med garanti give dig mere hård hud end nogen andre.

Det er svært at anbefale eller at advare imod Marvel vs Capcom. På den ene side har vi noget af det ypperste indenfor 2D fightere, og på den anden har vi et spil, der kan være ret frustrerende - og som, sat op mod resten af Dreamcasts bibliotek, ser noget aldrende ud. Forstå mig ret, jeg er vild med 2D spil. Marvel vs Capcom er bare ikke et spil, der får mig til at holde endnu mere af genren. Dertil kommer den patetiske lydside.

Konklusionen må være at alle 2D fanatikere med hang til slåskamp på konsoller, skal eje dette spil, Ingen tvivl om det. Er man derimod en almindelig dødelig med hang til virtuel slåskamp, vil jeg meget hellere anbefale spil som Soul Calibur, Virtua Fighter 3 og Powerstone. En ting er i hvert fald sikkert, investerer du i dette spil, så gør dig selv en tjeneste og køb samtidig et arcade stick. Du vil ikke fortryde det.